MSF: Ebola koster endnu 12 livet i DR Congo

Redaktionen

Antallet af congolesere, der viser symptomer på at være smittet af den meget smitsomme og dødelige ebola-virus, er siden den 27. november nået op på 38.

Heraf er de 12 døde. Det er anden gang på godt et år, at det samme område i Vest Kasai-provinsen i DR Congo rammes af et udbrud af ebola, skriver Læger uden Grænsers (MSF) danske afdeling i en pressemelding onsdag.

I sidste uge sendte den internationale medicinske nødhjælpsorganisation et hold af specialister til området, som nu arbejder i døgndrift på at dæmme op for epidemien. Den danske læge Jonas Torp Ohlsen rejser fredag til området for at deltage i arbejdet.

– Der findes ikke nogen behandling mod ebola. Derfor er det uhyre vigtigt, at smittekæden stoppes, fortæller læge Christian Fabiansen, der sidste år var i samme område i DR Congo ved et andet udbrud af ebola.

Netop for at stoppe smitten i sprede sig har Læger uden Grænser bygget en isolationsenhed i den værst ramte landsby Kaluamba i Mweka-distriktet.

Her bliver patienter, der allerede er syge af virussen, indlagt og plejet og holdt adskilt fra det øvrige samfund sammen med patienter, som er under mistanke for at være smittede. I øjeblikket er 2 patienter indlagt på denne særlige afdeling.

Læger uden Grænser har desuden bygget en isolationsafdeling i landsbyen Kampungu, som ligger længere nordpå i samme distrikt. Denne afdeling kan, hvis udbruddet vokser, rumme op til 25 patienter.

I øjeblikket overvåger MSF, om endnu et område i Mweka-distriktet er ramt af ebola-virus. De første symptomer på ebola kan dog let forveksles med andre sygdomme som malaria og dysenteri, der er konstateret i området.

Svar fra laboratorieprøver vil vise, om der er tale om nye tilfælde af ebola.

Ebola er både smitsom og dødelig og overføres ved kontakt med kropsvæsker som eksempelvis blod, opkast og diarré. Familiemedlemmer og personale, der passer og i tæt kontakt med de syge, er derfor i stor fare for at blive smittet.

Yderligere oplysninger hos Maria Dohn, kommunikationschef i Læger uden Grænser, mobil: 29 70 29 79, e-mail: [email protected], web: www.msf.dk