Af Christian Friis Bach
medforfatter til bogen Dansk Udviklingspolitisk Historie
international chef i Folkekirkens Nødhjælp
Jesper Søe bringer i u-landsnyt d. 10/3 brudstykker af en anmeldelse af bogen Dansk Udviklingspolitisk Historie –
se www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=14554&mode=Nyhed
Han roder i artiklen kapitlerne sammen – hele den første del af anmeldelsen handler om kapitlet, der dækker 1975-1989 – men hans kritik af mit kapitel (1989-2005) går især på tre ting: To årstal, to citater og det forhold, at vi ikke har citeret hans store journalistiske produktion.
De to årstal er starten og slutningen på mit kapitel. Jo man kunne have valgt 1988 i stedet for 1989, men 1989 markerer en markant storpolitisk udvikling med murens fald. Og jo jeg kunne have fortsat udover 2005, men det oprindelige opdrag var 2003, og efter ønske fra redaktørerne fortsatte jeg til 2005, da projektet blev forsinket. Det er en historiebog – ikke et dagblad.
De to citater er begge citater omkring Christian Kelm-Hansen. Lad mig anføre, som det også klart fremgår af bogen, at jeg har meget stor respekt for Kelm-Hansens indsats i dansk udviklingspolitik. Jeg tvivler heller ikke på Kelms-Hansens version – at han selv meddelte, at han trådte tilbage, og at rigtig mange var kede af, at han gjorde det.
Men jeg stoler også på Holger Bernt Hansen, når han i øvrigt detaljeret i interviewet beskriver, hvordan Kelm-Hansen var udsat for et pres fra både Udenrigsministeriet og fra sit eget bagland blandt andet på grund af dobbeltrollen. Præcis derfor valgte jeg den forsigtige formulering i bogen.
Man kan altid diskutere brugen af interviews, men jeg anfører klart kildeangivelse og kan stadfæste, at de to citerede udsagn er 100% præcise. Det kan jeg dokumentere med udskrift af mine noter – Holger Bernt Hansen beskrev endda forløbet meget detaljeret – og både Poul Engberg-Pedersen og jeg var til stede!
Den eneste ”fejl” vedrører det andet citat af tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som i interviewet klart sagde, at han kontaktede Kelm-Hansen vedr. en beskæring af bidraget til UNDP.
Her kan jeg dog ikke se af mine noter om Uffe Ellemann-Jensen sagde, at han ringede til Kelm-Hansen, eller om han blot talte med ham. Den eventuelle unøjagtighed tror jeg, historien vil tilgive. Det foregik for 20 år siden.
Men Jesper Søe vælger at gå efter budbringeren og anfører videre, at bogen ”rummer fejl og mangler”. Jeg har bedt Jesper Søe dokumentere blot et par stykker af dem. Det har han ikke ønsket.
Han har heller ikke ringet til mig og forholdt mig sine beskyldninger om fejlagtige citater før artiklen – et princip han ellers kritiserer mig for at bryde.
Den sidste kritik – at vi ikke i tilstrækkeligt grad har brugt Jesper Søes store journalistiske produktion skal jeg beklage, men materialet har været enormt. Vi har læst en række af hans gode artikler og analyser. De er blot ikke kommet med i bogen. Det kan jeg godt forstå er frustrerende.
Endelig går Jesper Søe ind og påviser flere aspekter i sagen om levering af færger til Bangladesh. Dem er jeg helt enige i. Det har desværre været umuligt fuldt ud at beskrive alle sager til bunds. I bogen bruges færgerne blot som eksempel på diskussionerne om korruption.
Der var bestemt flere aspekter i sagen (herunder netop bindingen til dansk erhvervsliv, der er grundigt beskrevet i afsnittet om erhvervssamarbejdet). Men forhåbentligt kan bogen netop inspirere andre til at gå mere i dybden med udvalgte projekter og problemer.
Til sidst vil jeg anføre, at det er ærgerligt, at Jesper Søe slet ikke forholder sig til de grundlæggende analyser i bogen, der i øvrigt i alle andre anmeldelser, har fået meget positive ord med på vejen.
