Af Henrik Øllgaard, Andelskassen Oikos, www.oikos.dk
Mikrokredit er vokset de seneste år, omend den finansielle krise også har ramt de såkaldte Microfinance Institutions, eller MFI ‘er. Ikke desto mindre er mikrolån fortsat et meget vigtigt værktøj i den globale kamp mod fattigdom.
Især når det gælder de helt små lån til at hjælpe en familie ud af fattigdom, synes mikrolån givet til kvinder at have den største effekt. Også selvom både mænd og kvinder er lige gode til at passe afdragene og betale lånet tilbage. Hvordan nu det? Mikrofinansens guru og grand old man, Muhammad Yunus, har beskrevet nogle af de vigtigste effekter af kvinders succes med mikrolån og årsagerne hertil ( www.youtube.com/watch?v=NjI-nsHp0I0 ).
Den mest iøjnefaldende og opmuntrende effekt ved at låne til kvinder er, at det umiddelbart er børnene, der nyder godt af morens mikrolån. Der bliver investeret mere i skolegang og uddannelse, som børnene vil drage fordel af hele deres liv. Desuden er der også flere penge til sund mad, medicin og behandling, når kvinden begynder at tjene penge som følge af lånet.
En anden effekt af at have kvinder som lånere er, at kvindens status i familien ændres. Hvor manden traditionelt er forsørgeren og dermed familiens overhoved, giver kvindens mulighed for at optage et lån og selv tjene penge hende en ny uafhængighed og indflydelse på de beslutninger, som træffes i familien. Hun er med andre ord ikke længere i samme grad underlagt manden på grund af hendes økonomiske uafhængighed, men kan træffe sine egne beslutninger.
Familiens ve og vel
Yunus’ erfaring er altså, at familiens, især børnenes, langsigtede velfærd er det, som optager kvinder i højere grad end mændene. Mænd har typisk andre og mere kortsigtede mål og omsætter ofte de penge, de tjener til forbrug og statussymboler. Ikke, at de er dårligere til at passe deres forpligtelser i forhold til lånet, men de holder, sat på spidsen, mere af at gå på café og købe et nyt fjernsyn end deres kone ville gøre.
Alt i alt er der altså væsentlige fordele ved at låne ud til kvinder. Derfor er 97 procent af kunderne i Grameen Bank, som er grundlagt af Yunus, kvinder.
Læs mere om mikrofinans på www.oikos.dk (dansk site) eller www.microfinancegateway.org (engelsk)