Ved hjælp af den nyeste teknologi overvåger grupper i Kenya i detaljer de voldelige overgreb i landet efter det omdiskuterede valg
Af Peter Høvring
webredaktør i Folkekirkens Nødhjælp
Aktivister i Kenya har taget den nyeste teknologi i brug for at kortlægge de voldelige overgreb, som har hærget landet siden præsident- og parlamentsvalgene kort før årsskiftet.
Ved hjælp af Googles omfattende og detaljerede gratis korttjeneste, Google Maps, har de sammenkædet rapporter om overgreb med kortoplysninger, så man på internetsiden www.ushahidi.com kan danne sig et overblik over situationen. Ushahidi er swahili og betyder øjenvidne.
Med et tryk på en knap kan man sortere rapporterne, så man kun ser plyndringer, voldtægt, oprør og drab. Man kan se, hvor civile eller regeringstropper har været involveret, og man kan se, hvor der har været fredsbestræbelser. Enkelte af rapporterne har billed- og videodokumentation.
Sammtidig er der mulighed for, at man selv kan rapportere overgreb direkte på siden via en formular. Det kræver selvsagt internetadgang.
Lokale NGOer og privatpersoner står bag initiativet. Man kan se mere om tankerne bag sitet på www.kenyanpundit.com/?p=423
Kilde: www.noedhjaelp.dk