2005 – et dramatisk år for Folkekirkens Nødhjælp

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Mundtlig beretning af styrelsesformanden på Folkekirkens Nødhjælps landsmøde i Odense Congress Center lørdag den 22. april (bringes desværre først nu på grund af u-landsnyts langvarige tekniske nedbrud i april)

Af Kirsten Lund Larsen

Det forløbne år har været usædvanlig dramatisk på flere områder. Ordet drama betyder som bekendt en spændende eller rystende begivenhed. Katastrofer er i sagens natur dramatiske, og dem har der været rigeligt af i 2005. Men også på andre områder er der sket dramatiske udviklinger, siden vi sidst gjorde status på et landsmøde i FKN (Folkekirkens Nødhjælp).

Det har været et år med markante tilbageskridt på u-landsområdet og forandringer for de danske NGOer. Og så har det her for nylig været en yderst dramatisk periode i Danmarks relationer til omverdenen. Alt sammen noget, der betyder nye udfordringer for FKN.

Katastroferne

De store katastrofer blev tsunamien, orkanen i Mellemamerika, sultsituationen i det sydlige Afrika og endelig jordskælvet i Pakistan. I alle tilfælde var FKN et af de redskaber, der blev valgt af tusinder af danskere for at komme ofrene til hjælp. Den stærke folkelige opbakning blev kombineret med støtte fra donorer som Danida og EU. Selvfølgelig mest i de to situationer, der var præget af den mest omfattende dramatik og derfor fik størst medieopmærksomhed. Men selv der var der forskel.

Der var nærmest ingen grænser for hjælpen til de ramte lande efter tsunamien. Men da jordskælvet ramte Pakistan og skabte en situation, der på mange måder var værre for de hårdt sårede overlevende og de flere millioner hjemløse i svært tilgængelige egne, da var offerviljen ikke helt den samme. Vi måtte blandt andet påpege, at den danske regering slet ikke bidrog i samme relative omfang.

Rent organisatorisk var den største udfordring at kunne håndtere og formidle de mange penge til katastroferne så hurtigt og effektivt som muligt og samtidig sikre, at det var den rette form for hjælp, der blev givet.

En særlig spændende udfordring har vi fået med udviklingen af WADS’en i Angola, det nye minerydningskøretøj, der ved hjælp af detektorer og GPS-systemer kan scanne større områder og lokalisere miner så præcist, at de hurtigt kan fjernes manuelt bagefter. Vi skal nu finde veje og midler til at få den sat i produktion og kopieret til andre lande, først og fremmest Sudan.

Politisk set var den allerstørste udfordring imidlertid at fastholde fokus på den stille sult – på det faktum, at 800 millioner ikke får nok at spise. I det sydlige Afrika gik udviklingen fra slemt til værre. FKN kunne i en rapport påvise, at de gode høstår nu er blevet undtagelsen snarere end reglen.

Men skønt dramaet i det enkelte menneskes liv er overvældende, når man skal hænge fast ved livet med det yderste af neglene og hele tiden er i fare for at bukke under, så er dramatikken i den stille sult ikke så synlig, at den kan fange mediernes – og dermed seernes – opmærksomhed i nævneværdig grad. Derfor har sogneindsamlingen i både 2005 og 2006 sat fokus på den stille sult, og det har været en stor glæde at se den opbakning, der har været omkring indsamlingerne.

Tilbageskridt for u-landsoplysningen

Bistandspolitik er normalt ikke noget, man forbinder med drama, men jeg synes det giver mening at bruge det ord om udviklingen herhjemme i 2005. Vi havde i forvejen oplevet nedskæringer i bistanden og hovedkulds tilbagetrækning fra tidligere modtagerlande, bl.a. fra kvindegrupperne i Malawi. Og som led i nedlæggelsen af råd og nævn, som regeringen foretog, også nedlæggelse af NGOernes dialogforum med regeringen, det såkaldte NGO kontaktudvalg.

Folkekirkens Nødhjælp er imidlertid interesseret i at opretholde dialogen, hvor det overhovedet kan lade sig gøre. Vi har haft en positiv dialog med forsvarsministeren og ministeriet om den vigtige balance mellem humanitære og militære indsatser i katastrofesituationer, og vi har også haft et tæt samspil med udenrigsministeriet om det nylige NGO-træf.

