Amnesty Danmark vil ikke opfordre kronprins Frederik til at holde sig væk fra åbningsceremonien ved OL i Beijing i august, efter at britiske prins Charles har meddelt, at han bliver væk på grund af Kinas politik i det besatte Tibet.
– I første omgang vil vi afvente den næste halvårsrapport, der kommer i februar. Vi har et håb om, at forholdene måske er blevet forbedret. Men vi har også besluttet, at vi ikke vil blande os i, hvem der deltager fra dansk side i OL, ligesom vi ikke vil blande os i, hvor OL bliver holdt, siger kommunikationschefen i den danske afdeling af Amnesty International, Dan Hindsgaul til B.T.
– Det er jo en sportsbegivenhed. Og vi kunne få travlt, hvis vi skulle kritisere hver gang, en sportsbegivenhed holdes et sted, hvor menneskerettighederne krænkes. Men vi bruger OL som anledning til at gøre opmærksom på de grove krænkelser af menneskerettighederne, der foregår i Kina, siger Hindsgaul til avisen.
Læs også om Støttekomiteen for Tibets åbne brev til kronprinsen på
www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=14201&mode=Nyhed
KOMMENTAR
Skam få Amnesty!
Skam få den vankelmodige Dan Hindsgaul, som med sine visse-vasse udtalelser trækker hele Amnesty Danmark med ud i moradset.
For det første har han misforstået situationen. Der er nemlig ikke tale om boykot af selve OL, men om at undlade at blåstemple de arrangementer, hvor det officielle Kina slår på tromme for sig selv.
Vi repeterer lige, hvad Støttekomiteen for Tibet har skrevet til kronprinsen:
“Vi er meget opmærksomme på, at De har en stor interesse i sport og ønsker at blive medlem af IOC, og at det derfor ville være et stort offer at blive væk fra Beijing. Vi vil dog opfordre Dem til kun at være til stede ved de egentlige sportsarrangementer, men ikke ved de officielle kinesiske arrangementer, hvor De alene ved Deres tilstedeværelse legitimerer Kinas menneskeretskrænkelser og ødelæggelsen af Tibet”, anfører foreningen bl.a. i sit brev.
Brevet er reelt en appel til kronprinsens gode samvittighed, men den behøver han slet ikke lade sig anfægte af, hvis det står til Hindsgaul. For det er jo bare sport, og det er der så meget af hele tiden; ergo kan man ikke rende rundt og boykotte i tide og utide.
Nej, Hindsgaul, det er som sagt ikke selve legene, men den officielle festivitas, det drejer sig om.
Men selv hvis vi ser bort fra denne sondring er der – for det andet – mange og gode grunde til at boykotte eller i hvert fald opfordre til at nedtone Danmarks sportslige profil i Beijing. For sport og politik er svært – meget svært – at adskille.
Akkurat som vi så det i 1980, da der blev afviklet Sommer OL i det daværende Sovjetunionens hovedstad, Moskva.
I undervisningsmateriale fra Anti Doping Danmark står der således i kapitlet om “Sport og politik i nyere tid”:
“USA, Vesttyskland, Norge, Japan og nogle få andre lande boykottede (dvs. nægtede at deltage i) Legene, fordi Sovjetunionen holdt nabolandet Afghanistan besat. Til gengæld boykottede Sovjetunionen og de fleste andre af østbloklandene OL i Los Angeles i 1984.
Den olympiske ide er måske nok en ide om en sportslig sammenkomst i fredens og venskabets tegn. Men OL er i takt med den stigende opmærksomhed, som OL nyder, blevet politiseret (dvs. gjort politisk) mere og mere”.
Ja, så rigtigt, så rigtigt. At holde sport og politik adskilt er en saga blot. Spørg blot de sportsgale hvide sydafrikanere, som oplevede den værste boykot af alle fra omverdenen: At deres landsholdsyndlinge og andre stjerner ikke kunne deltage i internationale kampe og stævner, heller ikke OL – og ingen udefra kunne tage til apartheidstaten og stille op i konkurrenceidræt.
Mangen en kommentator er siden nået til den konklusion, at dette og andre boykot-tiltag i høj grad bidrog til at bringe racestyret til fald.
