Folkekirkens Nødhjælp skal have ny generalsekretær: Peter Lodberg har sagt op

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Folkekirkens Nødhjælp har onsdag med stor beklagelse, som det udtrykkes, modtaget opsigelsen fra sin generalsekretær de sidste to og et halvt år, Peter Lodberg, fremgår det af en presserundsendelse onsdag aften.

Voldsomt arbejdspres og lange togrejser mellem bopælen i Århus og kontoret i København har tvunget Peter Lodberg til at vælge, og han har truffet den svære beslutning at sige det job op, som han ellers har været meget glad for, hedder det.

Per 1. januar 2005 vender han tilbage til Aarhus Universitet for at undervise og forske på Det teologiske Fakultet.

Formanden for Folkekirkens Nødhjælp, landsdommer Stig Glent-Madsen, beklager meget opsigelsen, men støtter Peter Lodberg i hensynet til sit helbred.

– Peter Lodberg har slidt og leveret en fantastisk indsats for Folkekirkens Nødhjælp, og vi beklager Peters opsigelse samtidig med at vi støtter ham i hensynet til sig selv og sin familie, siger Stig Glent-Madsen.

u-landsnyt.dk kan tilføje, at Peter Lodberg er 46 år, og det er aldrig tidligere sket, at en generalsekretær i Nødhjælpen har forladt posten i så ung en alder efter eget ønske uden at der har ventet større udfordringer andetsteds, eksempelvis i FN-systemet.

Lodberg, der blev generalsekretær i 2001 efter Christian Balslev-Olesen, var projektkoordinator i Nødhjælpen en kort overgang (1992-94), før den guldmedalje-belønnede cand.theol. (Aarhus Universitet, 1986) blev præsteordineret i Aarhus domkirke i 1994.

Han var først adjunkt, siden lektor på Det teologiske Fakultet (1994-2001) i Smilets By, indtil han blev generalsekretær i den store humanitære organisation med hovedsæde i Københavns centrum.

www.noedhjaelp.dk

Yderligere oplysninger: Formand Stig Glent-Madsen, tlf. 86 62 05 02