Men vi kommer ikke udenom, at der i 2005 blev taget nogle dramatiske beslutninger fra regeringens side – den ene om at skære ned på u-landsoplysningen, og den anden om at indføre et egetbidrag for NGOerne.

Nedskæringerne på u-landsoplysningen er et sort kapitel i regeringens forvaltning af den danske bistand. I sidste ende blev nedskæringen knap så voldsom som bebudet, men inden da var mange gode kræfter blevet bundet i kampen for at undgå det, der var endnu værre.

For regeringen og dens støtteparti handlede det denne gang ikke om at spare penge, for de fjernede millioner kunne bruges til NGO-projekter ude. Regeringens holdning var bare, at statens penge ikke skal bruges til at oplyse om de projekter, som NGOerne gennemfører. Projekterne kan de få penge til, men oplysning til befolkningen om dem må de selv finansiere via indsamlede midler.

Det er naturligvis et synspunkt, men der er efter vores opfattelse nogle bekymrende perspektiver i det. Det betyder, at den private del af u-landsoplysningen vil blive mindre. Danidas officielle del vil blive større. I realiteten vil det altså begrænse mangfoldigheden og adgangen til alternative informationer, og oplysningerne vil nå ud til færre modtagere.

I samme ombæring kom så meldingen om indførelse af et egetbidrag. Det er i sig selv ikke noget urimeligt krav, at man bidrager med en egen finansiering i forhold til de statslige midler, og for FKNs vedkommende ligger kravet under det beløb, vi i forvejen bruger til hjælpearbejdet.

Men det tvinger flere organisationer til at gå ud og samle ind på et marked, som befolkningen nok i nogen grad vil føle er godt dækket i forvejen. 3 nye landsindsamlinger kommer nu til, så der i år vil være 7 store humanitære eller u-landsorienterede landsindsamlinger, hvoraf vores er den første.

Det er på det nærmeste en umulighed for små u-landsorganisationer at klare den konkurrence, og derfor er det bestemt positivt, at udviklingsministeren for nylig tilkendegav, at de små organisationer vil blive fritaget for kravet om egenfinansiering.

Men så er det jo også, at hele manøvren mest af alt kommer til at ligne et raffineret benspænd for en af de u-landsorganisationer, som hidtil har brugt flest midler på oplysningsarbejde i undervisningssektoren, ofte med en kritisk vinkel på den officielle bistandspolitik, og med høj profil på integration.

Nedskæringerne og egenfinansieringen i forening har betydet lukning af Mellemfolkeligt Samvirkes forlag, bibliotek, verdensbutik, ophør af tidsskriftet Kontakt og en reduktion i personalet til omkring en tredjedel. Det har været et drama, en rystende begivenhed, ikke bare for organisationen selv, men vi betragter det også som et tab for os alle på u-landsområdet.

I dag kan vi glæde os over, at de unge, der forlader skolesystemet, i vid udstrækning er bevidste om global uretfærdighed og om verdens fordelingsproblemer.

Men hvor har de det fra? Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Slet ikke, hvis strømmen af information, undervisningsmaterialer og vejledning til lærere bliver mindre.

Og endelig: hvis alt dette betyder mindre information og binding af flere kræfter i NGOerne til at samle penge ind, kunne det så mon blive endnu nemmere at skære yderligere ned på bistanden, hvis dette krav skulle opstå igen?

For FKN betyder alt dette nye udfordring mht den rolle og opgave vi skal have på oplysningsområdet.

Hidtil har vi kunnet prioritere andre områder end uddannelsessektoren og forlagsvirksomhed. Men nu må alvorligt overveje, om der er nye opgaver, vi skal påtage os her. Bruge flere penge på oplysning, prioritere udgivelse af undervisningsmaterialer? Det vil være dyrt, men vi må holde situationen under opsyn og drøfte det.

Krisen og Danmarks omdømme

Det tredje drama handler selvfølgelig om krisen om Jyllands-Postens tegninger. Krisen berørte også FKN direkte. Vores kontor i Sudan kom under angreb, dog heldigvis uden personskade; vi måtte køre lav profil i hjælpearbejdet i Pakistan og aflyse en ny udsendelse af ledsagere til ledsagerprogrammet i Palæstina.

