Hvis ikke de humanitære organisationer bliver mere villige til at arbejde hånd i hånd med militære styrker, vil den nødvendige indsats blive udført af private, profitorienterede selskaber – det kan blive dyrere
Af Nicolas T. Veicherts, major og p.t. ansat i Dansk Institut for Internationale Studier. DIIS, i København. Debatindlæg i Weekendavisen 3. december
WEEKENDAVISEN har de seneste uger bragt en række artikler om private entreprenørers rolle i krig. Fokus har været på Private Military Companies (PMC) større rolle som supplement til den militære indsats og på civile entreprenørers øgede muligheder for at tjene penge i kraft af mere udlicitering.
Væbnet intervention består dog ikke kun af 2, men af 3 komplementære indsatser: Den militære, den civile og den humanitær indsats. Sidstnævnte har indtil nu været forbeholdt uafhængige humanitære organisationer (NGOer) som Røde kors, Médécin san Frontières m.fl.
Set i lyset af at en række NGOer har trukket sig ud af Irak og Afghanistan og et større politisk krav i Vesten om samtænkning af de 3 nødvendige indsatser, vil netop uafhængigheden komme under pres.
Som deltager i flere af tidens væbnede konflikter prioriterer også Danmark samtænkning højt. Bl.a. har regeringen nedsat et udvalg med deltagelse fra forsvars- og udenrigsministeriet og udvalgte NGOer med henblik på at operationalisere den nødvendige samtænkning.
Senest har forsvarsminister Søren Gade (V) i en paneldebat arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp (27/10) peget på behovet for nytænkning. Søren Gade valgte i den forbindelse at citere Hjalte Tins bog Hjælp: ”Den professionelle nødhjælp skal være mere modig i sit samarbejde med den væbnede magt om beskyttelse af de nødlidende mod vold”.
Presset mod NGOerne har altså ikke noget at gøre med ineffektivitet eller en for dyr drift at gøre. Det handler om behovet for at gå hånd i hånd. Fastholder NGOerne her deres uafhængighed og dermed retten til at vælge opgaver fra, så risikerer de at blive mindre relevante. Ikke bare i forhold til den enkelte konflikt, men også i forhold til fremtidige væbnede interventioner.
NGOernes egen rationelle brug af kommercielle underleverandører kan i øvrigt komme til at forstærke denne udvikling og dermed virkeliggørelsen af Private Humanitarian Companies (PHC) – humanitær indsats med profit. Et fundamentalt spørgsmål er således, om NGOer bør insistere på altid at optræde uafhængigt under Vestens væbnede interventioner.
Samtænkning er svært
Samtænkning udspringer af årtiers manglende evne til via forskellige former for militær intervention at skabe den nødvendige bæredygtige fred. Helt konkret stiller samtænkning både krav til den overordnede planlægning af en væbnet intervention og krav om udstrakt koordination i de udførende led i felten.
Bæredygtig fred opnås således kun, når den militære indsats skaber de bedst mulige vilkår for den komplementære humanitære og civile indsats. På samme måde skal NGOer og civile organisationer forstå behovet for at orientere deres løsninger, sådan at de også er til gavn for den militære indsats.
Ingen af delene sker i dag. Bl.a. er det ikke lykkedes for koalitionerne i Irak og Afghanistan at skabe den sikkerhed, som en ubevæbnet, humanitær og civil indsats kræver – tydeligst i Irak. På den anden side kan man også spørge sig selv, om det er til gavn for en irakisk fred, at flere NGOer har trukket sig ud af Irak.
Også i Afghanistan må det løfte et øjenbryn, at en betydende NGO som Medicin sans Frontieres har trukket sig ud, mens andre organisationer afviser at blive associeret med NATOs militært ledede Provincial Reconstruction Teams.
NGOernes problem
Samtænkning medfører, at humanitær indsats ikke længere blot kan måles i effektiv støtte, men også på i hvilken grad indsatsen tilgodeser målsætningen om bæredygtig fred.
Et eksempel er det netop afsluttede angreb på Fallujah i Irak, hvor det helt oplagt vil være til gavn for en fredelig udvikling i Irak som sådan, at NGOer under og efter angrebet prioriterer indsatsen dér endog meget højt – også selv om det måtte føre til, at de skulle sikres af militæret og at anden større nød i Irak måtte nedprioriteres.
Trækker NGOerne sig derfor helt eller delvist ud, er den logiske konsekvens et krav om, at andre må tage over. Her og nu løsningen er næsten altid militær, men det er ikke nogen holdbar løsning.
Dette fordi det militære apparats timepris er væsentligt højere end selv den dyreste NGO, og fordi militæret vil have en tendens til at prioritere humanitære midler på en sådan måde, at de gavner den militære opgaveløsning – eksempelvis i form af indhentning af efterretninger.
Der er således allerede under planlægningen af væbnet intervention et politisk behov for at kontrahere med et reelt alternativ, der både har viljen til at være med og evnen til at optræde ”samtænkt”. Set i lyset af krigens mange muligheder for at tjene penge, også i meget farlige områder af verden, er tanken om PHCer derfor ikke særlig fjern.
