Læger uden Grænser (MSF) bliver af de lokale kenyanske myndigheder forhindret i at give medicinske nødhjælp til befolkningen i Mount Elgon-distriktet, som er ofre for en væbnet konflikt mellem oprørsgruppen SLDF (Sabaot Land Defence Force) og Kenyas militær.
Læger og sygeplejersker fra MSF er de seneste uger blevet stoppet ved vejspærringer og forhindret i at komme ind til de konfliktramte områder, fremgår det af en pressemeddelelse fra organisationens danske afdeling tirsdag.
Selv om Læger uden Grænser gentagne gange har forsøgt at komme i dialog med de lokale og nationale myndigheder, har organisationen ikke fået nogen forklaring på, hvorfor nødhjælpen blokeres, hedder det.
– Situationen for indbyggerne er forværret væsentligt og det er meget bekymrende, fordi det internationale samfund samtidig ignorerer krisen, siger Michael Gylling Nielsen, direktør for Læger uden Grænser i Danmark.
Den alvorlige situation for indbyggerne i området har fået Læger uden Grænser i Danmark til at henvende sig til udenrigsminister Per Stig Møller (K) og Folketingets udenrigsudvalg med en appel om, at Danmark sætter den humanitære krise i Mount Elgon på den internationale dagsorden i f.eks. FN og EU.
“Læger uden Grænser har hjulpet folk i Mount Elgon det seneste års tid, men indbyggernes behov er langt større end hvad en medicinsk nødhjælpsorganisation kan imødekomme. Volden og torturen af civile bør stoppes nu, og det er derfor helt afgørende, at andre organisationer bidrager til at afhjælpe de voksende behov”, skriver Michael Gylling Nielsen i brevet til Udenrigsministeren.
Siden MSF i april 2007 begyndte at give gratis medicinsk hjælp til lokalbefolkningen, der er direkte berørt af konflikten i Mount Elgon, har organisationen i samarbejde med det kenyanske sundhedsministerium udført flere end 35.000 konsultationer.
Læger uden Grænser er en af de meget få organisationer, som arbejder i området ved Mount Elgon, hvor organisationen tilbyder gratis lægehjælp og vaccinationer og har oprettet mobile klinikker i afsidesliggende områder.
Yderligere oplysninger hos Maria Dohn, kommunikationschef i MSF, tlf. direkte:
39 77 56 06, mobil: 29 70 29 79 og e-mail: [email protected] eller Michael Gylling Nielsen, direktør i MSF, tlf. 39 77 56 00, mobil: 29 70 29 77