Vi måtte naturligvis også orientere vores partnere og hele udesystemet om, at selv om ytringsfriheden bestemt er vigtig (ligesom alle andre menneskerettigheder!), så skal den bruges under ansvar og ikke til at nedgøre andre mennesker og deres tro. Og at vi samtidig ville afsætte midler til at fremme nye muligheder for dialog, som vi kunne udtænke sammen med vore partnere.

Responsen har været over hundrede svar fra partnere, som har værdsat vores udmelding. Det er partnere, der lever og arbejder i samfund med flere kulturer og religioner, og som selv ved, hvad det kræver. Det varmede, at de havde overskud til at udtrykke sympati med den os i situation, vi var kommet i.

Fra mange kilder har vi hørt, at Danmarks omdømme i verden har lidt skade på grund af tegningerne og ikke mindst håndteringen af krisen – fra tidligere udenrigsministre, industrifolk, flere af vore egne ambassadører, udenrigskorrespondenter, arabiske regeringer, FNs generalsekretær m.fl. Vores partnergruppe, som er med her i dag, kan nikke genkendende til det.

For det er jo sandt, at omverdenens – og til dels vel også vores eget? – billede af Danmark nu er et andet end før. Vores troværdighed som positivt og tolerant samfund har lidt et knæk. Det er også sandt, at det nu er sværere for det officielle Danmark at gå videre med projekter, bl.a. gennem regeringens arabiske initiativ, som jo har til formål at fremme dialog, demokrati og menneskerettigheder og styrke det enkelte menneske og civilsamfundet i de arabiske lande.

Det er et langt og sejt arbejde, og det kan meget nemt slås om kuld. Og det bliver det, når vi som land ikke selv signalerer, at vi kan vise den respekt, forståelse og vilje til dialog med andre, som vi kræver, at de skal vise for hinanden og for os.

For FKN er udfordringen at komme videre med det arbejde, vi gennem mange år har været engageret i for fred, forsoning og menneskerettigheder, ikke mindst omkring Palæstina. Det er en udfordring til at fremme gode initiativer til dialog og gensidig forståelse, og det arbejder vi på. Men det er også en udfordring til dialog i vores eget kernedanske Danmark.

For vi må også spørge, hvad det dybest set er for et menneskesyn, der ligger bag den politik, der føres? Både når det gælder bistandspolitikken og Muhammed-krisen.

Er det et menneskesyn, som svarer til Folkekirkens Nødhjælps – og som således ser det enkelte menneske som skabt i Guds billede og derfor af uendelig og umistelig værdi? Også når det handler om klodens fattige, om globaliseringens migranter, om de udstødte – eller om muslimer? Er det et menneskesyn, som vægter medmenneskelige hensyn højere end økonomi og ideologi?

Der er meget, der tyder på, at sådan er det ikke, og derfor må vi sige fra overfor det vi oplever. Vi tror på et liv før døden, og det indebærer også respekt for det enkelte menneske. Men vi oplever et menneskesyn, der tager udgangspunkt i mistillid, frygt og kynisme. Og som giver sig udslag i angreb på de svageste.

Det ser vi mht. u-landsbistand, og sociale organisationer beretter om det i form af loft over kontanthjælp, stramning af asylmuligheder, udelukkelse af torturofre fra statsborgerskab, og i et generelt skred mht anstændighed i debatniveau og opførsel overfor hinanden. Og samtidig i flere fordele for de velbjærgede danskere (f.eks. skattelettelser, skattestop, liberalisering og flere frie valgmuligheder.

Det er et menneskesyn, der allerede har fået dramatiske konsekvenser og som bidrager til ulighed og polarisering i vores eget samfund. Derfor er en af de gode ting ved vinterens krise, at der er kommet mere fokus på, hvad dette menneskesyn fører til. For mange mennesker i alle politiske lejre bliver der sat stadig større spørgsmålstegn ved den udvikling, vi ser.

