6 menneskeretsgrupper har i en fælles rapport opgivet navne og detaljerede oplysninger på 39 CIA fanger, som menes tilbageholdt af USA på endnu ukendte lokaliteter, skriver Amnesty Danmark i en pressemeddelelse torsdag.
Rapporten navngiver også familiemedlemmer til mistænkte, der selv blev tilbageholdt i hemmelige fængsler, herunder børn helt ned til 7 års alderen.
I tilknytning til rapporten har 3 af grupperne, heriblandt Amnesty Internationals amerikanske afdeling, rejst en sag ved USAs forbundsdomstol under loven om aktindsigt (“Freedom of Information Act”) for at få offentliggjort oplysninger om fangerne.
Den 21 sider lange rapport “Off the Record: U.S. Responsibility for Enforced Disappearances in the ‘War on Terror” indeholder bl.a. detaljerede informationer om 4 personer, der nu for første gang bliver omtalt som “forsvundne” fanger.
Den fuldstændige liste inkluderer statsborgere fra lande som Egypten, Kenya, Libyen, Marokko, Pakistan og Spanien. De menes at være arresteret bla. Iran, Irak, Pakistan, Somalia og Sudan og siden overført til hemmelige amerikanske fængsler.
Listen er udarbejdet af Amnesty International (AI), Cageprisoners, the Center for Constitutional Rights (CCR), the Center for Human Rights and Global Justice at New York University School of Law (CHRGJ), Human Rights Watch (HRW), and Reprieve. Den samler informationer fra regerings- og mediekilder samt fra interviews med tidligere fanger og andre vidner.
Off the Record fremhæver aspekter af CIAs tilbageholdelsesprogram, som den amerikanske regering aktivt har forsøgt at skjule, herunder information om hvor fangerne muligvis har været tilbageholdt, den mishandling de har været udsat for, og de lande som fangerne muligvis er blevet overført til.
I september 2002 blev Khalid Sheikh Mohammeds 2 unge sønner på henholdsvis 7 og 9 år således arresteret. Ifølge øjenvidner blev børnene tilbageholdt i et voksen-fængsel i mindst 4 måneder, hvor amerikanske agenter udspurgte dem om faderens opholdssted.
Ligeledes blev Ahmed Khalfan Ghailanis uzbekiske kone tilbageholdt sammen med ham, da den tanzanianske statsborger blev pågrebet i Gujarat i Pakistan i juli 2004.
Menneskeretsgrupperne opfordrer den amerikanske regering til at sætte en permanent stopper for CIAs hemmelige fængsels- og afhøringsprogram samt af offentliggøre identiteten, skæbnen og opholdsstedet for alle nuværende eller tidligere fanger, der har været tilbageholdt i hemmelige fængsler. Fængsler, der var drevet eller under opsyn af den amerikanske regering som et led i “krigen mod terror”.
I tilknytning til rapporten har Amnesty International USA (AI USA), CCR and the International Human Rights Clinic of NYU School of Law torsdag rejst en sag ved den amerikanske forbundsdomstol for at få offentliggjort oplysninger frem om ‘forsvundne’ fanger, herunder uregistrerede fanger.
AI USA, CCR og NYU International Human Rights Clinic har ansøgt om aktindsigt fra flere statslige organer herunder Justitsministeriet og CIA.
Anmodningerne om aktindsigt søger informationer om individer der bliver – eller har været – tilbageholdt af, eller under medvirken fra, den amerikanske regering, hvor der ikke er nogen offentlige journaler omhandlende tilbageholdelserne.
Selv om enkelte regeringsorganer i USA har offentliggjort nogle få oplysninger er der ingen samlet officiel liste over hemmeligt tilbageholdte fanger eller en vurdering af legaliteten af det hemmelige program.
De dokumenter, som grupperne søger, ved man eksisterer. Præsident George W. Bush har offentligt indrømmet eksistensen af hemmelige CIA fængsler i september 2006; 14 fanger fra disse faciliteter blev overført til Guantánamo, og det amerikanske justitsministerium har offentliggjort en analyse, der konkluderer at det hemmelige fængselsprogram er lovligt.
Dog er informationer om lokaliteten af fængslerne, identiteten af fangerne og typen af benyttede afhøringsmetoder aldrig blevet offentligt afsløret. Dette forhindrer offentligheden eller domstolene i at granske sagen og efterlader fangerne sårbare over for overgreb, der inkluderer tortur eller andre former for misbrug.
