Operation Dagsværk skaffede 7,5 mio. kr.

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

7,5 mio. kr. kom der i kassen ved Operation Dagsværk 2008, der foregik onsdag, skriver DR online.

De 7,5 mio. kr. er 1,4 millioner mere end sidste år og trodser al snak om finanskrise, selv om der er et stykke op til rekorden på 8,3 mio. kr. fra 2005.

På næsten alle landet gymnasier har der de sidste 7 uger kørt en intens kampagne for at oplyse om Operation Dagsværk projekt i det barske vestafrikanske ørkenland, Niger, som pengene skal bruges på.

Det fik 25.000 elever til at vælge at arbejde en dag til fordel for Niger i stedet for at bruge dagen med biologi og brøkregning. Ved at give en dag af deres egen uddannelse har gymnasieeleverne givet andre unge mulighed for også at få en uddannelse.

I Niger er det nemlig kun 15 procent af befolkningen, der kan læse og skrive. Projektet har fokus på at give nomadebørn og piger mulighed for også at komme i skole – grupper der ellers let bliver overset i det nigerske samfund.

Undervisningsministeriet har siden 2004 gjort det klart, at indsamlingen til Operation Dagsværk ikke er en del af undervisningen på landets gymnasier. De enkelte gymnasier skal sørge for at holde en generel fridag eller notere eleverne som fraværende.

Langt de fleste gymnasier laver det ifølge kampagneleder på Operation Dagsværk Bodil Signe Wedele som en undervisningsfri dag.

Med 2008-resultatet har danske elever på de gymnasiale uddannelser siden 1985 samlet over 130 mio. kr. ind til uddannelse for børn og unge i fattigere dele af verden.

Indsamlingsresultat 2007 var på 6.138.305 kr. Pengene går til et uddannelsesprojekt blandt guaraní-indianerne i Bolivia i Sydamerika.

Tidligere års indsamlinger

År – Beløb (mio.kr.) – Projektland/-område:

2006 8,1 Sydafrika
2005 8,3 Kirgistan (Kirgisistan)
2004 7,3 Mellemamerika
2003 7,5 Cambodja
2002 7,1 Nepal
2001 5,7 Chiapas, Mexico
2000 4,5 Makedonien (Romaer)
1999 5,2 Sydsudan
1998 4,0 Palæstina
1997 5,0 Guatemala
1996 4,8 Ladakh, Indien
1995 7,1 Mozambique
1994 7,3 Ecuador
1992 8,3 Somalia
1991 6,0 Brasilien
1990 5,8 Eritrea
1988 5,1 Namibia
1986 5,3 Nicaragua
1985 5,5 Tanzania

Læs om projektforslagene for 2009, der vælges i slutningen af november i år, på
http://www.od.dk/projekt/projektforslag-2009