Og hvad med Danmark i Moskva? Ja, vi deltog, men med vor egen form for protest over Afghanistan-invasionen. Danmark stillede op under OL-flaget og ikke Dannebrog, og de danske guldmedaljevindere hørte den olympiske hymne i stedet for Kong Christian eller Der er et yndigt…
Repræsentanter for det officielle ikke-sportslige Danmark var selvsagt fraværende.
Tibets skæbne
Kina invaderede Tibet og har siden holdt bjerglandet besat og undertrykt i årtier – i strid med al folkeret. Tibets naturrigdomme udplyndres, tibetanernes politiske frihedsrettigheder knægtes på groveste vis og snart er de tilmed i undertal i deres eget land på grund af statsstøttet masseindvandring af HAN-kinesere.
Hvad er forskellen på Sovjets invasion af Afghanistan og Kinas invasion af Tibet, Dan Hindsgaul?
Vi skal gerne svare: Kinas undertrykkelse af Tibet er så langvarig og grundig, at afghanerne må prise sig lykkelige for ikke at have fået uindbudte kinesiske gæster.
Alligevel berettiger det hverken til, at Danmark boykotter eller nedtoner legene sportsligt, endsige bliver væk fra den omgivende officielle festivitas. I hvert fald ikke ifølge Amnesty Danmarks kommunikationschef.
Vi skal gerne minde om, at OL ikke er et eller andet tilfældigt idrætsstævne. Det er verdens største sportsbegivenhed, slet og ret, og styret i Beijing har sat alle sejl til for at udnytte den enorme goodwill-værdi.
Berlingske Tidende beskriver det udmærket i en artikel fredag. Heri hedder det bl.a., at “Kinas officielle ansigt udadtil er ved at blive sminket (op til OL, red.). Det betyder også (udover rene og pæne gader m.v.), at man rydder op i aktivister og meningsdannere… de næste måneder vil den oprydning tage til, mener flere forskere og analytikere…”.
Med andre ord: Kritiske røster gøres tavse, ingen sprækker i facaden, mens nøje udvalgte trænes i at være gode kinesiske tilskuere, som det fremgik af en TV-reportage torsdag.
Kina er et land med et groft undertrykkende styre; et styre, som til enhver tid slår ned på ubekvemme røster, især hvis de nævner ordet demokrati. Et styre, som ikke undså sig for at meje blomsten af sin studerende ungdom ned på pladsen med det ironiske navn “Den Himmelske Fred”.
Et styre, som henretter flere end nogen anden stat her på jord. Amnesty har selv tit og ofte beskrevet henrettelsesmetoderne, lige fra mobile gaskamre til nakkeskud. Og kan på sin hjemmeside netop nu berette om det seneste påfund: Dødssprøjter, se www.amnesty.dk/default.asp?mode=newsletter&page=974?=da
Hvor meget skal der til, før det officielle Danmark bør reagere? Øjensynligt meget mere end nu ifølge Amnesty Danmarks Hindsgaul.
At denne holdning skulle komme fra talsmanden for en organisation, der mere end nogen anden bryster sig af at beskytte de elementære menneskerettigheder, som styret i Beijing så flittigt træder under fode, ja, det er dybt beskæmmende.
Og tag ikke fejl. Hvor tom og lille en demonstration, det på denne dystre baggrund end måtte opfattes herhjemme, så vil fraværet af kronprinsen fra H.C. Andersens fødeland – den digter alle kinesiske børn kender – ved åbningshøjtideligheden i Beijing den 8. august være et slag i ansigtet på et styre, som til enhver tid har vist, hvor ømskindet det er overfor den slags handlinger.
I Østen må man ikke tabe ansigt. Det har Amnesty Danmark allerede gjort med sit uforståelige – ja vel ret ynkelige – vankelmod.
Hvor mange menneskerettigheder skal Kina krænke groft, hvor mange slæbes til nakkeskydning og hvor mange tibetanere skal undertrykkes – og hvor længe -, før nok er nok for Amnesty Internationals danske afdeling?
Eller er det bare kommunikationschefen, der har fået det forkerte ben ud af sengen? Hvad siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen?
Redaktionen af u-landsnyt.dk
