Danske investorer havde onsdag, da tegningen sluttede til den første investeringspulje herhjemme for Afrika og Mellemøsten, sat i alt 125 mio. kr. i investeringsbeviser i den nye afdeling under Sydinvest i Åbenrå, skriver gratisavisen “24timer” torsdag.
Fondschef Niels Skovvart i Sydinvest siger til “24timer”, at det er tæt på forventningen om, at den nye afdeling skulle op på ca. 150 mio. kr. fra starten.
På et spørgsmål om, hvad Sydinvest gør for at sikre sig mod børnearbejde i de virksomheder, man sætter penge i, svarer fondschefen, at “det er ikke sådan, at vi garanterer, at man ikke vil kunne finde sådan noget”.
Mens pensionskasser ofte køber hjælp fra konsulenter, der er specialister i at “screene” virksomheder for etiske problemer, stoler folkene i Sydinvest ifølge “24timer” på egen dømmekraft og egne analyser af virksomhederne.
Mellemfolkeligt Samvirkes formand, Søren Hougaard, er positiv overfor, at danskere nu kan investere i udvikling af Afrika, men siger til avisen, at “det er vigtigt, at det er socialt ansvarlige forretninger, man putter pengene i”.
På “24timer”s internetside kunne brugerne torsdag besvare følgende spørgsmål: “Tør du investere dine sparepenge i Afrika?” Sidst på eftermiddagen havde 75 procent svaret nej.
I materialet “Sydinvest Afrika & Mellemøsten – et kig i den nye afdeling” af Thomas Hellerup er skitseret sektorfordelingen i de kommende investeringer.
Heraf fremgår, at “banksektoren bliver markant den største efterfulgt af telekom og metaller. Denne fordeling forventer vi vil ændre sig i takt med, at de afrikanske markeder bliver mere liberaliseret, hvorefter metaller og service får en større andel”.
Af materialet fremgår det desuden, at de afrikanske investeringer i første komgang vil koncentrere sig om et sydafrikansk telefonselskab og en stor kobber- og koboltmine i DR Congo.
Det hedder herom (udover en omfattende omtale af påtænkte investeringer i Egypten og Tyrkiet):
Afrika og Mellemøsten er 2 helt nye områder inden for emerging markets. Vi er meget positive på begge regioner, da vi forventer, at de begge vil profitere af de høje råvarepriser og dermed har mulighed for at restrukturere økonomien.
Specielt Golf-staterne og landene syd for Sahara ser vi som interessante, når markederne bliver liberaliseret, hvilket åbner op for udenlandske investorer. Vi ser en stigende interesse for disse markeder i Danmark, men interessen er specielt stor i udlandet.
MTN i Sydafrika er et… mobilselskab, vi finder interessant. MTN er markedsleder i bl.a. Sydafrika og Nigeria, hvor væksten de seneste år har været høj. Vi forventer, at specielt Nigeria kommer til at levere en høj vækst. Tidligere på året opkøbte selskabet Investcom, der er stærkt repræsenteret i Mellemøsten og Afrika. Det var Afrika delen som MTN var interesseret i, da de har i sinde at blive den største operatør i Sub-Sahara.
Vi forventer, at Kina forsat vil have en høj vækst i årene fremover, hvilket vil lægge en hånd under råvarepriserne. Det er en af grundene til, at vi tror meget på Afrika. Vi har derfor også en stor eksponering til råvaresektoren i Afrika.
Nikanor er producent af kobber og kobolt og vil blive en af de største producenter i DR Congo. Nikanors største aktiv er KOV-minen, som har meget store ressourcer. Minen forventes først at kunne operere i 2009. Kobber er et industriråstof, og specielt Kina er storforbruger af kobber. 84 procent af forbruget i Kina bliver importeret, anføres det.
Læs også telegrammet “Første danske investeringsforening satser på Afrika og Mellemøsten”, dato 18.10.06, i rubrikken Nyt fra 3V.