Kronik i Berlingske Tidende
af Lars Normann Jørgensen, Torben Lund, Gitte Seeberg og Bent Sørensen
I slutningen af 2004 tilbragte kronikørerne en uge på Vestbreddenog i Israel. Formålet var at få indblik i, hvordan de fysiske realiteter i området -først og fremmest Israels bosættelser og den dertil hørende infrastruktur – påvirkermulighederne for at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt.
FOR AT sige det på godt dansk: selvmordsbomber og andre uhyrligheder kan aldrig berettige annektering af landområder, hverken i Israel/Palæstina eller andre steder i verden.
Ved et vejkryds på Vestbredden, ca. 5 km øst for Jerusalem, står et rødt stopskilt. Skiltet annoncerer, at trafikken fra den palæstinensiske Jerusalem-forstad Al Aizariya med sine ca. 15.000 indbyggere har fuld vigepligt for den israelske trafik fra en nærliggende israelsk bosættelse, der huser 10 familier.
Vi holdt ind til siden og iagttog trafikken. I løbet af et kvarter passerede snesevis af palæstinensiske biler, der alle enten sænkede farten eller stoppede helt op, inden de bevægede sig ud i krydset. I løbet af samme tidsrum passerede ingen israelske biler.
Mens volden stjæler billedet i vore medier, er det ikke mindst små og tilsyneladende uskyldige detaljer som denne, der prenter sig ind i bevidstheden, når man rejser rundt i området; detaljer, der viser, hvordan Vestbreddens 2 befolkningsgrupper – palæstinenserne og de israelske bosættere – er underlagt 2 helt forskellige sæt af vilkår, der hver især knytter sig til disse gruppers nationalitet.
Det nationalchauvinistiske stopskilt er blot ét blandt utallige eksempler på den daglige undertrykkelse og de små ydmygelser, som alle palæstinensere lever med.
Ifølge FNs kontor for Humanitære Anliggender, OCHA, findes der p.t. ca. 60 permanente kontrolposter på Vestbredden. De bemandes af maskinpistolbevæbnede israelske soldater, der har til opgave at inspicere passerende palæstinenseres ID.
Det kan tage fra få minutter til adskillige timer at passere. Ifølge UNRWA, FNs organisation for palæstinensiske flygtninge, rammes selv ambulancer under udrykningskørsel af langvarige forsinkelser.
Inden afrejsen havde vi en forestilling om, at de israelske checkpoints alene havde til formål at beskytte borgere i Israel. Det blev imidlertid klart for os, at kun et fåtal af disse forhindringer bevogter grænsen mellem Israel og Vestbredden.
Vi kunne med andre ord konstatere, at de omfattende begrænsninger af palæstinensernes bevægelsesfrihed kun i mindre grad har til formål at beskytte borgere i Israel og primært er møntet på at beskytte de israelske bosættelser på Vestbredden.
Konsekvenserne for den palæstinensiske økonomi er alarmerende. Antallet af palæstinensere, der modtager fødevarehjælp, er femdoblet siden 2000 og i dag ligger på ca. 1,4 mio. – eller ca. halvdelen af den samlede palæstinensiske befolkning i de besatte områder.
Den konstante udvidelse og cementering af bosættelserne truer med at umuliggøre det internationale samfunds erklærede vision om oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat.
En repræsentant for OCHA fortalte os, at de israelske myndigheder netop har udarbejdet og præsenteret en ny og omfattende infrastrukturplan for Vestbredden. Resultatet af planen vil være, at de 2 befolkninger på Vestbredden kan leve og færdes helt adskilt.
Planen vil fuldbyrde den nuværende situation, hvor bosættelserne og deres tilhørende jord er fuldt integreret i Israel ved hjælp af et fælles vej-, elektricitets-, vand- og telefonnet.
Man indser hurtigt problemets omfang, når man besøger store bosættelser som f.eks. Maale Adumim, der ligger på Vestbredden umiddelbart øst for Jerusalem og er hjem for 30.000 bosættere.
Maale Adumim har intet at gøre med de såkaldte udposter, der typisk består af et par trailere på en bakketop og ifølge Køreplanen for Fred skal nedlægges uden yderligere diskussion. Vi kunne ved selvsyn konstatere, at denne bosættelse i realiteten var en egentlig by med brede veje, frodige parker, indkøbscentre og sportsanlæg.
Vicedirektøren for forsvarspolitik ved Israels nationale sikkerhedsråd, Itamar Yaar, hævdede over for os, at de FN-resolutioner, der fastslår, at bosættelsespolitikken er et åbenlyst brud på international lov, hviler på et fejlagtigt juridisk grundlag. Han bemærkede dertil, at Israels tilbagetrækningsplan alene hviler på en revurdering af de strategiske fordele og ulemper ved at forblive i Gazastriben, og altså ikke på en ændret israelsk holdning til FNs opfattelse af de besatte palæstinensiske områders folkeretlige status.
