Nødhjælp for næsten 20 millioner kroner er i disse dage på vej fra Danmark til overlevende ofre for flodbølgen i Det Indiske Ocean takket være private bidrag og donationer fra større virksomheder, skriver DR Online torsdag.
Beløbet er steget støt, efterhånden som katastrofens omfang er gået op for danskerne, og det ventes at stige yderligere i de kommende dage, når også giroindbetalingerne til nødhjælpsorganisationerne løber ind, oplyser organisationerne.
Torsdag aften oplyste Roskilde Festival, at festivalens ledelse har besluttet at donere én million kroner til ofrene. Pengene gives gennem Folkekirkens Nødhjælp og er øremærket hjælpearbejdet i det sydøstlige Indien og Sri Lanka.
Dansk Røde Kors havde torsdag eftermiddag fået 10 mio. kr. at gøre godt med i katastrofeområderne. Alene inden for det seneste døgn er der kommet omkring fire millioner kroner ind. Pengene er kommet ind via organisationens hjemmeside, sms, 90-telefonnumre og giroindbetalinger, og erfarne nødhjælpsfolk fra Dansk Røde Kors skal blandt andet koordinere indsatsen i den hårdt ramte Aceh-provins i Indonesien.
Flere større virksomheder har doneret op til en million kroner til nødhjælpsarbejdet, og pengene går først og fremmest til at dække det akutte behov for mad, medicin og husly.
Desuden besluttede Grønlands landsstyre torsdag at give godt 1,1 million kroner til Grønlandsk Røde Kors. Det svarer til 20 kroner fra hver indbygger i Grønland. Den danske regering har doneret 85 mio. kr. til det internationale hjælpearbejde, hvilket svarer til 16 kroner fra hver dansker.
– Vi er taknemmelige for både de mindre bidrag fra private, for de meget kreative indsamlinger, der foregår mange steder i landet, og for det fornemme signal, der ligger i, at danske erhvervsliv også bakker sådan op omkring arbejdet med at støtte ofrene, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, der sent torsdag rejser til Indonesien.
Røde Kors modtog torsdag bl.a. 250.000 kroner fra Dansk Boldspil-Union (DBU), der skal gå til ofrene for katastrofen i Sydøstasien.
Desuden vil DBU i et mere langsigtet perspektiv tilbyde assistance til fodboldforbundene i de asiatiske lande, der er hårdest ramt af jordskælvet og flodbølgerne. Tilbuddene formidles, dels via de danske afdelinger af de internationale hjælpeorganisationer, dels direkte til fodboldforbundene i de pågældende lande.
Folkekirkens Nødhjælp sørger for nødhjælp til 300.000 mennesker i Indien og 100.000 i Sri Lanka for de mere end 5,5 millioner kroner, de foreløbig har fået ind.
Red Barnet har modtaget godt en halv million kroner i bidrag. Foruden at sørge for at dække det helt akutte behov for mad, vand og hospitalsudstyr bruger børnehjælpsorganisationen pengene til at hjælpe børn med at finde deres forældre efter flodbølgen samt til at få gang i skolerne igen, så børnene kan komme videre med deres liv.
UNICEF Danmark havde torsdag modtaget 1,5 mio. kr., som bl.a. bruges til legetøj som led i traumebehandlingen af børnene.
Fra Læger Uden Grænser sender man medicin og hospitalsudstyr af sted til Sumatra og Sri Lanka for en million kroner.
Også lægeorganisationen oplever, at bidragene stiger dag for dag. På katastrofens første dag indbetalte danskerne 2.000 kr. til lægeorganisationen. Næste dag var beløbet oppe på 17.000 kr., og onsdag stod der 305.000 kr. på indsamlingskontoen.
Flodbølgen har foreløbig kostet over 125.000 døde, mens millioner er hjemløse, anfører DR Online.