Et år før startskuddet til De Olympiske Sommerlege (OL) i Beijing er der fortsat omfattende rapporter om menneskeretskrænkelser i Kina – på trods af de officielle løfter om at bruge OL som løftestang til at fremme menneskerettighederne, skriver Amnesty International tirsdag i en presseudtalelse.
I sin seneste evaluering af de kinesiske myndigheders tiltag på området konkluderer Amnesty International, at mange aktivister og menneskeretsadvokater i Beijing fortsat er udsat for husarrest og omfattende politiovervågning. Samtidig oplever menneskeretsaktivister i andre dele af Kina i stigende grad krænkelser og overgreb.
– Hvis ikke de kinesiske myndigheder i løbet af det kommende år tager markante tiltag for at stoppe menneskeretskrænkelserne, risikerer de at plette Kinas omdømme og den olympiske arv. De grove krænkelser står i grel modsætning til grundværdierne i det olympiske charter, når det gælder “beskyttelse af menneskelig værdighed” og “respekt for universelle, fundamentale etiske principper”, siger Irene Khan, der er generalsekretær i Amnesty International.
Amnestys rapport sætter fokus på 4 kerneområder: Dødsstraf, fængsling uden retssag, menneskeretsaktivister og pressefrihed.
I øjeblikket er den kinesiske befolkning vidner til myndighedernes hårde linje over for journalister og aviser. Det førte for nylig til lukningen af flere publikationer, som beskæftiger sig med udviklingen i samfund.
Samtidig benytter myndighederne sig i vidt omfang af fængslinger uden retssag som led i Beijings “oprydning” forud for De Olympiske Lege. Fængslingerne sker på trods af, at Kina i mange år har haft til hensigt at reformere eller afskaffe sådanne tilbageholdelser og programmet for “efteruddannelse gennem arbejde”.
– Den hårde kurs over for menneskeretsaktivister og lokale medier overskygger de positive reformer på dødsstrafsområdet og forholdene for den udenlandske presse i Kina. Ikke nok med at vi endnu ikke har set indfrielsen af løfterne om, at OL ville hjælpe til at forbedre menneskeretssituationen i Kina. Politiet udnytter også OL som påskud til fængslinger uden retssag, anfører Irene Khan.
Kina er fortsat verdens førende eksekutor af dødsstraf med anslået 8.000 henrettelser i 2006, men Amnesty International bemærker, at flere embedsmænd fra den kinesiske højesteret på det seneste har udtrykt behov for større gennemskuelighed om dødsstraffen og faste kriterier for, hvornår den kan anvendes. I dag er hele 68 lovovertrædelser forbundet med mulighed for at idømme dødsstraf.
Amnesty efterlyser i den forbindelse en national statistik om dødsdomme og henrettelser.
– Brugen af dødsstraf i Kina sløres stadigvæk. Fuld gennemskuelighed er afgørende for at undgå justitsmord og for at sikre, at den kinesiske offentlighed kan få adgang til information om dødsstraf. Udførlige nationale statistikker over dødsstraf i Kina skal frem i lyset, siger Irene Khan.
Yderligere oplysninger hos presseansvarlig Ole Hoff-Lund, tlf. 33 45 65 55 og kampagnekoordinator Joakim Lundström, tlf. 33 45 65 88
Læs mere på http://web.amnesty.org/library/Index/ENGASA170242007