Fattigdom, demokrati, kaffeoligarki, jord-konflikter, racisme, udpining af naturresourcerne, frihandel, nyevangelisme og den katolske kirkes sociale doktrin – spørgsmålene var mange, og Politikens Foredragssal var fyldt til sidste stol, da biskop Alvaro Ramazzini og Ursula Roldán holdt oplæg om den aktuelle situation i Guatemala, skriver journalist Linda Nordahl Jakobsen onsdag i en pressemelding fra Folkekirkens Nødhjælp.
Biskop Ramazzini lagde i sit indlæg vægt på, at selv om Guatemalas makroøkonomiske tal (der fortæller om samfundets samlede økonomi) ser fine ud, er fattigdommen vokset de seneste 10 år. Især i landområderne.
Faktisk ligger Guatemala nr. 1 på listen over lande i Latinamerika, hvor indkomstfordelingen er mest skæv.
– Den voksende fattigdom betyder, at stadig flere af især de unge guatemalanere forlader landområerne. De forsøger at komme til USA som illegale migranter, og landets næststørste indtægtskilde er “remesas” – de penge, som vandrearbejderne (migranterne) i USA sender hjem til deres familier.”
Fattigdom og migration fra især landområderne præger også El Salvador og Honduras. Guatemala er både afsenderland og gennemgangsland illegale migranter, som forsøger at komme via Mexico til USA, sagde han.
Sidste år sendte Mexico i alt 270.000 mellemamerikanere, som forsøgte at komme illegalt til USA, tilbage til deres respektive lande i regionen.
Biskop Ramazzini ridsede op, hvilke problemer, han ser i det guatemalanske samfund: Den skæve jordfordeling, statens manglende evne til at inddrive skat, et uddannelsessystem, der ikke virker, udbredt retsløshed (impunitet, red.), økonomisk og politisk korruption, et svagt demokrati, der ikke har styrken til at gennemføre nødvendige reformer – og et racistisk samfund, hvor størsteparten af mayabefolkningen og småbønderne er marginaliseret.
– Vi skal igen til at udøve et større socialt pres og forsøge at få indflydelse i det offentlige rum, for befolkningen inde i byerne ved ikke meget om, hvad der foregår ude i landområderne, sagde han.
Den katolske kirkes Jordkommission, PST, som Ursula Roldán er koordinator for, er med i netværket Plataforma Agraria. PA – Landbrugsplatformen – består af 15 store og små maya- og bondeorganisationer, civilsamfundsorganisationer og forskningsinstituttet AVANCSO.
Folkekirkens Nødhjælp støtter AVANCSO og Plataforma Agraria samt flere fødevaresikkerhedsprojekter i vestlige Guatemala i San Marcos-provinsen.
Ursula Roldán siger om fattigdommen og magtforholdene i Guatemala:
– I Guatemala har oligarkiet (overklassen) brugt de sidste 100 år på at producere kaffe, som altså ikke kræver den helt store videnskab. Men de har ikke tænkt nyt, været innovative eller sat gang i en udvikling. De er sikkert ganske godt tilfredse med, at vore unge udvandrer og sender penge hjem.
– Den gamle magtelite i vores land kan man end ikke betegne som neoliberal, men den har opbygget en økonomisk model, som hviler på udnyttelse af billig arbejdskraft: Kvinderne laver lidt kunsthåndværk, de unge forlader landet, og mændene arbejder inden for landbruget eller på subsistenslandbrug.
– Den internationale kaffekrise har afsløret denne model, og har medført en større social krise, fordi endnu flere er blevet arbejdsløse, analfabetismen er udbredt og sårbarheden i forhold til fødevaresikkerhed er vokset.
– I Guatemala hersker oligarkiet ikke kun over arbejdskraften, det hersker over livet selv. Hvis ikke der findes en udvej, en løsning på jordproblemet, vil sammenstødene mellem jordbesættere og politi og myndigheder fortsætte.
– Sidste år var der 110 konflikter om jord rundt omkring i landet, og 45 gange blev politi eller militær sat ind mod jordbesættere, anfører Roldan.
Biskoppen udtrykte også stor skepsis over for den ny frihandelsaftale (TLC-aftalen) mellem Guatemala og USA. Den vil for alvor lukke op for multinationale virksomheders udplyndring af guatemalanske naturressourcer, samtidig med at den vil betyde øget fattigdom.
– De spanske kolonisatorer betegnede en del af deres epoke her i Guatemala som “guldalderen”, fordi de plyndrede vore naturressourcer. Den praksis er vi ved at gentage, sagde Ramazzini. Han fortalte, at Guatemalas bispekonference støtter den folkelige og lokale modstand mod en planlagt stor guldminedrift under åben himmel i San Marcos-området, der er biskop Ramazzinis stift.
Ifølge beregninger, som den katolske kirke og flere civilsamfundsorganisationer har lavet, vil det canadiske mineselskab Montana, der hører til det multinationale selskab Glamis Gold, tjene omkring 800 millioner dollars i løbet af de 10 år, som de har minekoncessionen i San Marcos.
Skatten er minimal i Guatemala, der ingen lovgivning har om udnyttelse af undergrunden ej heller nogen beskatning af det enorme vandforbrug, sådan en mine tegner sig for. Så alt i alt vil der kun komme omkring syv millioner dollars i skat til staten over samme periode.
– Vores modstand bunder ikke kun i de miljømæssige og sociale konsekvenser, som guldminen fører med sig. Den bunder også i, at det ikke er et projekt, der udvikles til gavn for landet eller lokaludviklingen. Så hellere lade guldet ligge, ind til vi selv kan finde ud af at udnytte det på ordentlig og miljøforsvarlig vis, og så det gavner landet, sagde biskop Ramazzini.
Biskoppen forklarede, hvorfor den katolske kirke og han selv aktivt blander sig i aktuelle konflikter om f.eks. jord eller det omstridte guldmineprojekt i San Marcos.
Hen henviste til den katolske kirkes sociale doktrin, der også taler om den menneskelige udvikling – både på det fysiske, psykiske og åndelige plan. Samtidig ser han selv teksterne i Matthæus Evangeliet som lysende eksempler på, hvordan man som kristen skal handle for at hjælpe sin næste. Og han afviste, at kirken er del af oligarkiet og eliten i landet.
– Den katolske kirke i Guatemala står på de fattiges side. Hvis vi ikke gjorde det, så kunne man for alvor beskylde os for at tilhøre oligarkiet, sagde biskop Ramazzini, der med et lille smil citerede den kendte brasilianske biskop Helder Camera;
“Når jeg uddeler mad til de fattige, siger alle til mig; hvor er du en god biskop. Når jeg spørger, hvorfor de er fattige, kalder de mig kommunist”.
