Læger uden Grænser (MSF) anmoder nu alle parter i konflikten i Somalia om at give medicinsk personale mulighed for at arbejde uhindret og sørge for, at patienter får fuld adgang til hjælp, fremgår det af en pressemeddelelse fra MSF Danmark mandag.
MSFs medicinske hold melder om et alvorligt fald i muligheden for at få lægehjælp i Mogadishu i de seneste 6 måneder. Ifølge holdenes vurdering er færre end 250 ud af de 800 hospitalssenge, der var til rådighed i januar, i brug i dag. Siden januar er trefjerdedele af medarbejderne forsvundet fra flere af hospitalerne.
– Med daglige bombardementer og skyderier i Mogadishu er folk, som har brug for lægehjælp, skræmt fra vid og sans og tør ikke forlade deres huse. Medicinsk personale flygter fra hovedstaden, og hospitaler er lukket ned eller fungerer knapt nok, siger MSF’s internationale præsident, Christophe Fournier, som netop er vendt tilbage fra Mogadishu.
Læger kan ikke udføre deres arbejde
MSF har behandlet næsten 60.000 patienter på dagklinikker i og omkring hovedstaden siden januar. Men usikkerheden i Mogadishu har forhindret MSF i at åbne behandlings-muligheder for alvorlige sygdomme og kirurgiske indgreb, som der er desperat brug for.
– Folk bliver ikke behandlet for hverken akut eller almindelig sygdom. Manglen på respekt for at lade læger gøre deres arbejde er chokerende og absolut uacceptabel, siger Christophe Fournier.
MSF er meget oprørt over niveauet og kvaliteten af den hjælp, der er mulighed for at give indbyggerne i Mogadishu og for hjemstavnsfordrevne omkring hovedstaden.
– Det burde være muligt at åbne faciliteter for akutbehandling og kirurgi i Mogadishu, at sende ambulancer for at hente syge og sårede og at give dem en tilfredsstillende behandling, siger Christophe Fournier, der selv er læge.
– Men selv efter flere måneders forsøg, kan vi stadig ikke bevæge os frit rundt i byen for at vurdere behovene og yde den pleje og behandling, som vi ved er nødvendig. Vi ønsker at gøre mere, i lighed med de somaliske læger, der er tilbage i byen, men vi bliver stadig mere frustrerede og vrede over, at parterne ikke gør nok for at sikre tryg og sikker adgang til medicinsk hjælp i Mogadishu, siger Fournier.
Volden tvinger folk på flugt
Volden i Mogadishu har i år tvunget hundredtusinder på flugt. 20.800 familier, i alt omkring 125.000 mennesker, er ankommet til Afgooye-regionen vest for Mogadishu. Alene i juli ankom omkring 5.000 nye familier.
Mange lever under kummerlige forhold, ofte uden adgang til hjælp, rent vand, tag over hovedet og mad.
– Den stadig mere udbredte underernæring og tydelige forværring i ernæringssituationen blandt børn, som er flygtet fra Mogadishu sammen med deres familier, er meget bekymrende, siger Christophe Fournier.
– Alle er hermed blevet advaret om, at uden en dramatisk forøgelse af den humanitære hjælp og adgangen til medicinsk behandling for Mogadishus indbyggere vil sundhedssituationen fortsat forværres, siger han.
– Der må handles nu for at sikre, at børn, syge og sårede ikke lider og dør, fordi de ikke får den nødvendige medicinske hjælp.
MSF har arbejdet i Mogadishu siden 1994 og har nu medicinske projekter tre steder i hovedstaden. Siden 2007 har MSF sørget for primær sundhedshjælp, vand og andet nødhjælpsudstyr til hjemstavnsfordrevne fra Mogadishu i Afgooye- og Hawa Abdi-regionerne.
MSF har også arbejdet uafbrudt i mere end 16 år i det sydlige og centrale Somalia og sørger for medicinsk hjælp i 10 regioner.