En ny rapport fra Folkekirkens Nødhjælp konkluderer, at antallet af børn – især i Afrika syd for Sahara – som vil miste deres forældre til hiv/aids-epidemien, vil nå et katastrofalt omfang i 2010, hvis ikke den onde cirkel af sårbarhed brydes.
I 2010 skønnes det at over 20 millioner børn under 18 vil have mistet en eller begge deres forældre til hiv/aids. I 2005 var det samme tal 15 millioner børn, så stigningen er katastrofal. Det er en tragedie af ufattelige dimensioner, og det sætter familier og lokale strukturer under alvorligt pres, hedder det i en artikel på organisationens website.
Tallene fremgår af rapporten ”A Vicious Circle of Vulnerability – Orphans, Vulnerable Children and Youth in relation to HIV and AIDS”, som Folkekirkens Nødhjælp har udarbejdet op til søndagens sogneindsamling, hvor de indsamlede penge netop skal gå til at støtte sårbare børn.
Fakta
• Mere end halvdelen af alle nye smittetilfælde findes blandt børn og unge
• I de værst ramte lande er hiv/aids nu den største enkeltårsag til dødsfald blandt børn under 5 år
• Unge kvinder og piger er den hårdest ramte gruppe, hvilket i alarmerende grad viser sig idet sydlige Afrika.
• Kun 3-5 procent af de forældreløse børn modtager støtte fra deres egen stat
Situationen er særligt alvorlig i Afrika. Havde det ikke været for hiv/aids ville antallet af forældreløse børn i det sydlige Afrika være faldende.
I stedet forventes antallet af børn i det sydlige Afrika, der har mistet begge deres forældre at stige til 8 millioner i 2010. Mere end halvanden gang Danmarks indbyggertal.
Rapporten dokumenterer også, at børn og unge er den gruppe, der proportionelt er hårdest ramt af hiv/aids-epidemien.
Den onde cirkel kan brydes
Der er brug for en styrket indsats både internationalt, nationalt og i forhold til lokalsamfund i de lande, hvor aids-epidemien rammer hårdest, hvis den onde cirkel af sårbarhed skal brydes, siger rapporten, der kommer med disse opfordringer:
– Regeringer skal leve op til deres ansvar, så de sårbare børn og unge kan beskyttes bedre gennem øgede økonomiske ressourcer, lovgivning, koordinering og åbenhed.
– Der er brug for støtte til familier og lokalsamfund ved bl.a. at styrke familiernes og lokalsamfundenes kapacitet til at beskytte og drage omsorg for forældreløse og sårbare børn og være varsom med kortsigtede løsninger for enkeltstående børn, da dette kan bidrage til udstødningen af samfundet.
– Der er stærkt behov for at styrke ligestilling gennem mekanismer, der fremmer lighed mellem kønnene på nationalt niveau og styrke unge kvinder og mænd til at blive rollemodeller for andre unge.
– Der er – ikke mindst – hårdt brug for at styrke skolegang: At øge andelen af unge, specielt teenagepigers, indskrivning i og tilknytning til skolen og styrke skolernes kapacitet til at håndtere hiv/aids-epidemien.
Rapporten ”A Vicious Circle of Vulnerability – Orphans, Vulnerable Children and Youth in relation to HIV and AIDS” er udarbejdet af Folkekirkens Nødhjælps 2 aids-rådgivere, Martin Rosenkilde Pedersen og Elsebeth Gravgaard.
Download rapporten “A Vicious Circle of Vulnerability” (566,29 kB) på
www.noedhjaelp.dk/sider_paa_hjemmesiden/her_arbejder_vi/saerlige_emner/aids/laes_mere/en_ond_cirkel_af_saarbarhed
og det danske resume “En ond cirkel af sårbarhed” (48,44 kB) på
Nødhjælpens website under artiklen