Læger uden Grænser (MSF) har netop (22. oktober) åbnet et offentligt sundhedscenter i Nairobis enorme slumby, Kibera.
Sundhedscentret, der bl.a. skal behandle aids-syge, er etableret i et samarbejde mellem organisationen og de kenyanske sundhedsmyndigheder, skriver Læger uden Grænser i sit November-nyhedsbrev.
Kibera er Afrikas største slumområde med over 600.000 indbyggere, og sundhedscentret er det første, der giver slumområdets beboere direkte adgang til grundlæggende sundhedspleje.
Udover at give Kiberas beboere mulighed for at få dækket de mest basale behov for sundheds- og lægehjælp, vil sundhedscentret give beboerne mulighed for aids-forebyggelse og behandling af aids-syge patienter, bl.a. gennem konsultationer i hjemmet, familieplanlægning, behandling af ofre for seksuelle overgreb og tilbud om gratis aids-behandling.
MSF vil med sundhedscentret bevise, at det er muligt i slumområder som Kibera, at intregrere den almindelige offentlige sundhedspleje med hiv- og aids-behandling.
– Beboerne i dette tæt beboede slumkvarter er socialt og økonomisk ekstremt sårbare. De lever under utroligt kummerlige forhold, hvor der ikke eksisterer nogen sundhedshjælp, sanitet eller infrastrukturer, og hvor den største dræber er hiv/aids-relaterede sygdomme, forklarer Christine Jamet, der er landekoordinator for MSF i Kenya.
MSF har arbejdet i Kibera siden 1997 med et Patientstøtte Center for aids-patienter med opportunistiske infektioner, og på grund af det store behov har MSF de senere år øget indsatsen i området.
MSF driver 2 hiv-klinikker, der giver rådgivning og tilbud om hiv-testning samt forebyggelse og behandling af aids-patienter. For øjeblikket følges 650 hiv-positive patienter, hvoraf 150 modtager såkaldt ARV-behandling, altså medicinsk behandling mod aids-sygdommen.
MSF driver lignende programmer i andre området i Nairobi og i Busia og Homa Bay.