Nyt konference-site oprettet af Folkekirkens Nødhjælp tillader anonymt angreb på u-landsnyt.dk

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

En hjemmeside, oprettet af Folkekirkens Nødhælp som optakt til en stor konference om u-landsoplysning i september, tillader anonyme angreb på aktører i selvsamme u-landsoplysning, herunder internettjenesen u-landsnyt.dk.

Alle tilmeldte til konferencen anmodes om at stille et forslag til forbedring af fremtidens u-landsoplysning, rettet mod UM/Danida, NGOer, Uddannelse, Medier og kategorien “Andet”.

Det fremgår imidlertid af teksten på den nye hjemmeside, hvor man kan tilmelde sig konferencen, at forslagene vil fremtræde i anonymiseret form. Der gives ingen begrundelse herfor.

Det har en anonymiseret indsender benyttet sig af til at rette et æselspark mod u-landsnyt.dk

Det hedder under overskriften “Internetsite med kritisk journalistik og annoncer”, dateret 06.08.2008 kl. 16:31 under tags “Medier”

“Den hurtigste, billigste og bedste måde at få skabt mere debat om u-landspolitik på, er at oprette et velfungerende sted på internettet. u-landsnyt.dk har med 3.000 abonnenter vist, at behovet er der – men har også demonstreret, hvordan det ikke skal gøres i praksis. Hvis det gribes anderledes, mere professionelt og mere kommercielt an, kan det løbe økonomisk rundt”.

Der er mulighed for at besvare det anonyme angreb, lagt på Nødhjælpens nye konferencewebsite, og det har u-landsnyts stifter, journalist Jesper Søe, som udgav og drev sitet indtil 30. oktober 2007, benyttet sig af.

Han skriver, dateret 06.08.2008 kl. 19:58:

Som stifter af internettjenesten u-landsnyt.dk for 5 år siden er det chokerende at se en kommentar af denne type bragt som optakt til konferencen.

Mage til sludder skal man lede længe efter. U-landsnyt drives af erfarne journalister efter en professionel standard, som er second to none på området herhjemme. Vi bringer ikke blot ligeså mange nyheder hver uge, som samtlige NGOer herhjemme præsterer, vi er også redaktionelt fritstående uden en krone i tilskud.

Kommercielt står sitet med et stadigt stigende antal besøgende og næsten 4.200 tilmeldte til det ugentlige opsamlende nyhedsbrev foran en gradvis kommercialisering under den nye almennyttige forening, som overtog sitet i oktober sidste år.

Se også http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15367&mode=Nyhed

Jeg finder det ubehageligt, at nogen kan fremføre så unuanceret og ubeføjet kritik af dette initiativ under dække af anonymitet her på siden. Hvis man er utilfreds og ønsker forbedringer af u-landsnyt.dk er man til enhver tid velkommen til at henvende sig med konkrete kritikpunkter og løsningsforslag til foreningens formand via kontaktrubrikken på u-landsnyts forside”.

Man kan læse mere om konferencen og dens program i rubrikken “Dansk kalender” under dato 11.09.08 til venstre her på u-landsnyts forside.