Fredag er der Danmarkspremiere på “Den Hemmelige Smerte” – en dokumentarfilm mod kvindelig omskæring, der fortsat er udbredt i dele af Den 3. Verden.
En omskåret kvinde rejser tilbage for at søge efter svar på sit livs tragedie. Filmen fører os dybt ind i kvindernes hemmelige loge i Sierra Leone i Vestafrika – verdens fattigste land -, hvor man omskærer 90 procent af alle piger, hedder det i foromtalen.
For første gang vises – ikke selve omskæringen – men de ritualer, der omgiver handlingen.
Her lidt udbygget omtale:
Dramatiske begivenheder førte til, at Kate Kendel som 8-årig kom til at leve hos forskellige missionær-plejeforældre i Sierra Leone og Skandinavien. Men da hun som 16-årig kom tilbage til sin afrikanske familie, blev hun omskåret. De psykiske efterveer har forfulgt hende lige siden. Kate har boet i Danmark siden 1978, og filmen fortæller om hendes liv og følger hende tilbage til Sierra Leone.
Her omskærer kvindernes frygtede Bundu-Loge 90 procent af alle piger, Fordi Kate selv er omskåret, er det lykkedes at opnå nogle helt unikke optagelser – ikke af selve omskæringen, men af de tilhørende ritualer.
DEN HEMMELIGE SMERTE er en dokumentarfilm om et usædvanligt livsforløb og imod kvindelig omskæring – female genital mutilation (FGM).
Ifølge Amnesty International lemlæstes 6.000 piger hver eneste dag, dvs. 2 mio om året. Antallet af omskårne kvinder er i dag 130 mio. Det er smertefuldt hinsides alt at få sine seksuelle organer skåret af. Og det demonstrerer, at kvinder ikke har ret til at eksistere i samfundet med deres seksualitet. Omskæring har store psykiske og fysiske konsekvenser.
I Sierra Leone lykkes det filmen at komme ind på livet af nogle af de meget frygtede “digbaer” (omskærere). Deres hemmelige Bundu-Loge er så magtfuld, at ingen regering endnu har formået at rokke ved dens eksistens.
Filmen handler også om, hvorfor pige-omskæring fortsætter, om det er religiøst betinget og hvordan det kan stoppes. Filmen undersøger kort sagt alle de spørgsmål, som denne ødelæggende tradition rejser. Efter ide af: Kate Kendel
Instruktør: Mette Knudsen (der fik sit gennembrud med den satiriske filmkomedie “Ta det som en mand, frue” i 1975). Fotograf og producer: Simon Plum
Fra fredag den 9. juni vises filmen, der er forbudt for børn under 15, i biograferne Gloria i København, Øst for Paradis i Århus, Biffen i Aalborg og Cafe Biografen i Odense.
Kilde: www.angelfilms.dk