SVAR
Af Jesper Søe
journalist, har skrevet om u-lande og bistand siden 1970
Chr. Friis Bach er en travl mand, tilsyneladende så travl, at han ikke har tid til at benævne den bog, han er medforfatter til, korrekt. Han kalder den “Dansk Udviklingspolitisk Historie”, hvad jo ikke er ganske det samme som den rette titel “Idealer og Realiteter – Dansk Udviklingspolitiks Historie 1945-2005”.
Det er også derfor, han ikke har haft tid til at svare før nu. Han har været “på et par rejser” i de 15 dage, der er gået, siden anmeldelsen stod her i u-landsnyt den 9. marts, skriver han i sin ledsagende mail.
All right, men travlheden præger også resten af hans replik.
Nu er min anmeldelse blevet til “brudstykker af en anmeldelse”, og jeg “roder kapitlerne sammen”. Hov, hov: Anmeldelsen er den længste og mest grundige, der er foretaget af bogen til dato. Det sætter ligesom tingene i relief.
Jeg skrev endda udtrykkeligt, at jeg ikke kunne fortsætte “ud i tusindordet”, men kun kaste sonder ned i dybet. Jeg skrev en anmeldelse, ikke et kompendium. Selv om der ved Gud var nok at tage fat på.
Jeg roder ikke kapitlerne sammen, Gør tværtom udtrykkelig opmærksom på, at jeg både behandler kapitlet om 1975-89 og det fra 1989 til 2005. Det første rudimentarisk, det sidste mere indgående.
Det er Friis Bach, der springer frem og tilbage i tid, sted og sammenhæng. Bl.a. fordi det er utroligt svært at forklare dansk udviklingspolitik i 1990erne uden at henvise til og omtale det afgørende forrige årti – 1980erne.
Det er bl.a. derfor, jeg anker mod snitåret 1989, som jeg havde mistanke om netop var valgt på grund af Murens fald og ikke på grund af Danidas store handlingsplan, der lå klar i 1988.
Friis Bach bekræfter denne mistanke med det, han skriver nu. Derudover giver det stadig ringe mening at slutte kapitlet i sommeren 2005, når bogen udkommer i februar 2008.
Og så koger han min kritik ned til 3 ting: 2 årstal, 2 citater og det “forhold, at vi ikke har citeret hans store journalistisk produktion”.
Årstallene er nævnt, citaterne vender vi tilbage til. Med hensyn til min påståede frustration over ikke at være brugt som kilde er det svært at se, hvor Friis Bach skulle hente baggrund for denne polemiske påstand.
Det, jeg besværer mig over, er, at dér hvor jeg er nævnt som kilde, skriver forfatteren (Thorsten Borring Olesen), at citatet stammer fra “Danidas populære udviklingstidsskrift, Kontakt”. Hvad alle omkring dansk bistand jo ved er forkert.
Nej, den reelle problematik fortier Friis Bach. Den er, at forfatterne har begravet sig i styrelsespapirer. Papirbjergene skulle imidlertid gerne være afsæt – ikke endestation – for at bevæge sig ud i en ofte meget broget og sammensat virkelighed. Det kan man vist roligt sige, de ikke er blevet.
Men naturligvis, hvis Friis Bach kan koge min kritiske anmeldelse ned til en slags personlig fornærmelse, så er meget jo tilsyneladende vundet i hans optik. Er det fair?
Med hensyn til citaterne omkring Christian Kelm-Hansens afgang som styrelsesformand er det forunderligt at opleve, hvordan en mand, der netop IKKE indhentede Kelms version af forløbet, nu for det første ikke tvivler på Kelms udlægning og for det andet direkte benytter det til gunst for sin argumentation..
Der er altså bare det ved det, Friis Bach, at Kelms version overhovedet ikke optræder i dit kapitel. Ikke er fundet værdig til optagelse i en halvofficiel bog om dansk bistand, som dette værk giver sig ud for at være.
