Visionen om at skabe demokrati og udvikling i de arabiske lande gennem dialog og et stærkere samarbejde er både rigtig og vigtig.
Men den er præget af 11. septemberretorik og grundlaget snarere sikkerhedspolitik end udviklingspolitik og partnerskaber. Det kan krænke mange arabere, hedder det i en kronik fredag i Morgenavisen Jyllands-Posten begået af 2 personer fra det danske u-landsmiljø.
Af Trine Pertou Mach, Programkoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke og Christian Friis Bach, International Chef i Folkekirkens Nødhjælp
Der er massivt behov for at styrke kontakten mellem Europa og de arabiske lande. I årtier har vi forsømt samarbejdet. Vi har ikke bygget bro til den region, der i dag præges af store problemer: Opsplitning, arbejdsløshed, fundamentalisme, ulighed og undertrykkelse. Vi har holdt deres varer og indbyggere ude. Vi har glemt dialogen.
På denne baggrund var det derfor godt, at regeringen i 2003 lancerede det Arabiske Initiativ. Der skulle skabes et ”partnerskab for reform og fremskridt” med de arabiske lande, fra Marokko i vest til Iran i øst.
Målsætningen var ”stabilitet og fred, båret af frihed og velfærd”. Hensigten var, at ”støtte lokale kræfter i landene i Mellemøsten …..der arbejder for reformer i retning af friere og mere demokratiske samfund”.
Denne målsætning kan vi kun bifalde. Men programmet rummer desværre også flere bekymrende elementer og kimen til en række vanskeligheder ved at fremme denne målsætning, fordi det bygger på en række problematiske præmisser og principper. Og dermed risikerer at modvirke netop det, initiativet skulle fremme: Dialog og gensidig forståelse.
For det FØRSTE er hele ånden bag initiativet præget af ”11.september”-retorik og terrorbekæmpelse. Forordet til pjecen om Det Arabiske Initiativ starter med ”Vi kan alle huske helt præcist, hvor vi befandt os….11.september” i vendinger, der dybest set bekender sig til en forståelse af verden som en kamp mellem civilisationer i bedste Huntington-stil.
I regeringsgrundlaget fra 2005 hedder det: ”Regeringen vil med Det Arabiske Initiativ videreføre sin langsigtede strategi mod truslen fra radikale islamister.” Grundlaget for Det Arabiske Initiativ er med andre ord snarere sikkerhedspolitik end udviklingspolitik og partnerskaber.
Det vil ikke være mærkeligt, om mangt en tænksom araber føler sig krænket: Fordi man er muslim og bor i et arabisk land er man angiveligt potentiel radikal islamist og terrorist. Man kan få den fornemmelse, at den arabiske verden alene er interessant for Danmark at forholde sig til, fordi den udgør en trussel for Danmark og Vesten.
Det udgangspunkt gør det vanskeligt at udvikle et ”Partnerskab”. Nogen vil kunne betvivle at intentionen om partnerskab overhovedet er reel. Andre kunne helt afvise et partnerskab på de præmisser. Det bliver nemt for skeptikere at udlægge det Arabiske Initiativ som en del af en vestlig dagsorden, der hviler på en uheldig kobling af sikkerhedspolitik og vestlige værdier.
Først med flyene, der fløj ind i de 2 World Trade Center tårne om morgenen den 11.september 2001 begyndte en lang række vestlige lande for alvor at få øjnene op for vores umiddelbare naboer.
I løbet af kort tid kom USA og en række EU-lande, herunder Danmark, med forslag til partnerskabsprogrammer, der formelt set baserer sig på intentioner om fred, stabilitet, frihed og retfærdighed. Men på mange måder handler mere om vores egen sikkerhed og en massiv bekymring for terrorisme i regionen. Terrorisme, der kan ramme os selv.
Terrorisme er et stort problem, som vi både skal forebygge og bekæmpe. Men vi er bekymrede over, om sammenblandingen af vestlig sikkerhedspolitik og universelle principper om demokrati, retsstat og menneskerettigheder, på den ene side giver radikaliserede fundamentalister mere krudt til at kalde til civilisationskamp, og på den anden side gør det sværere at opnå dialog og partnerskab med alle andre muslimer.
For det ANDET mangler det Arabiske Initiativ en tilstrækkelig forståelse af den sammenhæng programmet indgår i. Man kunne efterlyse en større ydmyghed overfor en kompleks og mangeartet region og kultur, hvor demokratiet – selvom det er elendigt – dog ikke er noget nyt, som landene først opdager nu.
Der er stærke kræfter i regionen, der i årtier har kæmpet for demokrati og menneskerettigheder. Mange af dem savnede vores støtte før 11. september 2001.
