En 8 meter høj kopi af den israelske sikkerhedsmur, som Folkekirkens Nødhjælp opførte på årets Roskilde Festival, var ikke misbrug af offentlige midler, skriver Kristeligt Dagblad lørdag.
Det fastslår en revisionsrapport, som Udenrigsministeriet fredag fik om sagen, og som frikender Folkekirkens Nødhjælp for de anklager om sammenblanding af nødhjælp og politik, som blandt andre den israelske ambassadør og Dansk Folkeparti fremførte med krav om reduktion af den økonomiske støtte til organisationen.
Kritikken fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) til at bestille en redegørelse, og i Folkekirkens Nødhjælp er man tilfreds med rapportens konklusion.
– Vi havde ikke regnet med andet, men det er jo altid betryggende at få det sort på hvidt, for selvfølgelig gør det indtryk, når hele det etablerede Danmark vender os ryggen, siger informationschef i Folkekirkens Nødhjælp, Thomas Ravn Pedersen.