Den nye generalsekretær for Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, ønsker at lære den danske befolkning og de danske soldater, hvordan man fører krig på den rigtige måde, fremgår det af et interview på JP online mandag.
– Jeg ønsker at prioritere at gøre den danske befolkning og de danske soldater bekendte med, at der er regler for, hvordan man fører krig. Specielt i lyset af, at Danmarks altså er i krig i Afghanistan, siger generalsekretæren.
Han vil gerne undgå, at danske soldater begår krigsforbrydelser på linje med de overgreb, der blev afsløret blandt amerikansk militærpersonel i fængsel Abu Graib i Baghdad i 2004.
– Jeg så gerne, at der ikke herskede tvivl om, at Danmark overholder krigens regler, og at vi fører krig på den måde, som vi internationalt er forpligtigede til. Det underminerer vores moralske grundlag for at føre krig, hvis vi ikke holder os fuldstændigt striks til, hvad der er rigtigt at gøre, anfører Ladekarl.