Den dialog, der er brug for nu, handler derfor ikke bare om, hvordan vi forholder os til hinanden som danskere og indvandrere, eller som kristne og muslimer, men også om, hvad det er for et samfund vi gerne vil have. Hvad skal Danmark udvikle sig til fremover – og hvad vil vi gerne bidrage med og kendes for i en globaliseret verden? Hvordan spiller vi bedst en ansvarlig rolle i verden til gavn for de fattigste?

Folkekirkens nødhjælp vil fremme dialogmuligheder, hvor vi ser dem – og en del af dem skal foregå i vores eget bagland, gennem foredrag og møder med partnere, bagland og frivillige – og hvem ved, måske også over disken i genbrugsbutikkerne?

Genbrugsrekorder

Genbrugsarbejdet fortjener et særligt kapitel i denne beretning, for 2005 har på alle måder været et rekordår for genbrugsområdet i FKN. Antallet af genbrugsfrivillige har ligesom antallet af butikker været støt stigende. Nu har vi ca. 3.700 frivillige, og i 2005 nåede det samlede overskud fra genbrugsbutikkerne op på over 15 mio. kroner.

Det er utrolig flot og meget meget vigtigt for FKN, ikke mindst i lyset af den virkelighed på indsamlingsområdet, som jeg lige skildrede før. Derfor skal der her lyde en stor varm tak til alle frivillige og alle øvrige involverede på genbrugsområdet!

Der har i det hele taget været øget fokus på genbrugsarbejdet i hele det sidste år. Generalsekretæren har med opbakning fra styrelsen gjort området til en mærkesag og har selv involveret sig i genbrugsudvalget i denne fase. Udvalget er blevet udvidet med regionale repræsentanter, og vi er glade for, at folk fra de forskellige dele af landet har lyst til at gå ind og være med til at præge udviklingen. Det betyder også, at vi sammen får blik for nye muligheder.

Genbrugsudvalget har netop fået et nyt kommissorium godkendt i styrelsen sammen med en strategiplan, der blandt andet indebærer, at vi skal øge antallet af butikker. I 2006 er målet derfor at åbne 10 nye butikker (vi åbnede én sidste år), og det går stærkt fremad. De første 2 er åbnet og 3 andre under opstart. Vi har tilmed fået positive oversøiske signaler fra Grønland og Færøerne, som nu bliver fulgt op.

Det har også været en glæde at se, at der har været rigtig god søgning på FKNs kurser for genbrugsfrivillige. Kurserne har især sat fokus på to emner: for det første på nye idéer til, hvordan min butik derhjemme kan udvikle sig. Og for det andet på hvordan arbejdet bag min disk i butikken nu lige hænger sammen med de store linjer i FKNs arbejde og med programmerne ude.

Begge dele er vigtigt. Fordi butikkerne skal udvikle sig for at tiltrække kunderne foran flere og flere konkurrenter. Og fordi de frivillige i butikkerne er i frontlinjen som ambassadører for FKN, også når FKN er ude i stormvejr i brændpunkter som Palæstina og andre steder.

FKN har jo også haft mere utraditionelle initiativer i gang på genbrugsområdet. I løbet af året måtte vi erkende, at der ikke længere var basis for det ene, nemlig forsøget med PCfisk. Almindelige computere er simpelt hen blevet så billige og udvikler sig så hurtigt, at der ikke længere er et marked for brugte computere. PCfisk gav underskud i 2005, og der var ingen udsigt til ændringer i 2006. Vi har derfor med øjeblikkelig virkning lukket PCfisk.

Butik FISK med 2 butikker i Århus og København er en anden spændende nyudvikling på genbrugsområdet, som ikke skal vurderes alene på indtjeningen. Det er vores vurdering i styrelse og stab, at værdien af konceptet FISK som brand, PR for genbrug og til forskellige event-formål er så stor, at vi hverken kan eller vil undvære dem.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke er opmærksom på økonomien. I København flytter butik FISK ind i den nye hjørnebutik i Nørregade 15, når den er færdigrenoveret efter sommerferien og bliver dermed en endnu mere synlig del af FKNs ansigt mod verden. Dermed bliver FISK en endnu mere synlig del af Folkekirkens Nødhjælps ansigt mod verden og får samtidig både husly og bedre beliggenhed.

