”Mellem drøm og virkelighed – Palæstinensiske flygtninge i 60 år”, hedder en ny bog om det palæstinensiske flygtningeproblem af journalist Hans Henrik Fafner i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.
I maj 1948 flygtede mere end 700.000 palæstinensere fra det område, der netop var udråbt som staten Israel, fremgår det af foromtalen udsendt fredag.
I dag, 60 år senere, lever flygtningene og deres efterkommere (ifølge FN omkring 4,4 millioner) stadig som fordrevne spredt ud over Mellemøsten.
Fjerde generation vokser op i spændingsfeltet mellem drømmen om det gamle hjem og lejrenes barske virkelighed. Her lever de uden de politiske, sociale og økonomiske rettigheder, andre mennesker i Mellemøsten har.
Journalist Hans Henrik Fafner har boet i Israel siden 1994 og mødt nogle af de første flygtninges børnebørn.
Gennem 12 tilfældige børn og unges historie fortælles om flygtninges identitet, om arbejde, ledighed, uddannelse, status, rettigheder, religion, integration, assimilation – og vore dages nye flygtninge.
Bogen er suppleret med en mængde faktabokse, kort og data.
“Mellem drøm og virkelighed – Palæstinensiske flygtninge i 60 år” præsenteres onsdag den 10. september, se mere i rubrikken “Dansk kalender”
Forfatter:
Hans Henrik Fafner, 2008
Sidetal:
64, illustreret.
Målgruppe:
Folkeskolens ældste klasser, gymnasiet og HF
Pris: 75 kr.
Bestilling:
Via Netbutikken på www.noedhjaelp.dk