De seneste 3 år har et projekt om kvinders rettigheder i Asien været flagskibet i Sex & Samfunds internationale arbejde. Det langsigtede mål for projektet er sikre de seksuelle og reproduktive rettigheder for kvinder og unge i Pakistan, Indien, Nepal og Bangladesh.
Hvordan er det så gået? Kan man på bare 3 år gøre op, om projektet overhovedet har gjort en forskel. Er mødredødelig i Asien faldet? Adgangen til sundhedsydelser blevet bedre også for de fattigste og de unge? Bliver regeringerne holdt fast på deres løfter? Er partnerne i Sydasien blevet stærkere gennem støtte til det regionale netværk?
Sådan lyder spørgsmålene i en statusopgørelse, der bringes i det seneste elektroniske nyhedsbrev torsdag fra organisationen.
Projektets partnere har alle været involveret i en større evaluering. For nu er projektets første fase slut – i løbet af de næste måneder afvikles de sidste aktivi-teter. Og samtidig skal Danida tage stilling til om projektet skal forlænges med en fase 2.
Det er yderst tvivlsomt, om 28-årige Mala Gupta fra den indiske delstat Uttar Pradesh overhovedet nogensinde har hørt om Danmark. Eller om hun har mærket noget til det dansk-støttede projekt. Men hun er en af de kvinder i Indien, projektet på længere sigt skulle gøre livet lettere for.
Selv om Mala Gupta er en ung kvinde, kan hun næsten ikke huske den gang hun endnu var ugift. Som så mange andre blev hun gift, da hun var 13. Nu har hun født. Som 2 af hendes foregående fødsler endte også den seneste fødsel med, at hendes nyfødte barn døde.
Penge på bordet
På trods af, at babyen lå forkert og det gjorde utroligt ondt, kunne Mala Gupta ikke råbe lægerne og sygeplejerskerne på hospitalet op. De ville se penge på bordet, før de foretog det nødvendige kejsersnit. Først da stod det klart, at Mala risikerede at dø under fødslen, betalte familien.
Pengene fik sygeplejerskerne og lægerne til at gå i aktion – sundhedsydelser på det reproduktive område foregår i mange tilfælde kun mod kontant betaling. De bandt hendes hænder og fødder. Bedøvelsen virkede ikke, og Mala skreg af smerte, da lægen skar gennem hendes maveskind.
Hun kunne mærke, da de tog barnet ud. Da hun lidt efter bad om at få det at se, fik hun at vide, at det var dødfødt. Hun så aldrig sin dreng. Mala har 2 døtre i forvejen – og hendes mand ønsker sig inderligt en søn. Det er dog ikke sikkert, at Mala vil kunne overleve endnu en graviditet og fødsel.
Mala Gupta er fra Uttar Pradesh, en af Indiens folkerigeste delstater og samtidig også den fattigste. Delstaten tegner sig for Indiens absolut højeste mødredøde-lighed: Næsten 40.000 kvinder fra Uttar Pradesh mister hvert år livet under graviditet eller fødsel.
78 procent af alle fødsler foregår uden hjælp fra kvalificeret sundhedspersonale, så Mala Gupta har trods alt været heldig! Der skulle penge op af lommen, inden den indiske kvinde kunne få det kejsersnit, hun havde brug for. WHRAP-projektet i 4 asiatiske lande forsøger med lokale initiativer at gøre op med den slags betaling for reproduktive sundhedsydelser.
Gør jeres indflydelse gældende
Projektet Kvinders rettigheder i Asien – på engelsk: The Womens Health and Rights Advocacy Partnership (WHRAP) – har som mål at styrke lokale organisationer, der arbejder for at forbedre vilkårene inden for ”Safe Motherhood” og unges adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
Projektet er blevet til ud fra en erkendelse af, at NGOer for kvinder i regionen ikke havde den nødvendige kapacitet til at fremføre deres problemer og krav og lægge pres på regeringer og beslutningstagere på såvel lokalt, nationalt og regionalt/internationalt niveau.
Det skal projektet råde bod på ved at skabe institutionelle rammer og netværk, der effektivt kan bruges til at udveksle erfaringer og udvikle strategier for fortalerarbejde om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Samtidig lægger projektet vægt på at skabe synergi (vekselvirkning) mellem arbejdet på lokalt, nationalt og regionalt/internationalt niveau.
Arbejdet på lokalt niveau tager udgangspunkt i, at kvinder og unge skal erkende, at de har rettigheder på det reproduktive område og at man kan opnå forbedringer ved at varetage sine interesser gennem målrettet fortalervirksomhed.
Dette lokale arbejde, som også består i at samle data om problemer og mangler ved sundhedsydelserne, kan være forudsætningen for at udføre et effektivt fortalerarbejde nationalt og internationalt.
Stadig langt igen
Evalueringen af projektets første fase omfattede bl.a. besøg hos partner-organisationer i Bangladesh og Nepal, og en uges evaluerings- og planlægnings-workshop for alle WHRAP-partnerne, hvor det blev diskuteret, hvad der kom ud af fase et, og hvad der kan gøres bedre i fase 2.