Fortalerarbejdet

2005 blev et år, hvor Folkekirkens Nødhjælp tog nogle vigtige skridt videre mht det fortaler-arbejde, som fremover skal være en væsentlig del af hjælpearbejdet. Tankegangen bag denne satsning lyder sådan her:

I Danmark er Folkekirkens Nødhjælp en stor organisation, men på verdensplan er vi små, og i forhold til udviklingsproblemerne er vi bare et fnug. Til gengæld kommer vi tæt ind på problemerne og får en enestående indsigt i de fattigstes levevilkår og hvad der er årsagerne til dem.

Årsagerne hænger ofte sammen med ting, som hverken de fattige selv, Folkekirkens Nødhjælp eller vore partnere kan løse. Derfor har vi en forpligtelse til at bruge vores erfaringer fra lokalt plan til at påvirke de beslutningstagere, der har magten til at gøre noget ved problemerne. Være fortaler for de svageste, for dem der ikke bliver hørt, dem der ingen stemme har.

Fortalerarbejdet foregår alle steder. Lokalt, nationalt og globalt. Under et besøg i Indien i februar fik jeg et indblik i resultaterne af et meget konkret lokalt fortalerarbejde, udført af Folkekirkens Nødhjælps partner Sahanivasa. Vi var nået ud til en meget fattig dalit-landsby i Andhra Pradesh. Som vi sad der på jorden under et træ udenfor de lerklinede hytter så jeg først kun den rene elendighed.

Men da landsbyboerne begyndte at fortælle, var det en anden historie jeg fik at høre. De fortalte om, hvordan de indenfor de sidste 10 år har kæmpet sig adgang til templet.

Det er ifølge kastesystemet forbudt for dalitter, også kaldet de kasteløse eller de urørlige, at betræde tempelpladsen. Men ifølge den progressive indiske grundlov er det også forbudt at diskriminere mht adgang til offentlige steder som f.eks. templer. Gennem samarbejdet med Sahanivasa havde de unge derfor fået mod til at kræve adgang til templet.

Da det blev afvist, besatte de simpelt hen det lokale tempel. Landsbyboerne fra de højere kaster bombarderede dem med sten og tilkaldte politiet. Men forinden havde Sahanivasas advokater nået at gøre politiet opmærksom på, hvad der stod i loven, og hvilken rolle de burde spille.

Det betød til lokalbefolkningen undren, at politiet greb ind til fordel for dalitterne. Stoltheden lyste ud af de unge, da de nu forklarede, at det var landsbylederne, der var blevet placeret på gulvet og behandlet som de anklagede – frem for dalitterne.

Det var en dramatisk vending for dem alle. Og vigtigere end selve adgangen til templet er bevidstheden om, at dalitterne også har menneskerettigheder, og at lovgivningen kan bruges til at opnå dem. I mange andre delstater i Indien sker der stadig voldelige overgreb på dalitter, når de kræver deres ret – men de kunne fortælle mig, at det gør der ikke længere her i den fattige lerklinede landsby i Andhra Pradesh.

I princippet er det samme rolle, Folkekirkens Nødhjælp spiller, når vi f.eks. lancerer en rapport om hvordan patenter på planteforskning skader fattige landmænd i Afrika og Asien.

Når såsæd bliver en handelsvare, der skal tjenes penge på, bliver landmændene lokket til at købe afgrøder, som skal give større udbytte, men ikke kan bruges til såsæd. Når høsten så alligevel slår fejl, er landmanden fanget i en fælde af gæld og afhængighed. I Indien har det ført til hele bølger af selvmord blandt fattige landmænd, der er blevet fanget i en spiral af gæld.

Eller da vi med en rapport og en meget velbesøgt konference op til Sogneindsamlingen i år satte fokus på danske virksomheders sociale ansvar, når de investerer i udviklingslande.

Det ansvar handler om mere end miljø og arbejdsforhold, men også om at se virksomhedens aktiviteter i et bredere socialt perspektiv. Hvilke ressourcer bruger virksomheder i lokalsamfundet, f.eks. vand og jord. Og hvordan kan virksomheden så bidrage til at afhjælpe sult og fattigdom omkring sig, samtidig med at den tjener penge.

