Flygtningehjælpen samler ind til krigsofre i DR Congo

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Lemlæstelser, afskårne lemmer og voldtægt bruges som våben. Krigen i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) har varet længe og været usædvanlig hård. Som konsekvens af krig og flugt kæmper civilbefolkningen nu en daglig kamp for at skaffe mad, skriver Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse mandag.

– Der er intet sted på jorden, hvor situationen ser værre ud end i DR Congo, siger Christian Gad, Nødhjælpskoordinator i Dansk Flygtningehjælp, der netop er vendt hjem fra landet, hvor Dansk Flygtningehjælp er ved at starte et nødhjælpsprogram.

DR Congo ligger da også på en alarmerende førsteplads i 2009 Global Hunger Index (GHI), der beregner sult og underernæring globalt. Ifølge rapporten, der udgives af The International Food Policy Research Institute m.fl., er situationen i DR Congo kun blevet værre de seneste 20 år.

– De fordrevne er bange og ekstremt fattige. Mange spiser højest en gang om dagen, sover på den bare jord og har kun det drikkevand, de kan hente op af mudderhuller, siger Christian Gad.

Ifølge Global Hunger Index er der en klar sammenhæng mellem sult og underernæring – og ulighed mellem kønnene. Det slår også igennem i DR Congo, hvor kvinder og piger ofte står helt uden uddannelse og indflydelse.

– Pigerne kommer sidst i køen til mad, muligheder og uddannelse. Jeg mødte en familie, hvor moderen rejste frem og tilbage mellem flygtningelejren og krigszonen, for at dyrke familiens jord. Det gjorde hun for at forsørge familien og få sin søn i skole. Pigerne fik ingen muligheder – det er noget af det, vi kan give dem. For selvom kvinderne er de største ofre, så viser alle undersøgelser også, at hvis kvindernes rolle styrkes – så øges sundheds og levevilkår for hele familien, siger Christian Gad.

Christian Gad er i Danmark lige nu som optakt til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling søndag, 8. november. Der er brug for flere indsamlere, for bl.a. at få ressourcer til at hjælpe flere flygtninge i DR Congo.

Dansk Flygtningehjælp er netop begyndt at arbejde i det nordøstlige DR Congo, hvor oprørsbevægelsen Lords Resistance Army (LRA) det seneste år har hærget – og yderligere forværret situationen for civilbefolkningen.

Hver indsamler får i gennemsnit 1000 kroner i indsamlingsbøssen. For de penge kan Dansk Flygtningehjælp udlevere såsæd og redskaber til 10 kvinder, så de kan dyrke jorden og forsørge deres familier. Man kan melde sig som indsamler på 3373 5170 eller www.flygtning.dk.