Regionens kvinder og unge, der har deltaget i projektet, har i en vis udstrækning fået redskaber i hånden til at erkende deres situation, når det handler om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
Nu er de – via deres lokale organisationer – systematisk begyndt at understøtte hinanden i netværk, der har til formål at få myndigheder og andre til at anerkende og opfylde deres krav om adgang til reproduktive sundhedsydelser.
WHRAP-projektet har støttet de nationale partnere i at påvirke lovgivning og politikdannelse på nationalt niveau – samt i at få indflydelse på regeringernes gøren og laden i f.eks. regionale samarbejdsorganisationer for landene i Asien og i FN-systemet.
På alle de områder har WHRAP-projektet skabt resultater, der kan bygges videre på i næste fase.
Samtidig erkendes det, at 3 år ingen afgørende forskel kan gøre for kvinders og unges vilkår i Asien. Der er stadig lang vej til målet, som er at alle skal have ad-gang til reproduktiv sundhed inden år 2015.
Derfor er der al mulig grund til at forlænge projektet, for det er der i høj grad brug for, mener Sex & Samfund.
NEDENFOR en præsentation af nogle af de væsentligste resultater af WHRAP-projektet.
Kamp mod diskrimination og korruption i Bangladesh
Blandt de mange eksempler på betydningen af et velorganiseret lokalt fortalerarbejde, kan partneren i Bangladesh fremvise et godt resultat på lokalt plan.
Her har partneren gennem længere tid arbejdet for at sikre lige adgang til – og gøre op med korruptionen i – den lokale offentlige sundhedsmyndighed.
Forhistorien er, at partneren i flere år har været engageret i at sikre, at sundhedsmyndighederne på kommuneniveau lever op til kravet om at tilbyde alle kvinder serviceydelser, der har med sundhed i forbindelse med graviditet og fødsel at gøre.
Takket være pres fra de lokale organisationer, der er tilknyttet WHRAP, lykkedes det langt om længe at få aktiveret den lokale sundhedsmyndighed Upazila Health Advisory Committee, og få skabt opmærksomhed om, at fattige kvinder bliver diskrimineret og fejlbehandlet.
Det har bl.a. ført til, at lægerne oftere end før møder frem på klinikken frem for at modtage patienterne i hjemmekonsultation, hvor der tidligere i et vist omfang er givet penge under bordet. Samtidig har det ført til, at markant flere kvinder er taget under behandling og at ydelserne på den lokale klinik er blevet bedre.
Indflydelsen på national politik
WHRAP-organisationernes effektive arbejde for i fællesskab – organiseret gennem Sex & Samfunds partner paraplyorganisationen ARROW (Asian-Pacific Ressource & Research Centre for Women) – at påvirke internationalt i forbindelse med FN-topmødet har kun kunnet lade sig gøre, fordi organisationerne hver for sig har et netværk til nationale politikere og meningsdannere.
Gennemgående har organisationerne i de 4 lande tæt dialog med parlamentarikere og ministre samt med em-bedsmænd i relevante ministerier. Evalueringsrapporten viser, at det især var i foråret og sommeren 2005 – op til topmødet i New York i september 2005 – at der var mange møder og konferencer med repræsentanter for landenes nationale politiske systemer.
Således var det på initiativ af WHRAP-partneren i Nepal – Beyond Beijing Committee – at den nepalesiske regering brugte det regionale møde i Bangkok i juli til at foreslå nedsættelsen af en regional Task Force til at styrke gennemførelsen af FNs udviklingsmål i Sydasien.
Omvendt spillede et regionalt initiativ ind på national politik, da Indiens regering efter Bangkok-mødet og et efterfølgende nationalt dialogmøde i Indien fik øjnene op for betydningen af reproduktiv sundhed, og begyndte at advokere for, at reproduktiv sundhed skulle nævnes i sluterklæringen fra New York-topmødet.
Kvinder i Asien og FN i New York
Det afgørende FN-topmøde i september 2005 endte godt, for i sluterklæringen kom der til at stå, at alle skal have adgang til reproduktiv sundhed inden 2015. Tidligere på året så det imidlertid ud til, at USA og andre lande ville få held til at holde ordene ”reproduktiv sundhed” totalt ude fra teksten.
Netværket af WHRAP-organisationer i de 4 lande gik sammen med andre NGOer i aktion. Blandt mange andre aktiviteter, der tager sigte på at påvirke den internationale meningsdannelse, bidrog WHRAP med input til de forhandlinger, der foregik i juni 2005 på den særlige generalforsamlingshøring i FN-bygningen i New York.
Her benyttede WHRAP mulighederne for at påvirke udkastet til slutdokument, inden det blev præsenteret forud for FN-topmødet i september. 2 af WHRAP-partnerne deltog i høringen, hvor de bl.a. uddelte et forslag til ændring af delmål og indikatorer.
I slutningen af juli holdt repræsentanter for WHRAP-organisationerne et møde i Bangkok, der endte med at de deltagende regeringsdelegationer tilsluttede sig en erklæring om, at reproduktiv sundhed er en integreret del af den globale strategi til bekæmpelse af fattigdom.
Det var som bekendt det, der kom til at stå i slutdokumentet fra FN-topmødet.
Kilde: Sex og Samfunds elektroniske nyhedsbrev
