Kursen over for fredelige kinesiske menneskeretsaktivister er blevet hårdere her 4 måneder før De Olympiske Lege indledes i Beijing.
Kina lever ikke op til sine løfter om reformer, skriver Amnesty International i en ny rapport, der sætter fokus på de aktivister, som bliver forfulgt og tilbageholdt af myndighederne.
Amnesty opfordrer de kinesiske myndigheder til omgående at stoppe den hårde kurs mod kinesiske menneskerettighedsforkæmpere i Beijing og andre dele af Kina såvel som mod demonstranter i Tibet.
Rapporten er den næstsidste af Amnestys Countdown-rapporter frem mod OL, og indeholder et særligt tillæg om urolighederne i Tibet – se tillægget i sin helhed på
www.amnesty.dk/log/D3301-da.pdf
– De kinesiske myndigheder slår hårdere ned på fredelige aktivister på grund af OL, siger Irene Khan der er generalsekretær i Amnesty International, og lægger til:
– Den hårde kurs rejser tvivl om de kinesiske myndigheder overhovedet har til hensigt at leve op til deres løfter om at forbedre menneskerettighederne.
I og omkring Beijing myndighederne tilbageholdt adskillige fredelige menneskeretsaktivister og truet andre til tavshed. Den hårde kurs er en del af myndighedernes “oprydning” i månederne op til OL i august. Også i Tibet og de omkringliggende områder har politi og militær slået hårdt ned på demonstranter.
– Regeringerne skal bruge tiden frem til OL på benhård kritik af de kinesiske overgreb på menneskerettighederne og bør omgående intensivere kritikken, siger generalsekretær i den danske afdeling af Amnesty International, Lars Normann Jørgensen.
Han opfordrer den danske statsminister til at gå forrest med en officiel, offentlig og konsekvent kritik af de udbredte menneskeretskrænkelser. – Vi kan ikke forestille os, at den danske statsminister vil undlade at forsvare ytringsfriheden, hvis han som bebudet rejser til Kina i forbindelse med OL, anfører Normann Jørgensen.
Amnesty opfordrer de kinesiske myndigheder til at:
– løslade alle samvittighedsfanger;
– ophøre med vilkårlige tilbageholdelser, intimidering og chikane af aktivister;
– ophøre med administrativt fastsatte straffe;
– tillade fuld og fri adgang til hele Kina for alle journalister;
– reducere antallet af forbrydelser, der kan medføre dødsstraf, som et skridt på vejen til helt at afskaffe dødsstraffen.
– straks at give FN og uafhængige observatører adgang til Tibet og omkringliggende områder;
Amnestys rapport sætter fokus på de kinesiske myndigheders jagt på fredelige aktivister, der kritiserer myndighedernes overgreb, eller som sammenkæder menneskeretskrænkelser og Beijings OL-værtskab. I rapporten opridses flere eksempler på aktivister, der er tilbageholdt udelukkende for på fredelig vis at have givet udtryk for deres holdninger:
– Yang Chunlin blev den 25. marts 2008 idømt 5 års fængsel for “undergravende virksomhed” efter at have stået i spidsen for en kampagne med parolen: “Vi vil ikke have OL, men menneskerettigheder”. Han blev efter sigende torteret af politiet, men har ikke rejst disse anklager for en domstol.
– Aktivisten Hu Jia fra Beijing blev 18. marts 2008 stillet for retten for “undergravende virksomhed” i forbindelse med sit menneskeretsarbejde. Hu Jia har allerede tilbragt mange måneder i husarrest. Hans kone, Zeng Jinyan, sidder fortsat i husarrest sammen med parrets nyfødte barn.
– Journalisten Shi Tao blev tilbageholdt 24. november 2004 og officielt arresteret den 14. december samme år. I april 2005 blev han idømt 10 års fængsel for “ulovligt at viderebringe statshemmeligheder til udenlandske entiteter”.
Det skete, fordi han havde videreformidlet information om et direktiv fra “Central Propaganda Department”, som instruerede de kinesiske journalister i, hvorledes eventuelle uroligheder i forbindelse med 15-årsdagen for begivenhederne på Den Himmelske Freds plads skulle behandles.
De seneste måneders “oprydning” forud for OL har resulteret i tilbageholdelse af et stort antal kritikere i Beijing, hvoraf mange er sendt tilbage til deres hjemprovins.
Mange idømmes “genopdragelse gennem arbejde” – en grov form for frihedsberøvelse, hvor den tilbageholdte hverken har adgang til advokat, retssag eller nogen form for juridisk behandling og ofte ikke får at vide, hvad han eller hun er anklaget for.
“Opdragelsen” foregår i arbejdslejre, hvor de kan tilbageholdes i perioder på op til 3 år med mulighed for et års forlængelse. Hundredtusindvis af mennesker menes at være tilbageholdt i arbejdslejre over hele Kina.
Der foregår desuden en gennemgribende kontrol med kinesiske hjemmesider, og mange websites er de seneste måneder blevet lukket af myndighederne. Med 210 millioner brugere er Kina godt på vej til at blive det land i verden med flest borgere på nettet.
Siden september 2007 har brugerne kunnet møde 2 animerede politibetjente, der dukker op på alle hjemmesider, som er registrerede på Beijings server. Det virtuelle politi advarer brugerne om at besøge “ulovlige” hjemmesider og minder på den måde den besøgende om, at han eller hun bliver nøje overvåget af myndighederne.
Læs mere om OL i Beijing på www.amnesty.dk/ol2008