Læger uden Grænser (MSF) vinder for anden gang retssag mod den hollandske regering, skriver MSF Danmark i en pressemeddelelse torsdag.
Landsretten i Geneve afsagde torsdag dom i en retssag, der i 3 år har verseret imellem Læger uden Grænser og den hollandske regering. Retten afviste utvetydigt en appel, som den hollandske stat havde indgivet mod en kendelse, som byretten afsagde 15. marts sidste år, der også faldt ud til MSF’s ubetingede fordel.
Retssagen handlede om tilbagebetaling af løsepenge betalt af den hollandske regering i april 2004 for løsladelsen af Arjan Erkel, der som landechef for MSF blev kidnappet. Han blev holdt som gidsel i mere end 600 dage i Nordkaukasus fra 2002 til 2004.
Den hollandske regering sagde, at den handlede på vegne af MSF, da den betalte pengene, men denne påstand blev altså afvist torsdag, som stadfæster den version af hændelsesforløbet, MSF har fremført siden retssagen begyndte.
Herudover siger dommen, at den hollandske regering skal tilbagebetale 230.000 euro, som MSF deponerede på den hollandske ambassade i Moskva, da Erkel var bortført. Retten dømte også den hollandske regering til at betale en del af MSFs sagsomkostninger.
Trods det positive udfald kan MSF kun fordømme de metoder, den hollandske regering har gjort brug af for at løse denne sag. MSF beklager, at det har været nødvendigt at bruge store mængder tid og energi på sagen længe efter Arjan Erkels frigivelse.
– Nu er det anden gang, en schweizisk domstol har givet MSF ret. Vi håber, at dommen definitivt afslutter denne sag, som skader humanitære indsatser, siger Isabelle Ségui-Bitz, præsident for MSF-Schweiz.
Baggrund:
Den 12. august 2002 blev den hollandske MSF landechef i Dagestan i Kaukasus, Arjan Erkel, kidnappet. Den 10. april 2004 blev han løsladt mod løsesum betalt af den hollandske regering.
Efterfølgende opstod der mellem regeringen og MSF uenighed om, hvem der skulle betale pengene. Det var det dagens afgørelse handlede om. Den hollandske regering har 30 dage til at anke dommen.
Yderligere oplysninger hos Michael G. Nielsen, direktør for Læger uden Grænser (MSF) i Danmark, Tlf. 39 77 56 00, Mobil 29 70 29 77, e-Mail: [email protected], web: www.msf.dk