Endnu en kendt politisk forkæmper for dansk udviklingsbistand melder sig hos Helle Thorning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Endnu et kendt politisk navn, som har udvist engagement for dansk udviklingsbistand, melder sig under fanerne hos Socialdemokraterne, fremgår det af flere nyhedsmedier onsdag aften.

Føst var det Kristendemokraternes vragede forkvinde, Bodil Kornbek, og nu er det venstrefløjsikonet og Enhedslistens tidl. stemmesluger, Pernille Rosenkrantz-Theill, som efter 2 år ude af politik har meldt sig ind i det store oppositionsparti.

Den snart 32-årige eks-politiker har bl.a. været kampagneleder for Operation Dagsværk (1998-99). Hendes engagement har også bragt hende til Indien, hvor hun arbejdede for Folkekirkens Nødhjælp i 2005 med at hjælpe ofre for tsunamien.

Pernille Rosenkrantz-Theill blev valgt til Folketinget første gang i 2001. I februar 2005 sikrede hun stort set ene kvinde Enhedslistens bedste resultat nogensinde med et personligt kanonvalg og en fremgang på 2 mandater.

Om hun er på vej til et decideret folketings-comeback er endnu usikkert. I 2006 tog hun orlov fra tinget på grund af stress, og ved valget for godt et år siden genopstillede hun ikke.

I foråret 2008 smækkede hun så med døren til Enhedslisten på grund af den megen interne ballade om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget.

Rosenkrantz-Theill syntes, det var pinligt, at partikammeraterne vaklede i troen på den muslimske socialrådgiver og hendes ærlighed. Enhedslisten forbrød sig ifølge Rosenkrantz-Theill imod sine egne principper.

Rosenkrantz-Theill var bare 22, da hun første gang blev midlertidigt medlem af Folketinget i sluthalvfemserne. I 1994 slap hun høns løs i Folketinget som en happening, og da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) i 2003 blev overhældt med rød maling, forsvarede hun aktivisterne fra Globale Rødder.

Bodil Kornbek sad i Folketinget 2001-05. Den nu 47-årige politiker førte i sin formandstid for Kristendemokraterne (2005-08) det lille parti mod en position til venstre for midten og pegede op til folketingsvalget i november 2007 på Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat.

Efter sit skifte til Socialdemokraterne tidligere på efteråret har hun udtalt, at hun bl.a. vil kæmpe for bedre forhold for verdens fattige i sit nye parti. Hun er på vej til at blive opstillet i en forventet sikker socialdemokratisk kreds på Københavns vestegn.