Oversvømmelser rammer millioner i Kina – Røde Kors udsender appel

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Oversvømmelser i Kina – Røde Kors beder om hjælp

De værste oversvømmelser i 100 år i Kina får nu Røde Kors til at bede om hjælp, skriver Dansk Røde Kors i en pressemelding mandag.

Siden maj har voldsom regn tvunget over 5 millioner kinesere væk fra deres hjem og enorme landsbrugsområder er sat under vand.

Oversvømmelserne har ramt 24 provinser og mange steder melder myndighederne om de værste oversvømmelser, siden man begyndte at registrere disse. I alt er 200 millioner kinesere berørt.

Kinas Røde Kors har bedt Internationalt Røde Kors om hjælp til den enorme opgave. I første omgang udsender Internationalt Røde Kors en appel på knap 42 mio. kr. til at hjælpe 400.000 af de fattigste og værst ramte.

– Vi læser meget om den stigende velstand og levestandard i Kina. Men store dele af befolkningen lever fortsat i absolut fattigdom på landet. Det er blandt de fattigste af disse, at vi nu kan yde en indsats, siger katastrofechef i Dansk Røde Kors, Birgitte Ebbesen.

En del af hjælpen vil gå til etniske minoriteter. De bor ofte i vanskeligt tilgængelige områder og får traditionelt mindre hjælp end kinesere i mere befolkede områder.

Dansk Røde Kors sender i første omgang hjælp for 750.000 kr. af sted til ofrene for oversvømmelserne i Kina. Disse penge er finansieret af Danidas varebevilling.

Det faktum, at Kinesisk Røde Kors – der selv har meget stor kapacitet og samler ind i de rigere egne af Kina – har bedt Internationalt Røde Kors om hjælp, er med til at understrege situationens alvor.

Oversvømmelser er en årligt tilbagevendende begivenhed i Kina, men dette års regn har været overraskende voldsom – og ført til en meget alvorlig humanitær situation mange steder i det enorme land.

Yderligere oplysninger hos pressechef i Dansk Røde Kors, Hans Beck Gregersen, på 20 82 84 15.