Danske bidragydere har støttet UNICEFs arbejde for børns sundhed i Laos med 6 mio. kr. Pengene er gået til opbygning af et sundhedsprogram, der giver alle børn under 5 i Laos adgang til livsvigtige vaccinationer
Af Helle Bruun
UNICEF Danmark
En tidlig tirsdag morgen mødes indbyggerne i landsbyen Kiew Maknao i en åben hytte med stråtag. Det er altid her, de samles, når der sker noget i landsbyen. I dag møder landsbyens unge kvinder og mødre op for enten selv at blive vaccineret eller for at lade deres børn få et stik.
Aftenen før kom 3 kvindelige sundhedsarbejdere til landsbyen, hvor de har sovet om natten, så de kan starte dagens arbejde fra morgenstunden. Kiew Maknao ligger et par timers kørsel fra Luang Prabang, der er den historiske hovedstad i Laos. Grusvejen er hullet, og regntiden gør det svært at komme frem til landsbyen.
Alligevel kommer sundhedsarbejderne 4 gange om året for at vaccinere kvinder og børn og oplyse om sundhed og hygiejne. Det er en del af det sundhedsprogram, som UNICEF har opbygget i samarbejde med myndighederne i Laos – med hjælp fra danske bidragydere.
Med fantastisk tålmodighed sidder kvinderne og deres små børn i hytten i timevis, mens 52 af landsbyens i alt 75 børn under 5 år får et stik, og alle måles og vejes.
Sundhedsarbejderne sammenligner dagens tal med statistikken fra forrige besøg. Halvdelen er i fin form, mens 18 børn vejer for lidt og kun 2 for meget. Landsbyens mænd står uden for hytten og læner sig op ad muren for at lytte med.
Når børnenes mål er tegnet ind i vækstkurver og alle tal regnet sammen og skrevet med snørklet skrift på store stykker papir, hænges de op på væggen, og de tålmodige kvinder og børn præsenteres for dagens resultat.
Landsbyens kvinder er godt dækket ind mod sygdommen stivkrampe, som hvert år er skyld i mange børns død. UNICEFs mål er, at 80 procent af alle gravide kvinder i hele det sydøstasiatiske land skal vaccineres 2 gange mod stivkrampe under graviditeten.
I Kiew Maknao er nu 82 procent af kvinderne vaccineret, og både de og deres nyfødte er dermed beskyttet mod sygdommen.
Støtte fra Danmark redder liv
Laos er et lille langstrakt land, der ligger klemt inde mellem Thailand, Burma, Kina, Vietnam og Cambodja. Her bor 5,8 millioner mennesker – 80 procent af dem i landets flere end 10.000 små landsbyer.
Næsten tre fjerdedele af laoterne lever for under 2 dollar (12,40 kr.) om dagen, og en fjerdedel lever for under én dollar om dagen. Den ekstreme fattigdom er skyld i, at ét ud af 9 børn, der fødes i landet, ikke når at fylde 5 år.
UNICEFs sundhedsprogram skal ikke alene sikre unge kvinder og børn mod livsfarlige sygdomme; programmet skal også lære laoterne om sundhed og hygiejne, så de selv kan være med til at forbedre deres levevilkår og mindske børnedødeligheden.
En del af pengene til projektet er kommet langvejs fra. I 2004 var Frederiksberg Kommune UNICEF-By og samlede i løbet af året næsten 2 millioner kroner ind til sundhedsprojektet i Laos. Derudover har UNICEF Danmarks mange bidragydere støttet projektet med til sammen fire millioner kroner.
Forhindringer på grusvejen
Det er ikke altid let at sikre, at alle børn vaccineres i et land, hvor en fjerdedel har mindre end 3 km til lægen, og 66 procent ikke har lægeadgang overhovedet.
Udover de rent praktiske forhindringer er der menigmands skepsis at forholde sig til. Flere landsbyledere fortæller, at indbyggerne gemte sig i rismarkerne de første gange, de mobile sundhedsteam lagde vejen forbi.
Sådan er det ikke helt længere. Sundhedsoplysningen har gjort en forskel, og mange forældre kan nu fortælle, hvorfor det er en god ide at lade deres børn vaccinere.
Sundhedsprogrammet er nu helt udbygget og dækker samtlige 142 distrikter i Laos. Det er en stor forbedring sammenlignet med før i tiden, hvor kun halvdelen af børnene blev vaccineret.
Men de mobile sundhedsteam oplever stadig, at nogle forældre ikke møder op med de børn, der skal vaccineres. Der er derfor en del børn, der stadig risikerer at få en af de dødelige sygdomme, der ellers kan forebygges gennem vaccination.
UNICEF vil sammen med de lokale myndigheder evaluere programmet i 2006, så det reelle fremskridt kan måles. Og de nødvendige forbedringer sættes ind.
Kilde: www.unicef.dk