Derudover viser det forhold, at Israel og Palæstina er udelukket fra initiativet, at man ikke til fulde har forstået den arabiske politiske virkelighed. Hvis ikke man inddrager Israel-Palæstinakonflikten som en del af de udfordringer, der er for demokratisering og fremme af en holdbar sikkerhedspolitisk løsning, vil man vanskeligt kunne forstå – og ej heller bidrage til at skabe forandring af – den arabiske verden.
Det samme gør sig gældende for spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge. Reel demokratisering af Jordan, Libanon og Syrien vil næppe kunne finde sted, hvis det internationale samfund, herunder Danmark, ikke bidrager til en løsning af det palæstinensiske flygtningespørgsmål.
I disse lande udgør de palæstinensiske flygtninge nemlig en så stor procentdel af den samlede befolkning, at en afklaring af deres status og eventuelle forbliven i værtslandene synes at være en forudsætning for en succesfuld demokratiseringsproces og for en forbedring af de palæstinensiske flygtninges menneskerettigheder.
Et TREDJE, men ikke uvæsentligt problem, i det Arabiske Initiativ en ærgerlig kløft mellem idealer og forvaltning.
Trods budskabet om dialog, har der været meget lidt dialog med danske aktører, der kunne og burde bidrage. Trods udgangspunktet om at skabe demokrati, samt en målsætning, der lægger op til at danske aktører er vigtige partnere, er det ikke muligt at søge midler til at gennemføre partnerskabsprojekter, som er udviklet i fællesskab mellem danske og arabiske organisationer. Regeringen har i stedet valgt top-styring gennem instrumentet ”rekvireret bistand”.
Den tilgang kan stå i vejen for ambitionen om at tage udgangspunkt i de lokale behov og skabe forandring nedefra. Der er en ret åbenbar fare for, at folkelige organisationer under det Arabiske Initiativ presses væk fra at være udviklingspolitiske aktører til at være konsulenter for Udenrigsministeriet i gennemførelsen af programmer og ideer, der er defineret på Asiatisk Plads.
Manglen på partnerskab forringer muligheden for, at programmerne tager udgangspunkt i partnernes behov. At de bidrager til en folkelig forankret demokratiudvikling, til samarbejde, dialog og gensidig forståelse.
Metoden med ”rekvireret indsats” kan desuden bidrage til en ikke uvæsentlig risiko for, at danske folkelige organisationer bliver stemplet som bærere af en (indenrigspolitisk) dagsorden, der styres af kampen mod terrorisme.
For os er deltagelsen og engagementet i udviklingsarbejde, demokratisering og fremme af menneskerettigheder langt mere end simpel sikkerhedspolitik. Det er både en moralsk og politisk forpligtelse til at skabe ordentlige livsvilkår for alle mennesker, uanset hvor de lever på kloden. Der er også behov for demokrati og menneskerettigheder, selv om disse mennesker ikke er potentielle terrorister eller udgør en trussel mod Danmark.
Terrorisme er et problem, der kræver vores opmærksomhed og tvinger os til handling. Men demokrati, fremme af menneskerettigheder, samt støtte til reformprocesser har en værdi i sig selv.
Vores klare opfordring er at genindføre arbejdsdelingen mellem stat og civilsamfund. Lad os få adskilt de officielle fra de folkelige initiativer. Det Arabiske Initiativ burde forvaltes som den tidligere Demokratifond (som regeringen valgte at nedlægge).
Demokratifonden blev forvaltet af en lille effektiv bestyrelse, der tog stilling til ansøgninger efter klare kriterier og med en udstrakt grad af åbenhed. Det var demokrati. På den måde kan de mange erfaringer og den store ekspertise hos de folkelige organisationer langt bedre udnyttes.
En stærkere inddragelse af folkelige organisationer kunne endelig bidrage til en styrket fattigdomsorientering, hvilket kunne øge forståelsen for initiativet i de befolkningsgrupper, vi gerne vil i dialog med. Det kunne også føre til en øget fokusering på de lande, grupper og partnere, hvor vi har særligt gode muligheder for at gøre en forskel. Det er helt nødvendigt. Det Arabiske Initiativ har indtil nu været for spredt, tungt og tilfældigt.
I vores konklusion er vi derfor bekymrede. Det Arabiske Initiativs forhistorie, forståelse af problemerne, forvaltning, manglen på fokusering og begrundelse, kan gøre det svært at nå de flotte og presserende målsætninger.
Det er vældigt ærgerligt. Men det behøver ikke være sådan. Visionen om at skabe demokrati og udvikling i de arabiske lande gennem dialog og et stærkere samarbejde er både rigtig og vigtig. Det er en vision, vi gerne vil støtte og være med til at gøre til virkelighed. Derfor denne opfordring til at gentænke Det Arabiske Initiativ, slutter de 2 kronikører.
Kronikken stod i Morgenavisen Jyllands-Posten fredag den 20. januar 2006 og er gengivet fra www.ms.dk
