VK-regeringen vil gerne hjælpe de fattige lande. Eller vil den? Repræsentanter for 4 af Danmarks største u-landsorganisationer mener, at regeringen gemmer sine milliardbesparelser i en jungle af tal.
Af Elsebeth Krogh, Lars Udsholt, Vagn Berthelsen og Mimi Jakobsen.
Kronik i Politiken mandag den 6. december, lagt på Mellemfolkeligt Samvirkes netside www.ms.dk mandag og gengivet herfra
HJÆLPEN til de fattige lande er den store positive udfordring, vi skal svare på – som individer og som samfundsborgere. Der findes folk, der af ideologiske årsager slet ikke ønsker at hjælpe de fattige lande til et bedre liv. De er højlydte, men de er ikke mange.
Langt, langt størstedelen af alle i vores samfund deler et hovedsynspunkt: at det er en naturlig del af det at være et rigt land, at vi forsøger at hjælpe de fattige lande opad.
Vi røres af tanken om mennesker, der fødes uden chancer for et værdigt liv, men som i stedet må leve i håbløshed, og dø usselt af banal mangel på pleje. Vi finder det urimeligt, at børn skal sulte. Vi vil gerne hjælpe, så verden bliver bedre for dem, der har det svært.
Viljen i befolkningen til at hjælpe de svage og fattige ser vi i den almindelige villighed til at lægge en mønt i en indsamlingsbøsse eller sætte et ekstra frimærke på et brev.
Vi ser den hos de familier, der har valgt at have et sponsorbarn i Afrika. Vi kan efterhånden se det i stadig flere velgørenhedsarrangementer efter amerikansk forbillede. Og vi kan se det, når befolkningen bliver spurgt, i meningsmålinger.
Viljen til at hjælpe er fælles gods. Men vi strides om måden, hvorpå der skal hjælpes. Og vi strides om hjælpens størrelse.
Det er en strid, der tit er ukonkret, fordi det kan være svært at få et overblik over hjælpen og over størrelsen på besparelserne på hjælpen til de fattige, der blev beskåret ved regeringens tiltrædelse for 3 år siden.
Det er ukonkret, også fordi emnet er bredt og sammensat, og fordi de, der har gavn af hjælpen og ulempe af besparelserne, befinder sig titusinder af kilometer væk, spredt ud over svage afrikanske lande. Det er sjældent, at de, der modtager hjælp fra Danmark, får mæle i den danske debat.
Fordi hjælpen til de fattige har sin virkelighed så langt væk, kan man slippe af sted med mange ting i den offentlige debat. Det er let at sige, at besparelserne på hjælpen har medført elendighed og nød – det er let at sige, at besparelserne slet ingen konsekvenser har haft.
En nærmere undersøgelse af udviklingen i den danske hjælp til de fattige viser imidlertid så markante tal, at de alene fortæller en historie om en dramatisk ændring i dansk bistand.
I dag er den såkaldte Mifresta-ramme afskaffet. Mifresta stod for miljø, fred og stabilitet og var en sum penge afsat til hjælp til formål, der ikke direkte kommer de fattige til gode.
Når regeringen i dag anvender penge til formål som miljø, fred og stabilitet, så tages pengene fra u-landshjælpen – der ellers var øremærket de fattigste. På samme manér med udgifterne til asylansøgere i Danmark – disse udgifter medregnes som del af u-landshjælpsbudgettet!
Og dertil kommer en stribe nye ideer, der også skal klemmes ind i det beskårne budget. Det arabiske initiativ er en af dem. En anden er terrorbekæmpelse, en tredje et øget fokus på Afrika, en fjerde en opprioritering af miljøbistanden – ligesom der kommer nye sektorprogrammer, der skal mere samarbejde til mellem det offentlige og det private; listen over nye poster er lang.
Seneste lille knopskydning er en ide fra Bertel Haarders side om at finansiere følordninger via u-landsbistanden, så flygtninge og indvandrere kan udsendes til lande, som modtager dansk bistand.
