Folkekirkens Nødhjælp er ikke ramt af finanskrisen og svigtende givervilje hos danskerne – tværtimod, skriver Kristeligt Dagblad lørdag.
– Vi havde egentlig regnet med, at finanskrisen ville få folk til at donere lidt mindre end sædvanlig. Men det er gået stik modsat, siger organisationens generalsekretær, Henrik Stubkjær, til avisen.
Nødhjælpen har samtidig styrket indtjeningen med bl.a. en professionel afdeling, der kun beskæftiger sig med at ansøge om midler fra internationale fonde.
– Vi nedsatte for 5 år siden vores Global Funding Unit, der på fuld tid arbejder med at finde midler til nye projekter. Og det har været en kæmpe succes. Vi har vel 5-6 ansatte, og alene sidste år fik de 80 millioner kr. ind fra forskellige fonde, siger Henrik Stubkjær.
Hos det store folkekirkelige missionsselskab, Danmission, går det også fint, bl.a. fordi man i de senere år har skilt sig af med sin beholdning af værdipapirer. Og faktisk tyder 2009 på at blive et bedre år end 2008, anfører bestyrelses-formand og sognepræst, Lars Mandrup, overfor Kristeligt Dagblad.