”Flot, modigt og historisk”, sådan lyder kommentaren fra Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Rosen gælderde danske ungdomspolitikere, der fredag kommer med et fælles udspil til Danmarks fremtidige udviklingsbistand. De ønsker bedre og mere udviklingsbistand og vil bl.a. hæve bistanden til verdens fattige nationer til 1 procent af vor nationalrigdom.
– De danske ungdomspolitikere har udvist stort mod og har i modsætning til folketingspolitikerne formået at sætte de ideologiske stridigheder til side, siger Henrik Stubkjær i en presseudtalelse fredag og fortsætter:
– Bistandsstigningen til én procent af BNI og gældslettelsen, som foreslås finansieret udenfor bistandsbudgettet, vil igen give Danmark den gule førertrøje som fortaler for verdens fattigste. Udspillet bør derfor skabe stor respekt hos folketingspolitikerne og afføde fornyet politisk dialog om Danmarks globale ansvar, anfører generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp.
Læs også telegrammet “Markant udspil: Danmarks politiske ungdom vil have større og bedre udviklingsbistand – alle ind for at genskabe 1 procent-målet”, dato 01.03.07 under rubrikken Dansk bistand.