Der skal altså bruges penge på flere formål end tidligere fra en beskåret pulje.
Den samlede pulje er blevet dramatisk beskåret. I valgkampen for 3 år siden lød meldingen, at man ville spare 1,5 milliarder kroner på u-landsbistanden.
Men siden er Mifresta blevet afskaffet, og man er begyndt at bruge u-landsmidler på Mifresta-formål.
Hvis Danmark fortsat gav 1 procent af (bruttonationalindkomsten) BNI i hjælp til de fattige, og hvis Mifresta-rammen ikke var blevet fjernet, så ville u-landsbistanden og miljøbistanden til udviklingslandene over Mifresta-rammen næste år have fyldt 1,125 procent af BNI. Det svarer til 16,95 milliarder kroner.
Finanslovsforslaget for 2005 siger, at 0,83 procent af BNI går til bistanden. Det svarer til 12,51 milliarder kroner.
Forskellen er altså mere end 4,4 milliarder kroner – om året! Det er 3 gange mere, end den nuværende regering lagde op til ved valgkampen for 3 år siden.
Det er mange penge. Alligevel giver regeringen som sagt det indtryk, at der er mange penge i systemet. I juni 2003 udgav regeringen rapporten “En verden til forskel – regeringens bud på nye prioriteter for dansk udviklingsbistand 2004-2008”.
I “En verden til forskel” sker der en sproglig fornyelse. U-landsbistanden er ikke længere “Danmarks”, som den ellers altid er blevet omtalt i Danidas publikationer. Det er nu “regeringens prioriteter”. Sprogligt viser denne ændring, at der ikke længere står et bredt flertal bag hjælpen.
Men samtidig begynder en uheldig udvikling i præsentationen af hjælpen. Der bliver trukket og hevet i tallene, så de ser flatterende og positive ud. Der er mange, mange oplysninger i de officielle publikationer om dansk hjælp til de fattige, der kan sættes spørgsmålstegn ved, og det er en selvstændig og meget, meget trist udvikling.
Det er på alle måder en reel sag at gå ind i en politisk prioritering af de offentlige midler. Og hvis et flertal ønsker at beskære hjælpen til de fattige, så er det fuldstændig i orden. Dette er ikke et forsøg på at anfægte et politisk flertals naturlige ret til at opprioritere og nedprioritere præcis de områder, flertallet måtte have lyst til – inden for vore internationale forpligtelser.
Men det er ikke reelt at fremstille de faktiske hændelser på en måde, der efterlader et forkert indtryk af, hvad der i virkeligheden sker. Og i tilfældet hjælpen til de fattige, så må man alligevel studse over den manglende sammenhæng mellem tal og retorik og virkelighed.
Et par eksempler: Danida har sendt det afrikanske initiativ til høring. Det er fint og ordentligt. I “En verden til forskel” vises tallene for hjælpen til Afrika fremskrevet over 5 år.
Bistanden til de såkaldte programsamarbejdslande i Afrika skal fra 2004 til 2008 øges med 405 millioner, så den stiger fra 1,895 milliarder i 2003 til 2,030 milliarder kr. i 2008.
Det nævnes ikke i regeringens materiale, at tallet i 2001 var 2,526 milliarder.
Det fremstilles i “En verden til forskel”, som om man langsigtet vil opprioritere Afrika.
Det nævnes ikke med et ord eller et tal, at opprioriteringen over 5 år ikke matcher det hug af en nedskæring, der fandt sted, året før rapporten blev skrevet.
I sig selv er dette urimeligt. Man bør stå ved, at man har skåret området ned. Det er vel en ærlig sag, som man kan melde rent og ærligt ud?
Men dertil kommer, at det er svært inden for regeringens egne budgetter at finde ud af, hvor der bliver omposteret, når der skal gøres plads til nye initiativer.
Hvis man regner sammen, hvor mange nye skibe der sættes i søen i “En verden til forskel”, så er det en ganske stor købmandsregning, som alle de nye initiativer løber op i.
