Ny generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp lader vente på sig

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Meddelelsen om, hvem der skal beklæde et af de mest betydningsfulde jobs i det danske u-landsmiljø, generalsekretærposten i Folkekirkens Nødhjælp, kommer mod forventning ikke i dag tirsdag, oplyser organisationens formand, landsdommer Stig Glent-Madsen til u-landsnyt.dk.

Det var ventet, at sagen var faldet på plads og en generalsekretær udpeget efter mandagens møde i Nødhjælpens styrelse, men Glent-Madsen siger nu, at “beslutningen falder i løbet af næste uge”.

Styrelsen træder næste gang sammen mandag den 13. december til et “open-end”-møde, hvilket indikerer, at man ikke vil lade sig binde til at træffe en afgørelse den dag, og at det godt kan trække ud endnu et par døgn.

Stig Glent-Madsen ønsker ikke overfor u-landsnyt.dk at oplyse grunden til udsættelsen, herunder om der er tale om uenighed i den for tiden 9 medlemmer store styrelsesforsamling.

Derudover er der nedsat et ansættelsesudvalg med 4 medlemmer, hvor sekretariatschef Peter Bo Larsen er sekretær.

48 ansøgere har lagt billet ind på generalssekretærstillingen, som blev ledig, da cand.theol. Peter Lodberg sagde det krævende job op.

Stig Glent-Madsen har tidligere afvist at oplyse, om der er interne ansøgere i bunken, altså fra Nødhjælpens egne rækker. P.t. er international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Elsebeth Krogh, konstitueret som fungerende generalsekretær.

Generalsekretærer åremålsansættes for 7 år, men kan dog maximalt sidde i 10 år. De har altid været teologer af hensyn til kontakten til organisationens naturlige bagland, men det laves der muligvis om på nu.

I hvert fald var teksten i annonceopslaget i de store søndagsaviser formuleret sådan, at det ikke længere er et krav, at man skal have organisatorisk erfaring fra kirkeligt arbejde, men at man “gerne” ser dette.

Det er således heller ikke umuligt, at en kvinde kan beklæde jobbet. Nødhjælpens britiske pendant, Oxfam, har allerede en kvindelig direktør. Hun hedder Barbara Stocking (se også nyhedstelegrammet dags dato om Oxfams kritik af de rige lande på u-landsnyt.dk)

Folkekirkens Nødhjælp er en sværvægter i det danske u-landsmiljø og i dag en af de største humanitære hjælpeorganisationer herhjemme med en omsætning på 344 mio. kr. i 2003.

Organisationen har ca. 100 medarbejdere i Danmark, en række regionale kontorer verden over og et engagement i 50 lande, langt de fleste u-lande. Dertil kommer bl.a. ca. 3.700 frivillige medarbejdere i genbrugsbutikker landet over.

Læs også “Kommentar: Må vi få en kvinde helt i top, tak! – hvad med at begynde med Elsebeth Krogh”, under rubrikken Dansk bistand ude i menuen til venstre, se under dato 30.09.04