Folkekirkens Nødhjælp har i en rundsendelse gengivet en norsk rapport fra det jordskælvsramte område i Pakistan
Af Arne Grieg Riisnæs, Kirkens Nødhjelp
Da de første hjælpearbejdere bragte den livgivende hjælp til de fjerntliggende landsbyer i Pakistans Balakot provins, fandt de hjerteskærende elendighed.
Jordskælvet den 8. oktober kunne ikke have ramt et mere sårbart område end North West Frontier Province og den pakistansk kontrollerede del af Kashmir. Mange af indbyggerne i dette smukke landskab bor uden veje og telefoner, og derfor er de næsten totalt isoleret fra verden udenfor.
Ingen kendte for alvor til omfanget af ødelæggelserne i dette område, eller til antallet af dræbte og sårede. ACT, Kirkernes Internationale Nødhjælp, forsøgte i første omgang at nå frem med en helikopter, der var lastet med telte og mad. ACT International arbejder i området gennem det amerkanske Church World Service Pakistan/Afghanistan og norske Kirkens Nødhjelp.
Det var et forfærdeligt syn, der mødte helikopterens mandskab. Næsten alle bygninger var helt eller delvist ødelagt. De overlevende sad ved ruinerne af deres hjem med, hvad de havde kunnet finde af tæpper og lagner, som kunne beskytte dem mod regnen og de kolde nætter. Så snart helikopteren rørte jorden, kom folk løbende alle steder fra og kastede sig ind imod den.
“Vi fryser ihjel”
– Hjælp os! Vi har mistet alt. Vi fryser ihjel, sagde Fazi Akbar. Han er skoleinspektør ved den lille skole, der blev totalt ødelagt ved jordskælvet. Han var fuldstændig ødelagt over, at det tog 6 dage, før hjælpen efter jordskælvet nåede frem til dem.
– Alligevel er nogle telte og tæpper en stor gave. Så mange er sårede, og i går kunne vi se sne på bjergtoppene. Det er meget koldt, og der er kun udsigt til, at det blir endnu koldere. Mange er bange for, at de skal fryse ihjel, sagde Fazi Akbar.
Alle blev ramt
– Se bare på mine øjne. Jeg har ikke sovet i 5 nætter. Mine børn er bange for, at der skal komme endnu et jordskælv, og de græder hele natten igennem, sagde Gul Mond. Han takker Allah for, at hans lille familie overlevede, men han får tårer i øjnene, når han taler om alle dem, der er døde. Alle i den lille landsby Karg er blevet hårdt ramt af ulykken.
Helikopteren tog af sted igen, efter at hundredvis af telte var blevet losset op på den lille landingsbane ved floden. På jorden kastede folk sig over teltene.
10 minutter senere landede helikopteren ved en anden landsby for at udlevere flere telte. Løjtnant Kazaan havde dårligt åbnet døren, før han var omringet af hundreder af mennesker.
Alvorligt sårede mennesker lå overalt. Nogle var fuldstændig apatiske, mens der lød svage råb fra andre, der lå på provisoriske bårer. Flere og flere mennesker dukkede op, mange med blodige og beskidte bandager. Efter nogle få minutter besluttede løjtnanten at evakuere så mange kvæstede som muligt.
For mange sårede
En lille dreng skreg, da han blev løftet op i helikopteren. Hans ben var blevet skåret over, og knoglen stak ud under det størknede blod. Han havde ligget sådan i 6 dage.
Unge og gamle kæmpede for at få deres familiemedlemmer med på helikopteren. Det var fuldstændig kaos, og den kendsgerning, at indbyggerne i denne landsby taler Pashtu og derfor ikke forstår besætningen, der taler Urdu, gør bare situationen endnu værre.
Helikopteren var snart fyldt til bristepunktet, og der var kun plads til en lille procentdel af de sårede. Inden helikopteren tog afsted, råbte løjtnanten, at der snart ville komme flere helikoptere.
Det sidste barn
Helikopteren landede ved hærens hospital i Abbottabad. En mand sad og holdt om sin 14 måneder gamle datter. Hendes ben var brækket, og en af hendes hænder var delvist knust. Under håret var der en dyb flænge.
Nogle sagde at hendes søster og bror var omkommet under jordskælvet. Deres far havde gravet sine 3 børn ud af ruinerne med de bare hænder. Nu knugede han sin datter ind til sig – den sidste han havde tilbage.
