UNICEF anmodede tirsdag verdenssamfundet om 4,5 milliarder kroner til at hjælpe børn i 39 humanitære nødsituationer verden over.
Appellen om katastrofebidrag udsendtes i forbindelse med offentliggørelsen af UNICEFs årlige rapport ”Humanitarian Action Report 2008”, skriver UNICEF danmark i en pressemelding.
Rapporten indeholder et overblik over den humanitære situation i 39 lande og 6 regioner, hvor børn i stort antal har behov for nødhjælp. I rapporten vurderer UNICEF for hvert af de 39 lande, hvilke akutte problemer børnene står overfor, hvilken indsats UNICEF gerne vil foretage, og hvor meget indsatsen vil koste.
– Katastrofer rammer altid børnene hårdest. Uanset om det er naturens voldsomme kræfter eller menneskeskabte konflikter, der skaber de mange humanitære kriser verden over. Resultatet er, at millioner af børn hvert år må flygte med deres familier og søge beskyttelse i overfyldte flygtningelejre, hvor de oven i købet risikerer at blive smittet med dødbringende sygdomme, siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen.
UNICEF arbejder løbende sammen med katastrofetruede lande og andre partnere med at forbedre katastrofeberedskabet.
Da cyklonen Sidr ramte Bangladesh i november 2007 tog den 1.400 menneskeliv med sig. Det er stadig alt for mange, men er markant færre ofre end efter tilsvarende cykloner i 1970 og 1991, som dræbte henholdsvis 500.000 og 140.000 mennesker. Man var simpelt hen bedre forberedt på at håndtere katastrofen denne gang.
– 2007 var et år med mange katastrofer. UNICEFs erfaringer fra hjælpearbejdet viser, at det er altafgørende at have et effektivt katastrofeberedskab. Hurtig adgang til de mest basale nødhjælpsforsyninger og evnen til at distribuere dem hurtigt til folk i katastroferamte områder redder tusindvis af liv, fortæller Steen M. Andersen.
Naturkatastrofer er årsag til stadig flere store humanitære kriser. De opstår oftere og med større styrke end tidligere. Konsekvenserne af naturkatastrofer som oversvømmelse, tørke, jordskælv og cykloner bliver særligt alvorlige i lande, der samtidig er hårdt ramt af konflikter og fattigdom.
Som i Somalia, hvor væbnede konflikter er brudt ud samtidig med, at landet kæmper med følgerne af langstrakt tørke og voldsomme oversvømmelser.
– Det er ekstremt vigtigt for UNICEF at prioritere de flygtede børns helbred og sundhed, især fordi mange af de børn, der ankommer til flygtningelejrene, i forvejen er fejlernærede og har behov for akut pleje, siger Christian Balslev Olesen, UNICEFs danske landechef i Somalia.
Andre katastrofer udfolder sig langt fra mediernes søgelys. ”Humanitarian Action Report 2008” dokumenterer, at millioner af børn har behov for akut nødhjælp, fordi de er ofre for en humanitær krise, som af mere eller mindre tilfældige årsager har undsluppet verdenssamfundets opmærksomhed.
Det gælder f.eks. Angola. Siden fredsaftalen i 2002 har landet kæmpet med at komme på fode efter 27 års væbnet konflikt. Massive folkevandringer har skabt store slumområder, hvor befolkningen lever under ekstremt primitive og sundhedsfarlige forhold.
Kun 53 procent af angolanerne har adgang til rent drikkevand, og 69 procent har ikke adgang til ordentlige toiletfaciliteter. Sygdomme som malaria, diarré og kolera hærger landet, og situationen bliver kun værre, hvis forholdene ikke bliver forbedret.
Angola har i forvejen en ekstrem høj børnedødelighed, idet mere end hvert fjerde barn dør inden sin fem års fødselsdag.
– Angola har kun haft fred i 6 år siden selvstændigheden i 1975. Og genopbygningen af infrastruktur, skoler og hospitaler tager lang tid, siger Lone Hvass, UNICEFs informationschef i Angola, og uddyber:
– Hovedstaden Luanda er oprindelig bygget til ca. 600.000 indbyggere, men der bor næsten 10 gange så mange, hvis man tager alle randområderne med. Det har tydelige konsekvenser for borgernes – og ikke mindst børnenes – helbred og trivsel.
Yderligere oplysninger hos Steen M. Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark, tlf. 35 27 38 11 og 28 44 38 30 samt Ditte Hartvig, kommunikationsmedarbejder, tlf. 35 27 38 44 / 51 25 62 09, e-mail: [email protected]