Kommentar: Når NGOer går med på tyvetogt – utroligt og græsseligt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

KOMMENTAR

Af Jesper Søe
journalist med u-landsforhold som speciale

Det er græsseligt og grænser til det utrolige – og i hvert fald dybt uanstændigt. At tænke sig, at 12 store danske veldædige organisationer går med på AidOnlines tyvetogt overfor de i forvejen hårdt trængte medier.

Vil fjerne ærligt og redeligt betalte annoncer og erstatte dem med andre for egen vindings/formåls skyld.

Det er nemt at forstå, at mændene bag AidOnline Aps aner enorme visioner forude og fabulerer over “verdens største indsamling for velgørenhed på nettet”. Millionerne vil rulle ind med masser af penge – også til dem selv – forudser de.

Men helt ublu og uden omsvøb på andres bekostning. For kan man gå ud og fjerne betalte værdier, det være sig på nettet eller andre steder? Gøre det systematisk og åbentlyst som her?

Nej og atter nej. Selvfølgelig kan man ikke det. Een ting er, at nogle enkeltpersoner kan blive irriteret over de mange bannerannoncer på nettet, og egenhændigt tager skridt til at fjerne dem. Noget helt andet er – som her – bevidst og systematisk at fjerne dem for egen vinding.

Uanset alle gode intentioner, som man putter ind i konceptet.

Det holder ikke en meter, forhåbentlig heller ikke i retten, hvis det skulle komme dertil.

At nogle kommunikationsfolk i u-landsmiljøet nu i pressen kommer med udæskende udtalelser om, at de er ligeglade med om (net)medierne overlever, og at de da bare kan finde på noget nyt, tyder på bekymrende uforstand og et snæversyn, man næppe troede mulig.

Det er tyveri ved højlys dag og dybt beskæmmende, at danske NGOer overhovedet vil være i stue med et sådant koncept.

Er grådigheden efter hver indskrabet krone virkelig så stor, at man vil tilsidesætte ethvert hensyn til andre og deres levebrød?

SOS-Børnebyerne er en af de NGOer, der – heldigvis – har betakket sig for AidOnline. Vi lader følgende mail fra organisationens direktør, Hanne Elisabeth Rasmussen, til Berlingske Business stå til sidst:

“Vi ønsker, at dem der støtter, selv skal vælge det. Og man kan sige, at med AidOnline kommer støtten indirekte fra nogle – nemlig netmedierne – som ikke ønsker det. Vi ville bidrage til bevidst at skubbe andre helt legale annoncører væk og fjerne et indtægtsgrundlag for mange, og det er ikke foreneligt med vore værdier og markedsføringsnormer”.

Nej, vi er faktisk en del medier, der gerne vil hjælpe og samarbejde, men som ikke vil tages på levebrødet. Og da slet ikke af et firma som AidOnline, der skamløst regner med at kunne ekspandere med stormskridt på grund af indtægter, som fremkommer ved bevidst forringelse af andres værdier.

Og det er præcis – og jeg gentager præcis – hvad der er tale om i al sin ynkelighed.

Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk