VK-regeringens nye terrorpakke er upræcis og en trussel mod borgernes retssikkerhed, anfører Amnesty Internationals danske afdeling i en presseudtalelse torsdag.
Regeringen lægger i sit forslag til en ny terrorpakke op til at give politiet endnu flere beføjelser, når det gælder overvågning af borgerne. Det er en svækkelse af retssikkerheden, og man savner en begrundelse for, hvorfor politiet og især Politiets Efterretningstjeneste, PETs, arbejde nu ikke længere kan forenes med den nuværende domstolskontrol, hedder det.
Amnesty finder særligt 3 af forslagene bekymrende:
PET skal have ret til at indhente private eller personlige oplysninger om borgerne uden at angive en konkret begrundelse. Det er nok, at PET mener, at oplysningerne “kan have betydning” for sagen.
Samtidig lægges der op til, at PET frit skal kunne give oplysningerne videre til Forsvarets Efterretningstjeneste, FET. Eneste betingelse er, at videregivelsen “kan have betydning for varetagelsen af tjenesternes opgaver”.
Men denne betingelse er nærmest indholdsløs, og Amnesty skal fraråde, at man opgiver den nuværende beskyttelse af oplysninger om borgerne.
Derudover skal PET i fremtiden kun indhente én dommerkendelse – til at aflytte en mistænkt. Med dommerkendelsen i hånden kan tjenesten herefter frit aflytte alle de telefoner, som en terrormistænkt kunne tænkes at ville benytte. Det kan være venners eller naboers telefoner.
Denne vilkårlige adgang til at aflytte andre end den mistænkte er formentlig i strid med grundlovens § 72, om boligens ukrænkelighed, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, om retten til respekt for privatliv og familieliv.
Amnesty skal derfor fraråde, at man indfører en udvidet og vilkårlig adgang til at aflytte uskyldige borgere.
Endelig skal PET kunne gå ind og tjekke flyselskabernes bookinglister og passagerlister – uden dommerkendelse og uden konkret mistanke mod konkrete personer. Eneste krav er, at overvågningen sker for at bekæmpe kriminalitet efter straffelovens kap. 12 og 13.
Denne beføjelse er meget vidtgående og udtryk for egentlig overvågning. Amnesty skal anbefale, at man stiller krav om, at PET skal indhente en dommerkendelse og at det sikres, at PET ikke videregiver oplysninger om rejsende til eller fra Danmark på en måde, så de risikerer at gå videre til lande, som vil kunne misbruge oplysningerne, anføres det i udtalelsen.
Læs Amnesty Internationals høringssvar på www.amnesty.dk/log/D2002-da.pdf
Yderligere information hos Claus Juul, Amnesty International, tlf. 33 45 65 65, mobil 51 800 863.