Nødhjælpen om buy aid: Vi er kommet til et ganske andet resultat

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Henrik Stubkjær
generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp

Jesper Søe har på U-landsnyt.dk den 4. maj valgt at bringe en skarp kritik af det samarbejde Folkekirkens Nødhjælp har med buy aid.

Kritikken kommer som et supplement til nyheden om, at Folkekirkens Nødhjælp og buy aid laver et fælles logo til erhvervsvirksomheder, som gennem købet af kaffe og chokolade støtter Folkekirkens Nødhjælp med 10 procent.

En så skarp og klar kritik fra U-landsnyt og Jesper Søe gør naturligvis ondt. Vi kender og værdsætter U-landsnyt som en sikker og kompetent kilde til information om u-landsområdet.

Men når det er sagt, så må det tilføjes, at Jesper Søe denne gang rammer langt over målet, og at kritikken virker både overfladisk og udokumenteret. Den fremførte kritik er ikke ny og Folkekirkens Nødhjælp har ved tidligere lejligheder drøftet den med Jesper Søe.

Alle de konkrete forhold, som nævnes, har vi vurderet grundigt i flere omgange, og vi må konkludere, at vi er kommet til et ganske andet resultat end Jesper Søe.

Hvis Folkekirkens Nødhjælp fortsat skal kunne hjælpe verdens fattigste og marginaliserede, så skal vi være i stand til at agere professionelt. Det vil også sige acceptere – og drage nytte af – at vi i et utal af sammenhænge er afhængige af kommercielle firmaer, der er specialiserede indenfor deres område.

Måske kan vores og Jesper Søes forskellige analyser af redeligheden i at modtage 10 procent fra buy aid koges ned til netop dette forhold: Vi mener i bund og grund, at det er OK at tjene penge på at hjælpe nødhjælpsorganisationer.

Det er klart, at dette skal ske under ordnede forhold. Der skal være åbenhed om det. Der skal være klarhed i kommunikationen.

Og her mener vi, at den relation, vi har til buy aid, udmærker sig ved sin klarhed. For det er ganske enkelt ikke rigtigt, når Jesper Søe flere steder fremhæver, at det er svært at gennemskue, hvor meget der går til Folkekirkens Nødhjælp.

Når en sælger ringer op fra buy aid oplyser han eller hun altid, at 10 procent af omsætningen går til Folkekirkens Nødhjælp. På den faktura, der følger med varen, er det specificeret. På buy aids hjemmeside fremgår det på forsiden, at 10 pct. går til NGOerne, ligesom det fremgår af alt materiale fra os omkring vores aftale med buy aid (på hjemmesiden og trykte materialer), at vi får 10 pct.

Om det også skal fremgå af logoet, vil vi overveje.

At buy aid giver 10 pct. af deres omsætning til Folkekirkens Nødhjælp er tilmed en klar og nøje overvåget relation. Der er et kontraktligt grundlag, og buy aids regnskab inklusiv deres donation til os, er underlagt ekstern revision. Vi modtager løbende oversigter over hver eneste klage, der måtte være kommet til buy aid (6 klager de seneste 2 år).

Jesper Søe skriver at vi bare kunne skaffe de millioner, vi får via buy aid, et andet sted. Det er ikke rigtigt. Det specielle ved disse penge er netop, at de kommer fra virksomhedsbudgetlinier, vi ellers sjældent får del i.

Tak til Jesper Søe for at bringe dette emne op og for lejligheden til at svare på det. Der er brug for at holde et vågent øje med udviklingen af samspillet mellem organisationer og virksomheder.

Derfor bliver der også stadig mere brug for, at vi organisationer arbejder med klare etiske retningslinjer for vores samarbejdsrelationer.

Henrik Stubkjær
Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp

Læs også telegrammet “Nødhjælpen laver fælles logo med buy aid – stærk afstandtagen i kommentar fra u-landsnyt”, dato 04.05.07, under Dansk bistand