– Det nye arabiske initiativ koster 500 millioner kroner fra 2004 til 2008
– Støtte til stabilitet, sikkerhed og kamp mod terrorisme samt bilateral støtte til lande i Mellemøsten øges med 575 millioner kroner 2004-2008
– Støtten til flygtninge og nødhjælp, herunder indsatsen i nærområderne, øges med 860 millioner kroner fra 2004 til 2008
– Støtten til globale miljøprogrammer øges med 415 millioner kroner 2004-2008
– Otte nye sektorprogrammer betyder øget støtte til uddannelse, sundhed, vand og sanitet. Det koster 1,02 milliarder 2004-2008
– Inden for den multilaterale bistand afsættes til sundhed og befolkningspolitik 670 millioner kroner fra 2004 til 2008
– Et nyt initiativ om public-private partnerships koster 100 millioner kroner fra 2004-2008
– Målrettede initiativer inden for frihandel og markedsbaseret vækst koster 113 millioner kroner fra 2004 til 2008.
Det giver tilsammen opprioriteringer og nye initiativer for 4,253 milliarder over 5 år. Det er mere end 850 millioner kroner om året. Og de skal findes i et budget, der ikke øges. Det er endnu helt uklart, hvordan alle disse udvidelser skal finansieres, og hvad der må lade livet andre steder for at finde plads.
I “En verden til forskel” er der en tabel, der angiver, hvor mange penge der kan findes ved “reduktioner, omprioriteringer og effektiviseringer”. Det beløber sig til 3,7 milliarder kroner.
Der står ikke, hvad der skal reduceres, omprioriteres og effektiviseres. Og under alle omstændigheder mangler der fortsat mere end en halv milliard kroner i, at regnestykket går op.
I år kom så “Sikkerhed, vækst – udvikling”. Igen fremhæves nogle områder, der får tilført penge.
– 800 millioner kroner ekstra til miljøet 2005-2009
– 250 millioner kroner ekstra til menneskerettigheder og demokrati 2005-2009
– 175 millioner kroner ekstra til hiv-aids og global sundhed 2005-2009
– 150 millioner kroner ekstra til nyt program i Kenya 2005-2009
– 400 millioner kroner ekstra til vand og sanitet i Afrika 2005-2009
– 1,2 milliarder kroner ekstra til genopbygning i Afghanistan, Irak og Sudan
– 15 millioner kroner ekstra til humanitære indsatser, hvor det danske militær er til stede.
Her er regningen næsten 3 milliarder kroner, der skal findes i det fastfrosne budget.
Denne gang specificeres lidt af besparelsen:
Egypten udfases som samarbejdsland, personelbistanden reduceres, FNs Udviklingsprogram, UNDP, beskæres, FNs landbrugsprogrammer beskæres, Verdensbankens bidrag falder, bidraget til regionale udviklingsbanker falder, privatsektorprogrammet beskæres, og de humanitære organisationer beskæres.
De større besparelser beløber sig til omkring 1 milliard. Igen er der en meget betydelig manko i de officielle tal. Hvor pengene kommer til at mangle, er svært at sige.
Det er sandsynligt, at pengene til Irak, Sudan og Afghanistan skal tages fra den konto, der hedder “ekstraordinære, humanitære bidrag”, altså den cigarkasse, der normalt bruges til at yde støtte til sultramte eller ofre for naturkatastrofer. Men det fremgår ikke, at man nedprioriterer disse områder.
For øjeblikket ser det ud til, at de nye prioriteter trænger et bestemt område ud i skyggen og periferien: den gamle danske udviklingsspecialitet, landbrugsprogrammerne.
Der åbnes ikke nye landbrugsprogrammer. Der blev lukket store landbrugsprogrammer i både Malawi og Eritrea, da det store hug faldt i 2002.
Det fremgår imidlertid ikke af debatten om bistanden, at der er områder, man slanker, i takt med at man sætter nye skibe i søen. I dette tilfælde Afrikas evne til at brødføde sig selv.
