KOMMENTAR
Søndag den 27. september blev EPA-forhandlingerne indledt for præcis 7 år siden. I den forbindelse har både IBIS, Afrika Kontakt, Mellemfolkeligt Samvirke, Kvindernes U-landsudvalg (KULU) og U-landsforeningen Svalerne aktioneret mod EPA-aftalerne.
Under dække af at være gavnlige udviklingsaftaler for nogle af verdens fattigste lande skaber EUs EPA-aftaler blot mere fordelagtige handelsbetingelser for EU-landene selv. EPA står for Economic Partnership Agreements (Økonomiske Partnerskabsaftaler)
Af Søren Søndergaard og Louise Lading Clausen
Søndag var det 7 år siden, at EU indledte forhandlingerne om nye regionale handelsaftaler – de såkaldte EPA-aftaler – med de tidligere europæiske kolonier i Afrika, Vestindien og Stillehavsregionen (AVS-landene).
Aftalernes påståede formål var at fremme den økonomiske og sociale udvikling i de 78 AVS-lande, hvoraf over halvdelen af FN betegnes som mindst udviklede (særligt fattige og udsatte, red.) lande.
Næsten 2 år efter den oprindelige deadline for forhandlingerne har størstedelen af landene stadig ikke skrevet under på aftalerne, fordi de mener, at det vil stille dem ringere. Samtidig kræver de lande, der allerede har indgået EPA-aftalerne, at de genforhandles, da de blev indgået under stort pres fra Kommissionen.
Måske var det tid for EU seriøst at overveje, hvorfor AVS-landene ikke ønsker at indgå EPA-aftalerne i deres nuværende form. Og mon ikke landene allerede havde underskrevet aftalerne, hvis de virkelig var så fordelagtige for dem?
I Ghana har man i øjeblikket brug for støtte til at kunne sætte gang i risproduktionen, men i stedet for at hjælpe landet ved at stimulere industrien og skabe eksportmuligheder, giver EPA-aftalerne blot landene i EU mulighed for at dumpe mange hundrede tons ris årligt i Ghana.
Dette eksempel viser tydeligt, hvordan EU tolker EPA-aftalerne: ikke som de udviklingsaftaler, de oprindeligt blev skabt som, men som gunstige handelsaftaler for EU-landene selv – og en måde at bibeholde kontrollen med eks-kolonierne på.
Kommissionen bør imødekomme AVS-landenes ændringsforslag til EPA-aftalerne og gøre dem mere fleksible og udviklingsorienterede samt frem for alt afstå fra at presse landene til at indgå aftalerne med trusler om toldhævninger på landenes eksportvarer.
De krav, som EU stiller til u-landene, er urimelige, og de cementerer EU’s rolle som en ulv i fåreklæder, når det kommer til international udviklingshjælp.
Søren Søndergaard er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Louise Lading Clausen er sekretær i EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Kommentaren blev bragt lørdag den 26. september i Kristeligt Dagblad og er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af www.sorensondergaard.dk.
