Af John Nordbo og Elsebeth Krogh
Tsunamien er langsomt men sikkert på vej ud af den daglige mediedækning. Der er imidlertid et par vigtige spørgsmål, som vi bør bruger lidt tid på – trods valgkampen – før opmærksomheden om katastrofen og dens ofre er væk:
Dells er det vigtigt at undgå, at vores offervilje ikke kommer til at gå ud over andre ofre. Dels er det vigtigt at finde ud af, hvordan der også på sigt kan tilføres midler til de folk, hvis samfund bogstaveligt talt blev skyllet væk af vandmasserne.
Den private offervilje har været omfattende. Mere end 200 millioner kr. er indsamlet, og det er det bedste resultat af en nødhjælpsindsamling i Danmark nogensinde. Det har været flot og godt.
Det er formentlig kun meget få mennesker, der har et fast budget for nødhjælp, så der er ikke den store risiko for, at offerviljen i denne sag kommer til at betyde, at andre værdigt trængende ikke kan støttes.
Anderledes forholder det sig med den offentlige offervilje. Regeringen har besluttet at yde nødhjælp til ofrene og støtte genopbygningen med 420 millioner kroner.
Indtil videre findes disse midler indenfor det eksisterende (bistands)budget. De 200 millioner kroner tages ud af de 494 millioner, der på finansloven er afsat til humanitær indsats i u-lande.
Hvis der havde været rigeligt med penge i denne kasse, kunne vi være rimeligt sikre på, at støtten til Asien ikke gik ud over andre ofre. Det er der imidlertid ikke. Der blev i 2002 og 2003 anvendt henholdsvis 563 og 575 mio. kr. til den humanitære indsats.
Af de sidste 220 mio. kr. tages de 120 millioner fra miljøbistanden til u-lande. Det er endnu ikke klart, hvor de sidste 100 millioner til genopbygning skal tages, men det kan meget vel blive fra den almindelige u-landsbistand.
Der er altså tale om, at midler afsat til langsigtet bistand, anvendes til andre formål. Vi yder som samfund ikke noget ekstra. Pengene tages fra andre fattige og miljøet.
Regeringen og Dansk Folkeparti har givet udtryk for, at man er villige til at tilføre ekstra midler, hvis der skulle vise sig at være behov for det. Det løfte bør opfyldes hurtigst muligt efter valget.
Der er ingen grund til at forvente, at fordi der har været en flodbølge i Asien, vil der ikke opstå andre kriser eller naturkatastrofer i løbet af det næste år. Vi må tværtimod regne med, at der også vil være brug for at bistå i forbindelse med jordskælv, sult, tørke, konflikter, flygtningestrømme og fredsskabelse andre steder.
Krisen i Darfur er eksempelvis langtfra løst, og nøden er omfattende.
Det er også vigtigt, at Danmark resten af året vil kunne reagere hurtigt på krisesituationer. Det virker ikke hensigtsmæssigt, hvis der i hvert enkelt tilfælde først skal forhandles i Folketinget. Også Danmarks muligheder for at spille en aktiv rolle i FNs Sikkerhedsråd er betinget af, at der er midler til at bakke nye initiativer op.
Samtidig er det vigtigt at finde ud af, hvordan vi kan sikre, at der også på lidt længere sigt tilføres midler til genopbygning på Sumatra og Sri Lanka.
Det vil tage årevis, før vandforsyningen, sundhedsvæsnet, uddannelsessystemet, hele infrastrukturen og administrationen er genetableret, og i den forbindelse er det desværre nødvendigt at tage højde for, at der vil være grænser for, hvor længe det internationale samfund må forventes at ville engagere sig i områderne.
De statslige myndigheder i de berørte lande må altså gøres til centrale aktører. Men landene har meget få ressourcer. Den gennemsnitlige årsindkomst pr. indbygger i Indonesien var i 2003 på 810 dollar, mens den i Sri Lanka var 930 dollar.
I Danmark var det tilsvarende tal 33.750 dollar. Der er altså tale om lande, som i økonomisk forstand er 35-40 gange så fattige som Danmark.
I den danske debat kan man ellers få indtryk af, at landene hører til de mere velstillede blandt u-landene. Det er ikke tilfældet. De er blot lige knapt så fattige som de mest ludfattige lande i verden.
Hertil kommer, at landene har en betydelig gæld til udlandet. Indonesien er rigtigt hårdt spændt for. Sidste år blev 25 procent af statsbudgettet brugt til at betale af på gælden, som i øvrigt stammer fra en bundkorrupt diktator, der regerede landet i 30 år takket være støtte fra Vesten. Til sammenligning var det kun ca. 7 procent af statens finanser, der i 2001 blev brugt på uddannelses- og sundhedsvæsnet.
Det er ikke godt nok, når de rige lande giver tilbud om henstand med gældsbetalingerne i et års tid. Der er behov for en egentlig gældssanering, hvis vi skal sikre, at staterne kan anvende egne midler til genopbygningen.
Vi vil opfordre til, at Danmark lægger kursen om og arbejder for, at de vestlige kreditorlande giver Indonesien, Sri Lanka m.fl. tilbud om gradvist at få afskrevet deres gæld på betingelse af, at der tilføres midler til de flodbølgeramte områder. Gældslettelse bør være en del af løsningen.
Katastrofen i Asien er af helt ekstraordinære dimensioner. Vi bør alle støtte. Også staten. Derfor bør kassen med midler til humanitær indsats genopfyldes snarest – og den langsigtede bistand bør ikke omdisponeres til katastrofehjælp.
Ellers er der overhængende risiko for, at offerviljen i forbindelse med situationen i Asien reelt vil blive finansieret af ofre andre steder i verden.
John Nordbo er formand for u-landsorganisationen Ibis, Elsebeth Krogh er international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Indlægget stod i Kristeligt Dagblad tirsdag den 25. januar og er stillet til rådighed for u-landsdnyt.dk af forfatterne.
