Af Elsebeth Krogh, konstitueret generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
Vi vil gerne vurderes på kvaliteten af folkeligheden i vor indsats som u-landsorganisation – men hvem er egentlig bedst til at vurdere NGOernes folkelige forankring? Det spørgsmål stiller Elsebeth Krogh i en kommentar i Nødhjælpens seneste nyhedsbrev.
Danida er nu seriøst begyndt at interessere sig for u-landsbistandens folkelige forankring. Efter et grundigt forarbejde har Udenrigsministeriet offentliggjort rapporten om ”De danske NGOers folkelige forankring 2004.”
Rapporten bygger bl.a. på NGOernes egne oplysninger om deres støtte og forankring i samfundet, og nu kan vi for første gang i rapportform sammenligne i hvert fald de større organisationer.
At Danida nu begynder at vurdere den folkelige forankring, og på sigt gør opbakningen til en betingelse for statsstøtte, skal have fuld opbakning fra os. De private hjælpeorganisationer har i mange år kæmpet for, at vor folkelige forankring blev regnet som et vigtigt særkende ved vores arbejde.
Vi vil gerne vurderes på kvaliteten af folkeligheden i vores indsats, fordi den er så uendelig vigtig for vor “sjæl” som folkelige organisationer.
Problemet har hele tiden været, at folkelighed er svær at sætte på formel – og dermed langt sværere at måle end f.eks. pengeforbruget eller hvor mange telte eller træningskurser, der indgår i hjælpeprojekterne.
Det illustrerede Folkekirkens Nødhjælp i 2000, da vi udgav hæftet ”Værdien af den varme luft.” Meningen med hæftet var at vise, at u-landsbistand netop er mere end sektorprogrammer og konsulentrapporter; At vise at hjælpen til de fattige handler om mennesker – både hjemme og ude.
I ”Værdien af den varme luft” foreslog Folkekirkens Nødhjælp, at man indførte et folkeligt regnskab, der kunne vise befolkningens engagement i bistanden som et selvstændigt målepunkt – med egen værdi.
Ideen om folkelige regnskaber vandt opbakning og praktiseres nu af en række organisationer ud over Folkekirkens Nødhjælp.
Ideen med de folkelige regnskaber er netop, at hver organisation selv sætter de parametre, der betyder noget for den, og derfor får vi en meget bred palet af faktorer, der udtrykker forskellige former for folkelig forankring.
Et fælles format for det folkelige regnskab kan være ganske nyttigt, men må ikke ende i en “bureaukratisering” af folkeligheden.
Det er også vigtigt at holde fast i forskellene og mangfoldigheden, så NGOerne ikke ensrettes. Danida betoner selv i sin civilsamfundsstrategi, hvor vigtigt det er at have et livligt og mangfoldigt NGO-miljø.
Derfor er den nye rapport om NGOernes folkelige forankring interessant, for det er her, vi kan se, hvordan ministeriet helt konkret går ind og vurderer folkeligheden. Og efter at have læst den, sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at det i virkeligheden er medlemmer, bidragydere og indsamlede penge, det handler om.
Derfor kunne man fristes til at stille spørgsmålet: Hvem er egentlig bedst placeret til at vurdere NGOernes folkelige forankring? Er det embedsmændene i Udenrigsministeriet? Eller burde det være nogle folkelige repræsentanter/grupper, der med jævne mellemrum blev bedt om at foretage denne vurdering?
Men uanset, hvem der skal stå for vurderingen af NGOernes folkelige forankring, er det et modigt skridt, Danida har taget i forsøget på at “måle det umålelige”.
Den øgede fokus på folkelig forankring bør alt i alt få både Danida og NGOerne til at gøre en endnu større indsats for at få den danske befolkning med i u-landsbistanden. Det bliver bistanden bedre af. Og det bliver lettere at bevare opbakningen til at hjælpe de fattige.
Uanset hvordan folkeligheden måles og vejes, har NGOerne en vigtig opgave i fortsat at bidrage til, at u-landsbistanden er en folkesag i Danmark.
Elsebeth Krogh, [email protected]
Rapporten er fyldigt omtalt af u-landsnyt.dk. Se under arkiv, søgeord folkelig forankring