Hemmelighedskræmmeriet omkring programmet betyder også, at ingen uden for den amerikanske regering ved hvor mange fanger, der har været tilbageholdt og hvor mange der stadig er “forsvundet”.
Overførslen i 2007 af Abd al-Hadi al-Iraqi fra CIAs forvaring til Guantánamo indikerer, at programmet stadig er i funktion, selv om nogle fanger kan være overført til fængsler i andre lande, muligvis som en form for erstatningstilbageholdelse.
Off the Record indikerer, at nogle af de savnede kan være overført til lande, hvor de risikerer tortur og fortsætter med at være hemmeligt tilbageholdt uden anklage eller retssag.
Interview med løsladte fanger fra hemmelige CIA fængsler antyder, at lavt rangerende fanger ofte er arresteret langt fra slagmarken og holdt i isolation i flere år uden klagemuligheder og uden kontakt til deres familie.
De, der er blevet løsladt, har ikke modtaget nogen anerkendelse af deres tilbageholdelse eller nogen retslig eller økonomisk oprejsning.
Citater:
Claudio Cordone, Senior Director for Research hos Amnesty International:
“Regeringers pligt til at beskytte mennesker mod terrorisme er ikke til debat. Men at pågribe mænd, kvinder og endda børn og placere dem på hemmelige lokaliteter, frataget de mest basale sikkerhedsforanstaltninger er bestemt til debat – den amerikanske regering må standse denne ulovlige og moralsk frastødende praksis en gang for alle.
Clive Stafford Smith, Juridisk talsmand for Reprieve:
“Det er på tide, at den amerikanske regering bekender kulør. Disse 39 mennesker har været savnet i årevis, og de har beviseligt på et tidspunkt været i amerikansk forvaring. Hvor er de, og hvad er der sket med dem?”
Joanne Mariner, Terrorisme og Antiterrorisme Counterterrorism leder for Human Rights Watch:
“Vi spørger om, hvor disse 39 mennesker er nu, og hvad der er sket med dem siden de “forsvandt”. Det er allerede et alvorligt overgreb at holde dem i hemmelige CIA fængsler. Nu frygter vi, at de er overført til lande, hvor de risikerer yderligere hemmelig tilbageholdelse og overgreb.”
Professor Meg Satterthwaite, Fakultetsleder ved Centret for Menneskerettigheder og Global Retfærdighed ved New York University:
“Siden slutningen på de beskidte krige i Latinamerika har verden modsat sig “forsvindinger” som et fundamentalt brud på international ret. På trods af denne universelle fordømmelse viser vores undersøgelse, at USA har forsøgt at fjerne både menneskerne på denne liste og selve de retsprincipper vi ellers hylder. USA kan ikke ignorere menneskerettighederne ved at gemme de tilbageholdte af vejen på “black sites”. Tvungne forsvindinger er ulovlige uanset hvem der udfører dem.”
Vincent Warren, Bestyrelseformand for Centret for Konstitutionelle rettigheder:
“Vores klient, Majid Khan, blev udsat for tortur og overgreb i et CIA fængsel, hvor han tilbragte tre år. Hans familie vidste ikke at han var i live, ej heller hvor han var. Den eneste grund til at få nogen til at forsvinde er for at kunne arbejde uden for lovens grænser og gemt fra offentlighedens blik. Spøgelsestilbageholdelser er uforlignelige med respekten for menneskerettighederne og retsstaten. Den amerikanske regering må straks standse denne skamfulde fremgangsmåde.”
Moazzam Begg, Talsmand for Cageprisoners og tidl. Guantánamofange:
“At repræsentere individer, der er tilbageholdt af verdens mest magtfulde demokrati, er blevet en øvelse i at jagte spøgelser mere end det handler om at sørge for retfærdighed. Begreber som harbeas corpus har ingen betydning for de, som bliver tilbageholdt på “black sites” eller mørkere og endnu mere dystre huller. For mange af de tilbageholdte betyder den enkle ret til at kunne fortælle sandheden uhindret – ved at have undsluppet at underskrive en falsk tilståelse – mere end det faktum, at de er blevet tilbageholdt.”
Yderligere oplysninger hos Amnesty International, København, kampagneleder Eva Hesse, mobil 21 76 25 72, [email protected]
Læs rapporten Off the Record på www.amnesty.dk/log/D2710-da.pdf