Endvidere bemærkede han, at “selv om man kan vælge at kalde den dobbelte infrastruktur for en apartheid-løsning, så repræsenterer den en praktisk løsning på et konkret problem, da den letter den palæstinensiske hverdag”.
Når vi sammenholdt indtrykkene fra disse møder og fra vore besøg i bosættelserne Ariel og Maale Adumim med oplysningen om, at bosættelsernes rådighedsområde strækker sig langt ud over det bebyggede areal – ifølge den israelske menneskeretsorganisation Btselem i alt 42 pct. af Vestbreddens samlede areal – fremstod det ganske tydeligt, hvor massivt et problem bosættelsespolitikken har skabt.
Det blev kort sagt klart for os, at hvor bosættelserne umiddelbart efter Israels erobring af Vestbredden og Østjerusalem i 1967 lå som små øer fordelt ud over Vestbredden, så er det i dag de palæstinensiske områder, der har overtaget rollen som øer.
Resultatet er, at en voksende befolkning trænges sammen på stadig svindende landområder, samt at udgangspunktet for eventuelle territoriale forhandlinger til stadighed forrykkes i Israels favør.
For det internationale samfund er den store udfordring her og nu at undgå en situation, hvor oprettelsen af en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat umuliggøres for altid.
I den forbindelse mener vi, at det er afgørende, at spørgsmålet om vold og spørgsmålet om territorium behandles som 2 forskellige og adskilte problemer. Afviklingen af bosættelserne bør med andre ord efter vores opfattelse ikke gøres afhængig af frekvensen af selvmordsbombeangreb og andre attentater rettet mod civile israelere.
Vi fordømmer på det kraftigste sådanne angreb, ligesom vi fordømmer Israels hyppige og veldokumenterede anvendelse af overdreven våbenmagt i tætbefolkede civile områder. Og vi understreger, at begge former for angreb er moralsk forkastelige og tillige er ulovlige under international lov.
Men det er samtidig vores opfattelse, at en sammenkædning af problemet vold med problemet bosættelser dels i realiteten gør opfyldelsen af hele det palæstinensiske folks rettigheder afhængig af “god opførsel”, dels af Israel anvendes som påskud til at udskyde en løsning af de territoriale spørgsmål, der udgør kernen i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
For at sige det på godt dansk: selvmordsbomber og andre uhyrligheder kan aldrig berettige annektering af landområder, hverken i Israel/Palæstina eller andre steder i verden.
At vi placerer hovedparten af ansvaret for en løsning på Israel betyder selvsagt ikke, at der ikke påhviler de palæstinensiske selvstyremyndigheder et ansvar for at medvirke til at forhindre palæstinensiske angreb på israelske civile, samt et ansvar for at standse den udbredte korruption i det palæstinensiske selvstyre. Og det er klart, at Danmark og EU er forpligtet til at lægge pres på de palæstinensiske myndigheder i forbindelse hermed.
Men tilbage står, at Israel i et åbenlyst brud på international lov har konverteret sin mere end 37 år gamle besættelse til en de facto annektering af væsentlige dele af de besatte palæstinensiske områder. Og at det kun er Israel, der kan omgøre denne situation.
EU og medlemslandene kan spille en positiv rolle, men kun hvis den hidtidige strategi ændres. EU og medlemslandene bør udnytte sine nære økonomiske relationer til Israel til at fremskynde afviklingen af bosættelserne.
Det må kræves, at Israel opgiver sit krav om, at en løsning skal tage udgangspunkt i de nuværende fysiske realiteter og i stedet indvilliger i at forhandle en løsning på basis af grænserne fra før 1967.
Det er opmuntrende, at en majoritet af Israels borgere ifølge mange iagttagere er villig til at opgive bosættelserne for at opnå en omfattende og varig fred. Det skaber håb om, at det ikke er for sent at nå frem til en varig løsning, hvor stopskilte alene er beregnet på at højne trafiksikkerheden.
KRONIKKEN stod i Berlingske Tidende torsdag den 13. januar.
Lars Normann Jørgensen er generalsekretær for Amnesty International i Danmark, Torben Lund er programdirektør i DK4, tidl. sundhedsminister, MF og MEP for Socialdemokraterne og Gitte Seeberg er MEP for Det Konservative Folkeparti. MEP = Medlem af Europaparlamentet. Bent Sørensen er læge og seniorkonsulent for Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT, og tidl. medlem af FNs Komite mod Tortur.
