Selv om Odd Steenberg sjældent brugte penge på sig selv, var han alt andet end nærig.
Mens den tidligere direktør i Kampsax levede, kendte familien ham som en gavmild mand – og han har netop efterladt 7 millioner kr. til Røde Kors, skriver Dansk Røde Kors på sit website onsdag.
– Han var meget generøs. At give til velgørenhed passer godt til sådan, som han var, fortæller hans lillesøster, Carin Naae.
Indtil det sidste boede 96-årige Odd Steenberg i en ét-værelses lejlighed og passede på sit tøj i årevis. Men lige så sparsommelig han var, når det gjaldt ham selv, lige så gavmild var han over for andre, husker Carin Naae.
Han ville have, at hans penge gik til dem, der trænger, hvad enten det er i Asien, Afrika eller Herning, fortæller hun.
Støttede flere gange
Mens Odd Steenberg levede, støttede han ofte Røde Kors arbejdet – siden 1999 med omkring 180.000 kr. Og efter sin død efterlod han godt halvdelen af sin arv til Dansk Røde Kors – de 7 millioner.
Odd Steenberg var uddannet ingeniør og arbejdede i mange år for virksomheden Kampsax, hvor han var direktør. Moderen var norsk og han rejste livet igennem ofte til Norge.
Stigning i arv
Odd Steenberg er langt fra den eneste, der vælger at testamentere en del af sin arv til at hjælpe mennesker i nød. Selv om kun halvdelen af året er gået, har Røde Kors allerede nu modtaget godt 19 millioner kr. i arv, hvilket er dobbelt så meget som forventet.
– Vi er naturligvis glade og taknemmelige for, at mange vælger at efterlade en arv til vores hjælpearbejde. Både når det er store summer som arven efter Odd Steenberg og mindre beløb, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.
Pengene rækker langt
Pengene fra testamenterne går bl.a. til socialt arbejde i Danmark, til at reducere sult og alvorlige sygdomme i den fattigste del af verden og yde mere hjælp ved krige, jordskælv og oversvømmelser.
De 7 millioner kroner, Røde Kors netop har arvet, kan gøre en enorm forskel. Eksempelvis kan man for beløbet forsyne omkring 300.000 mennesker i op til 3 år med myggenet, der beskytter mod malaria – en sygdom, der hvert år dræber omkring en million, især gravide og børn under 5 år.