Søndag (4. marts) vil københavnere få besøg af skuespilleren Timm Vladimir, når han går med raslebøssen til fordel for aids-arbejdet i Afrika, skriver Folkekirkens Nødhjælp fredag i en pressemeddelelse.
– Jeg har hørt, at Folkekirkens Nødhjælp mangler indsamlere i Københavns-området (til årets sogneindsamling, red.) og har derfor meldt mig til at samle ind på søndag. Jeg ved, at pengene nytter, fordi de når helt ud til de fattige, der har allermest brug for dem, siger Timm Vladimir.
Den kendte skuespiller og komiker har gennem flere år været engageret i arbejdet med at hjælpe verdens fattigste mennesker. I år, hvor pengene går til at hiv/aids-arbejdet i Afrika, Cambodja og Rusland, er der i særlig grad brug for en hjælpende hånd, mener Vladimir.
Han har opfordret både sin kæreste og sine forældre til at gå med ud at samle ind.
– Vi er meget glade for, at Timm Vladimir har meldt sig som indsamler. For vi har stærkt brug for ham og alle andre, der har lyst til at bruge to timer på søndag til at gå en tur med raslebøssen for os, siger Kenneth Kamp Butzbach, indsamlingschef i Folkekirkens Nødhjælp.
14.500 indsamlere har indtil videre meldt sig til søndagens Sogneindsamling. Men der er brug for 5.500 flere, hvis alle ruter skal dækkes. Det er især i Københavns-området, der mangler indsamlere.
Man kan stadig melde sig på telefon 80 60 80 60.