Man kan også se, at antallet af ansatte i Danida, der jo administrerer bistanden, er voldsomt faldende.
I 2001 blev der brugt 582 årsværk på at administrere dansk bistand. I år er der 484. I 2008 er der 419.
Det er en massakre. Bistand er svær at få til at lykkes, og selv i 2001 kunne man kritisere Danida for at have for få folk ansat til rigtig at få kontinuitet og topkvalitet ind i bistanden. Det er ikke blevet bedre – der er for få folk ansat i Danida i dag.
Som det fremgår af ovenstående, er det ikke nogen enkel sag at finde rundt i hjælpen til de fattige lande. De mange forskellige lande, sektorprogrammer og FN-organisationer danner et hele, som det er besværligt at få et overblik over.
Vi mener, at dette manglende overblik for øjeblikket misbruges af regeringen til at sløre omfanget og karakteren af de sidste års meget, meget håndfaste besparelser i hjælpen til de fattige.
Det er et selvstændigt ønske at få gennemskuelige og objektive tal på bordet, både for området som helhed og land for land og emne for emne. Vi ønsker os af Bertel Haarder en åben og forståelig redegørelse for, hvor de mange penge til nye initiativer bliver fundet henne. Vi ønsker os en opgørelse over, hvad der skal finansiere de mange nye planer.
Vi ønsker os dette for at kunne få en åben debat om prioriteterne i dansk bistand. De færreste vil være imod de nye initiativer, hvis man bedømmer dem isoleret – men de falder ikke ned fra himlen. Man skal også vurdere, om man hellere vil de nye initiativer end de gamle, der forsvinder.
Når valget står mellem mad på bordet eller rent drikkevand – og man kun må vælge det ene – så står man i et svært dilemma.
Løsningen på dilemmaet er ikke at gemme debatten ved at trække sig ind i en jungle af tal, en jungle konstrueret af embedsmænd, der er alene om at kende baggrundstal og de egentlige prioriteter.
Man må under alle omstændigheder tage en ærlig debat og lægge sine bevæggrunde frem på basis af en letfattelig opgørelse over, hvad pengene går til, og hvad der skal omprioriteres eller reduceres, for at der bliver plads til arabiske initiativer eller vand- og sanitetsprogrammer.
Det er denne dybt relevante debat, som har stået i stampe i de senere år.
Uden for regeringsregi er der gjort et interessant forsøg på at tage debatten, på 2 forskellige fronter.
Dels har Bjørn Lomborg med sin Copenhagen Consensus-konference forsøgt at opstille en liste over de mest relevante områder at sætte ind med hjælp til de fattige. De 2 højest prioriterede områder, som Bjørn Lomborgs konference endte med at anbefale, var arbejdet for at dæmme op for hiv-aids og arbejdet for at skaffe verdens sultende mad i munden.
I FN-regi har man opstillet 2015-målene, der er ganske klare og rene: FN anbefaler, at man inden 2015 halverer antallet af absolut fattige og dermed antallet af mennesker, der sulter.
Vi mener ikke, at regeringens tal viser, i hvilket omfang Danmark lever op til de forskellige mål. Og umiddelbart virker det, som om man særligt i arbejdet med at skaffe de sultende mad halter bagefter og endda har trukket i bremsen.
Denne udvikling er trist. Vi mener, at det er ærlig snak at prioritere i hjælpen, og vi anerkender naturligvis flertallets ret til at sætte den samlede bistand ned. Men vi er uenige i beslutningen, og vi er frustrerede over debatten.
Vil du ikke nok hjælpe os, Bertel Haarder? Vi tror, der er en tiger i taljunglen, konkluderer de 4 kronikører i Politiken.
Kronikørerne er generalsekretærer i deres respektive organisationer. Elsebeth Krogh i Folkekirkens Nødhjælp (konstitueret), Lars Udsholt i Mellemfolkeligt Samvirke, Vagn Berthelsen i Ibis og Mimi Jakobsen i Red Barnet.
