De såkaldte G4 lande bestående af EU, USA, Brasilien og Indien mødtes i denne uge i et sidste desperat forsøg på, at opnå et kompromis i de kuldsejlede WTO-forhandlinger.
Mødet endte som så mange gange tidligere uden resultat.
Men denne gang får det alvorlige konsekvenser, idet man ikke længere anser det for realistisk, at opnå et gennembrud i forhandlingerne inden det amerikanske præsidentvalg i 2008, skriver Folkekirkens Nødhjælp online.
Og alt tyder på at hele Doha udviklingsrunden synker til bunds om nogle få uger i Geneve.
RAMMER DE FATTIGE
– Det er et stort tilbageskridt for bekæmpelsen af global fattigdom, udtaler Christian Friis Bach, International chef i Folkekirkens Nødhjælp.
For verdens fattigste lande var det altafgørende mål at ændre på årtiers ubalance i handel med landbrugsvarer.
Men udenfor WTO vil de europæiske og amerikanske handelsforhandlere ikke have samme stærke fokus på verdens fattigste lande.
Og sammenbruddet kan betyde, at dumpingen af sukker, majs, kød og mælk vil forsætte langt ind i det næste årti.
DANSK EU-KOMMISSÆR I NØGLEROLLE
Christian Friis Bach ser det som helt afgørende, at lande som Danmark bidrager aktivt til forsat at sikre de fattige landes interesser.
Den danske EU-kommissær, Mariann Fischer Boel, spiller en helt central rolle for, at genoptage forhandlingerne i de kommende uger.
EU-landene må levere et langt mere seriøst kompromisforslag med fokus på reel markedsadgang for de fattigste lande, så de kan klare sig i den globale konkurrence og en øget liberalisering af EUs landbrugssektor.
Kilde: www.noedhjaelp.dk