Kommentar: Er det nu klogt at vælge en politiker som MS-forkvinde?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

KOMMENTAR (rettet version, mandag formiddag)

Af Jesper Søe
redaktør af u-landsnyt.dk

Mellemfolkeligt Samvirkes formand gennem 4 år, fagforeningsmanden Søren Hougaard, holder nu som formand og rejser 1. oktober ud for at jobbe for Dansk Røde Kors i Østafrika.

Ind fra venstre – og udenom MS-bestyrelsen – hentes SF-politikeren Trine Pertou Mach direkte ind fra gaden, om man så må sige. Overhaler mulige kandidater i MS-systemet i et kæmpe-hop. Den hidtidige næstformand, Berit Asmussen, får således lov at blive siddende som – næstformand.

Er det nu klogt i disse stærkt politiserede tider? Det er al ære værd, at MS, som så længe har været mands-domineret i de styrende gremier, sætter en kvinde helt i front. Men behøver det absolut være en aktiv politiker?

Trine Pertou Mach er jo ikke bare en “sleeping” SFer. Hun er opstillet til næste folketingsvalg i København, sidder i partiets hovedbestyrelse og internationale udvalg. Har kort sagt ambitioner om en politisk karriere.

Hvad nu, hvis hun kommer i Folketinget ved næste valg, der jo ikke behøver ligge særligt langt væk? Skal hun så trække sig fra formandsstolen i Borgergade? Eller har man tænkt sig at lade hende blive siddende?

Det ligner en hovsa-løsning, at formands-vælge hende nu. Man har ellers haft god tid. Søren Hougaard meldte ud for et år siden, at han kun ville tage en periode mere.

Trine Pertou Machs valg vil gøre det alt for let for VKO at affærdige videre besparelser og kritik af MS og organisationens holdninger og udspil med en underliggende mumlen om, at MS jo bare er “SF i pjalter”. Akkurat som Folkekirkens Nødhjælp har stået for skud fra især Dansk Folkeparti for at være “Det radikale Venstre i pjalter”.

Og her har man endda valgt en forkvinde, som ikke er politisk engageret.

U-landsmiljøet bør ikke politiseres på denne måde i forreste geled. Det må være nok, at det allerede er det i andet og tredje.