Friis Bach kommer længere nede i sin replik ind på en privat mail-udveksling, han har haft med mig om anmeldelsen (det skal vi vende tilbage til). Når han gør det, må det også være min ret i sammenhæng med Kelm-sagen at inddrage denne korrespondence.
Friis Bach skrev bl.a. til mig, at “jeg ville have interviewet Kelm, men fik at vide, at hans helbred ikke var godt nok til det – og læste og brugte derfor hans bog”.
Jeg har naturligvis efterforsket dette ved at ringe til Kelm i Silkeborg. Han siger (24.03.08): – Nej, Friis Bach har ikke på noget tidspunkt kontaktet mig, det må jeg på det bestemteste afvise.
Kelms kone, Karen, bliver så på min foranledning forespurgt, om hun har fået en sådan henvendelse, hvilket hun afviser, hvorefter Kelm tilføjer: – Jeg holder altid øje med min telefon for at se, hvem der har ringet.
Selv skrev jeg følgende i en svarmail til Friis Bach: “Det er simpelt hen for tyndt, at du bruger hans helbred som undskyldning. Du kunne have sendt ham en mail eller taget en telefonsamtale. Der er slet ikke noget at rafle om: Det SKAL du gøre, når du skriver sådan noget i en halvofficiel bog. Jeg kunne klare det på under en time”.
Så er der den angivelige kilde til Kelms påståede reelle udsmidning som styrelsesformand, nemlig Holger Bernt Hansen – en udsmidning, der fandt sted knapt halvandet år efter at Kelm selv meddelte, han ville gå – af årsager, han redegjorde for i min anmeldelse.
Friis Bach “stoler også på Holger Bernt Hansen”, skriver han, som “detaljeret i interviewet beskriver, hvordan Kelm-Hansen var udsat for pres fra både Udenrigsministeriet og fra sit eget bagland på grund af dobbeltrollen”.
Der er imidlertid kun tale om noter, erkender han. Måske få linjer. Ikke et båndudskrift eller et udførligt referat må man tillade sig at konkludere. I den situation vil det altid være Friis Bachs ord mod Holger Bernt Hansens.
Og hvad siger Holger Bernt så? Ja ifølge Kelm, som ringede til ham på min opfordring, sagde han “Den udlægning og tolkning af interviewet vil jeg ikke vedkende mig”. Kelm skrev videre i en mail til mig, at “Holger Bernt var helt uforstående, da jeg læste citatet”.
Selv om Holger Bernt nu pludselig skulle løbe fra, hvad han angiveligt tidligere skulle have sagt – og det er hvad Friis Bach reelt antyder i sin replik -, så er det et hævdvundent princip siden Watergate-skandalens oprulning, at der altid skal være mindst 2 kilder til samme oplysning. For alt er i mere eller mindre grad kun partsforklaringer.
Hvor er den anden kilde? Den anden person, der ligeså autoritativt som Holger Bernt kan belyse og bekræfte det? Ja, har Friis Bach overhovedet forelagt Holger Bernt sit manus, så han kunne godkende eller tage afstand fra de citater, hvor han er direkte involveret?
Selv har jeg aldrig i mine 10 år som redaktør af Danidas blad, “Udvikling”, undladt at forelægge citater til gennemsyn. Det sparer enhver mediearbejder/publicist for meget vrøvl bagefter.
Friis Bach forklarer i stedet sin påståede kildekritik ved at skrive: “Præcis derfor valgte jeg den forsigtige formulering i bogen”.
Forsigtig formulering? Hør bare: “Christian Kelm-Hansens dobbeltrolle og centrale placering blev dog i stigede grad problematiseret af ministeriet og hans eget bagland og ved årsskiftet 1989/1990 blev han skiftet ud på posten som styrelsesformand….”
Jeg vil tillade mig at kalde det et sidste ynkeligt forsvar for en handlemåde, der omfatter manglende henvendelse til hovedpersonen selv, dementi fra kilden og en grundlæggende uprofessionel metode.
