“Vi har valgt side – vi støtter de civile kræfter. Fortalervirksomhed er en integreret del af nød- og udviklingsarbejdet”. Sådan indleder generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp sin ledende artikel i den seneste udgave af organisationens nyhedsbrev, som udkommer tirsdag.
Han fortsætter:
– På årets Roskilde Festival rejste Folkekirkens Nødhjælp som kopi et meget lille stykke af den mur/hegn, der netop nu bygges på Vestbredden.
– Hensigten var at informere om byggeriet og udfordre deltagerne til at tage stilling. Samtidig samlede frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp ca. en halv million kroner ind til nødhjælpsarbejdet på Vestbredden.
– Initiativet delte vandene; Folkekirkens Nødhjælp er både blevet heftigt kritiseret for at tage parti i en kompliceret politisk situation og rost, fordi organisationen har sat fokus på et byggeri med store humanitære konsekvenser for palæstinensernes livsvilkår.
– Tilbage står en vigtig debat om, hvordan humanitære organisationer arbejder i områder præget af dybe politiske konflikter, der kalder på vor indsats og omtanke, fordi nøden som regel opstår, hvor et lands politik ikke længere formår at skabe gode livsvilkår for alle borgere.
– I Folkekirkens Nødhjælp arbejder vi ud fra en sammenhæng mellem nødhjælp, langsigtet udviklingshjælp og fortalervirksomhed. Det kan illustreres ved hjælp af et billede; Nødhjælp er at give den sultende en fisk, udviklingshjælp er at lære en person at fiske, så han/hun ikke sulter i morgen, mens fortalervirksomhed er at hjælpe folk med at få del i fiskerettighederne, det vil sige hjælpe dem med at tage del i politiske forhandlinger og tale deres sag internationalt.
– I moderne udviklings- og nødhjælpsarbejde lægges der stor vægt på fortalervirksomhed. F.eks. støtter den danske regering og Danida nu kun organisationer, der har fortalervirksomhed på programmet. Ideen er, at en langsigtet løsning på verdens fattigdomsproblemer bedst kan nås gennem en kombination af nødhjælp, udviklingsbistand og fortalervirksomhed.
– Folkekirkens Nødhjælp bruger fortalervirksomhed i mange sammenhænge; f.eks. når vi yder nødhjælp i Darfur, men samtidig støtter den danske regering og internationale organisationers forsøg på at lægge pres på den sudanesiske regering for at standse blodsudgydelserne.
– Eller når vi støtter indiske organisationer, der arbejder på at fremme kasteløses rettigheder, samtidig med at vi oplyser danskere og politikere om den indiske regerings manglende indsats på området.
– Eller når vi hjælper de sultende i Zimbabwe, samtidig med at vi søger at styrke de kirker og kræfter i Zimbabwes civilsamfund, der forsøger at danne værn mod Robert Mugabes brutale overgreb.
– Det var den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, der i 1980erne udfordrede Folkekirkens Nødhjælp til at forholde sig til de politiske årsager, som ofte ligger gemt bag nød og manglende udvikling.
– Tutu sagde det på den måde, at Folkekirkens Nødhjælp kunne blive ved med at støtte skoler i Sydafrika med penge, men hvis ikke sorte elever fik ret til at modtage den samme undervisning som hvide elever, ville de mange penge alligevel ikke ændre på den grundlæggende uretfærdighed i det sydafrikanske apartheidsamfund.
– Tutu blev beskyldt for at være ensidig og kommunist. Han betragtes i dag som fortaler for den svages ret, ikke som drømmer eller terrorist. Sådan kan tingene ændre sig over tid, men det kræver, at der er folk, som tør gå foran.
– Det er Folkekirkens Nødhjælps opgave at støtte de mennesker, der lokalt tør arbejde for udvikling og forsoning mellem fjender – det gælder også i Mellemøsten – hvor vi har valgt side til fordel for civile på begge sider, som under ekstremt vanskelige forhold søger at skabe ordentlige levevilkår for befolkningen og bevare håbet om fredelig sameksistens mellem palæstinensere og israelere.
– Det var murens/hegnets placering og humanitære konsekvenser, der var Folkekirkens Nødhjælps ærinde i Roskilde. Det ligger i klar forlængelse af dansk tradition for at tænke fortalervirksomhed med ind i nødhjælps- og udviklingsarbejdet.
Generalsekretær Peter Lodberg har mailadresse [email protected]