Det var meget positivt at opleve, at vi fik en god dialog med industriens repræsentanter, og at der var stor lydhørhed overfor at forholde sig til sociale aspekter som f.eks. ansættelse af dalitter eller vejledning til lokale underleverandører i forbindelse med investeringer i Indien.

Eller når vi igen må påpege, at de fortvivlende levevilkår for den palæstinensiske befolkning bliver yderligere forværret af den måde, den israelske sikkerhedsbarriere bliver trukket på for at kunne inkludere bosættelserne på Vestbredden. Eller af den måde, der bliver beslaglagt jord og rykket oliventræer op for at kunne udvide bosættelser og anlægge veje og sikkerhedszoner på palæstinensisk område.

Fortalerarbejdet kan også gøres med et glimt i øjet, med brug af den danske humor, når den er bedst. Det er efter vores mening lykkedes gennem samarbejdet omkring Humor mod AIDS.

Sidste år lykkedes det Humor med AIDS at trænge igennem med budskabet om, at den officielle u-landsbistand manglede en AIDS-politik. Den har vi nu fået, men indsatsen mod HiV/AIDS er stadig beskæmmende lille og alt for svær at monitorere og få overblik over. Også det budskab har vi indtryk af er blevet hørt.

Indsamlingsarbejdet

Sidst – men bestemt ikke mindst – har vi grund til at glæde os over, at 2005 også blev et rekordår mht indsamlinger. Det er der mange mange, som har æren for, og der skal først og fremmest lyde en stor og varm tak til alle, der har givet en hånd med ved indsamlingerne – og til de mange forskellige samarbejdspartnere, som vi har haft.

Det vil føre for vidt at nævne alle, men vi glæder os blandt andet over at kunne fortsætte samarbejdet med Roskilde-festivalen, og vi satte også stor pris på det nye samarbejde, vi oplevede med det dansk-pakistanske miljø om indsamlingen til jordskælvet i Pakistan. Den symbolske betydning af den synlige fælles indsats, der blev gjort dér, er ikke blevet mindre vigtig siden.

Operation Dagsværk fik sit hidtil flotteste indsamlingsresultat, da der i november var Dagsværk til fordel for vores projekt i Kirgistan. Dertil kommer selvfølgelig sogneindsamlingen, som denne gang fik flere sogne end før med og fik omkring 19.500 indsamlere på gaden.

Desuden vil jeg gerne særligt nævne den indsats, som facerne har gjort med at få lavet ca. 12.000 nye giveraftaler i løbet af 2005. Vi er stolte af indsatsen og ved, at facerne opfører sig respektfuldt på gader og fortove, så folk ikke bør kunne føle sig forulempet af dem.

Deres egne oplevelser er da også, at mange reagerer positivt på at få dette lille ekstra skub til at få gjort noget ved det. Desuden er der det særligt vigtige ved denne form for fremstød, at gennemsnitsalderen for vore givere er blevet sænket fra midt i 60erne til midt i 40erne. Det er der perspektiv i! I løbet af 2006 vil der komme facere på gaden i flere byer i Jylland.

Og så synes jeg det er på sin plads at nævne, at et af vores kreative indsamlingsfremstød for nylig vandt Post Danmarks DM i Direct Marketing. Det er kampagnen med Hans og Hanne, der rydder Angola. Tillykke til de kringlede hjerner bag kampagnen. Hans og Hanne har selv stadig kreative aktiviteter i gang for at samle penge ind, og målet på 1 mill. kroner er næsten nået. I år går vi videre med Anne og Anders.

Det har været et dramatisk år. For Folkekirkens Nødhjælp selv har det også været omskifteligt på ledelsesniveau. I løbet af 2005 har vi både fået ny generalsekretær, ny international chef, ny formand og flere nye styrelsesmedlemmer.

Det har også været et travlt år for medarbejderne med store krav og omskiftelser. Det er ikke mindst takket være vore mange engagerede og utrættelige medarbejdere, at vi har fastholdt og styrket Folkekirkens Nødhjælps kurs. Derfor vil jeg gerne slutte denne beretning med på styrelsens vegne at udtrykke en stor tak til alle medarbejdere, hjemme og ude, danske og udenlandske, for indsatsen i 2005.

Kilde: www.noedhjaelp.dk