Kan humanitær hjælp privatiseres?
Vil PHCer (Private Humanitarian Companies) kunne løse de humanitære opgaver lige så godt som NGOer? Det kan ikke besvares objektivt. Bl.a. fordi det er meget svært at måle, hvilken indsats der hurtigst, billigst og bedst fører til bæredygtig fred.
Der er dog næppe grund til at tro, at det skulle være svært at skaffe medarbejdere. Allerede i dag baserer NGOer sig på lokal arbejdskraft, og internationalt vil der formentlig heller ikke mangle eksperter.
Eftersom arbejdet vil være meget specialiseret og fordi NGOerne allerede i dag optræder mådeholdent, er der til gengæld ingen tvivl om, at PHCer vil være dyrere. Til gengæld ligger det i tidsånden, at sådanne merudgifter vil blive udlignet andre steder i de humanitære budgetter. Fordyrelsen vil således ramme NGOerne dobbelt.
Den helt store fordel ved en privatisering er dog, at der er garanti for, at opgaverne bliver løst. Både med og uden militær beskyttelse.
Hertil kommer så den interessante facet, at stadig flere kommercielle virksomheder i konfliktområderne anvender personel på forskellige former for militære reaktionsstyrkekontrakter. Det betyder, at de i situationer, hvor truslen bliver for stor, kan transformeres til soldater og ledes af den tilstedeværende vestlige militære styrke.
Et eksempel på et sådant arrangement er det danske forsvars trofaste danske partner, DCS-group, der bl.a. leverer mad og bygger lejre i Irak.
Et lille pusterum, men presset vokser.
Indtil videre har NGOerne et pusterum af 2 grunde: For det første har militæret endnu ikke helt forstået, at den eneste vej væk fra selv at blive transformeret i retning af peacekeeping, er i felten at skabe forudsætninger for, at andre kan gøre det (bedre).
Den anden grund til, at der fortsat er et pusterum, er, at man fra politisk hold endnu ikke fuldt ud har taget konsekvensen af kravet om samtænkning og etableret den nødvendige overordnede koordinerende planlægning og udførelse af den samlede indsættelse af de militære, humanitære og civile apparater. Her er Irak et endog meget godt eksempel.
I takt med at erfaringerne fra Irak og Afghanistan drages, vil presset på NGOerne ikke desto mindre vokse. Også i Danmark.
Allerede efter jul sender Udenrigsministeriet civile eksperter ned for at hjælpe de danske styrker i Irak og Afghanistan med at prioritere deres humanitære indsats. Om ikke ligefrem et udtryk for privatisering, så er det dog et udtryk for vilje til at løse de humanitære opgaver uanset formen.
Et andet sted i Afghanistan er det allerede i dag den militære chef for det new zealandske Provincial Reconstruction Team, der identificerer og prioriterer humanitære projekter.
Denne meget aktuelle udvikling betyder ikke, at de almennyttige humanitære organisationer ingen indflydelse vil få, men den kan i forbindelse med væbnede interventioner meget vel begrænse sig til kun at dække Røde Kors, som fortsat vil have en helt særlig status.
Konklusionen er, at NGOerne må genoverveje deres uafhængighed i forbindelse med væbnet intervention. Både fordi nøden nogle gange er størst netop dér, hvor den fysiske trussel også er størst, og fordi en forudsætning for indflydelse er og bliver at forblive relevant.
Finder NGOerne ikke deres plads i tidens interventioner, står andre klar i kulissen. Måske endog firmaer der kan byde på den samlede militære, civile og humanitære opgaveløsning – eksempelvis i Sudan, slutter Nicolas T. Veicherts sit debatindlæg i Weekendavisen fredag den 3. december.
Indlægget er gengivet på u-landsnyt.dk med tilladelse fra forfatteren og Weekendavisens debatredaktion.
NICOLAS Teodors Veicherts (40) er major fra Forsvarsakademiets generalstabskursus 2002-2004 og for tiden ansat i Afdelingen for Konflikt- og Sikkerhedsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i militær transformation og militær bekæmpelse af terrorisme.
Efter 2 år på DIIS forventes hans militære tjeneste fortsat ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet.
Nicolas T. Veicherts er officer af linjen, oprindeligt tjenstgørende ved Gardehusarregimentet 1986 – 2001 med speciale inden for opklaring (finde fjenden). Har 2 gange været udsendt til SFOR-missionen i Bosnien. I 1997 som efterretningsofficer i staben til den danske bataljon i Doboj, og i 2000, hvor han var chef for en spejdereskadron, denne gang i den Nordisk-Polske Kampgruppe ligeledes i Doboj-området. Efter geledtjenesten var Veicherts i 2001 adjudant for chefen for Hærens Materielkommando.
Blev premierløjtnant i 1992, kaptajn i 1999 og optaget på operations- og føringsuddannelsen og generalstabskursus i 2002.
Yderligere kontakt: Nicolas Teodors Veicherts, major, Department of Conflict and Security Studies, Danish Institute for International Studies (DIIS), Strandgade 56, DK–1401 Copenhagen K, Phone 32 69 87 82, Fax 3269 8700, Email [email protected], www.diis.dk/sw264.asp