Det sidste gemmer sig i Friis Bachs udsagn om, at “man kan altid diskutere brugen af interviews” og hentyder formentlig til en disput, vi havde i mailudvekslingen efter anmeldelsen.
Jeg skrev her bl.a.: “Der findes ikke noget, der hedder et “fortroligt interview” i den form, du stiller det op. Enten tager man et interview til baggrund, som man lader den interviewede forstå vil indgå i en videre afsøgning af årsagssammenhænge, eller også er der tale om et almindeligt offentligt interview til direkte citat. Her er der øjensynligt valgt en kringlet mellemløsning, som hverken er det ene eller andet”.
Hvis Holger Bernts påståede vurdering i denne sag er brugt ret så råt og direkte uden at være afstemt og/eller checket med andre, før den er skrevet ind i denne bog, hvordan er det så med andre passager i Friis Bachs kapitel?
Et det også Holger Bernt råt for usødet?
Med hensyn til citatet omkring UNDP i relation til Uffe Ellemann-Jensen og Kelm kan der i alt væsentligt gøres samme forhold gældende som nævnt ovenfor.
Når det gælder sagen om renovering af færger i Bangladesh – ikke leverancer af nye, som Friis Bach øjensynligt tror – drejer det sig ikke, som han skriver, om “det umulige i fuldt ud at beskrive alle sager til bunds”.
Det drejer sig om, at journalist Jesper Jespersen efter alle solemærker at dømme påviste, at Danida benyttede korruption som undskyldning til at spare hele projektet væk, idet den reelle – og tidsmæssigt førliggende – årsag var voldsom overpris på grund af binding til danske værfter, som bangalerne ikke ønskede.
Derfor kan sagen ikke benyttes til at belyse korruption, tværtimod. Friis Bach har muligvis ikke været bekendt med Jespersens grundige redegørelse i “Development Today”, men holdt sig til sine styrelsespapirer.
Friis Bach skriver, at han har bedt mig dokumentere blot et par stykker af de fejl og mangler, jeg mener bogen rummer – og ikke mindst hans kapitel. “Det har han (J.S.) ikke ønsket”, lyder det.
Det skrev jeg nu ikke. Jeg skrev til ham: “Det vil jeg da gerne, når jeg får tid, selv om jeg dårligt orker: der er rigtig meget at give sig i kast med”.
Faktisk så meget, at det vil kræve et kompendium. Og jeg er først og fremmest anmelder, som jeg har sagt først og sidst.
Derfor var det heller ikke mit udgangspunkt at checke faktuelle oplysninger; det er simpelt hen ikke en anmelders opgave og Friis Bach har haft så uendelig længere tid til det.
Opsummerende må jeg konkludere, at der i rigtig mange sammenhænge kan påvises fejl, mistolkninger, argumentariske modsigelser, vidtgående/skråsikre konklusioner på et anfægteligt grundlag, iøjnespringende udeladelser og alt for megen springen rundt i tid og sted.
For bare – igen- at tage Kelm, så er hans formandsperiode sjusket angivet forkert på side 455.
Eller på side 504 om U-landssekretariatet, “der blev beskåret efter krav fra Dansk Folkeparti”. Sandheden ligger nok et andet sted, se telegrammerne
www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=677&mode=Nyhed
og
www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=674&mode=Nyhed
Vi kunne blive ved, nærmest side for side.
Det er som sagt kun sonder i dybet i en bog, hvor man tror man kan beskrive dansk udviklingspolitik uden at gå dybere ind i dansk bistand.
Og hvor Friis Bach på direkte forespørgsel fra mig om, hvem der har fået adgang til at gennemgå hans manus svarer, at det har bl.a. Danidas dav. chef, Carsten Staur.
Kan han virkelig være tilfreds med det foreliggende? Og stemmer det i øvrigt overens med disse ord i forordet: “Der er ikke foretaget manuskriptkontrol fra Udenrigsministeriets side”.
Jesper Søes anmeldelse var stillet til rådighed for u-landsnyt.dk
