Dansk Røde Kors har indledt en storstilet indsamling af brugte mobiltelefoner. Ved at aflevere sin brugte mobiltelefon til Røde Kors støtter man hjælpearbejdet verden over, skriver organisationen i en pressemeddelelse fredag.
I alt ligger 10 millioner mobiltelefoner gemt og glemt i skuffer og skabe i danske hjem. Telefoner der kan gøre en massiv forskel.
– En brugt mobil virker værdiløs, men for Røde Kors er den guld værd. For hver telefon, vi modtager, kan vi sende helt op til 40 kr. af sted til vores hjælpearbejde i verden, siger Lars Linderholm, projektleder i Dansk Røde Kors.
Telefonerne bliver sat i stand og solgt videre. For hver enkelt mobiltelefon modtager Dansk Røde Kors 25-40 kroner. Det betyder i runde tal, at 10 brugte mobiltelefoner kan brødføde en familie eller give rent vand til 25 mennesker i en måned.
Mobiltelefonerne kan afleveres i alle Røde Korses genbrugsbutikker.
– Dansk Røde Kors har en genbrugsbutik i knap 200 byer landet over, så der er ikke langt til den nærmeste. I butikkerne står frivillige fra Røde Kors klar til at tage imod telefonerne, siger Lars Linderholm.
Telefonerne må gerne være gamle, men skal være funktionsdygtige – ellers er det elektronisk affald, som bør på genbrugspladsen.
Man kan læse mere om projektet og finde den nærmeste genbrugsbutik på www.drk.dk
Flere informationer hos projektleder Lars Linderholm på 2074 4470